Al god kunst beror på selvstændighed og fri tænkning – del I

Regeringen ønsker eliteinstitutioner, der kan fostre kandidater i verdensklasse, men samtidig skæres der dybt i bevillingerne til dem i disse år. I 2008 havde Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler 9 professorskoler. I dag er der kun fem tilbage, og billedhuggerskolen på Frederiksholms Kanal er lukket. I to artikler ser vi på undervisningssystemets decimerede fokus på billedkunsten og konsekvenserne af nedskæringerne på Danmarks største kunstakademi.

Læs anden del her

Vi danskere har grund til at være stolte af den fornemme placering, som dansk kunst har internationalt i kraft af en række fremtrædende og unikke billedkunstnere uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

Hvis vi går tilbage i tiden, så dukker navne som Johannes Wiedewelt, Bertel Thorvaldsen, C.W. Eckersberg, Christen Købke, J. Th. Lundbye, L. A. Ring, Hammershøi, J. F. Willumsen, Richard Mortensen, Wilhelm Freddie, Albert Mertz, Richard Winther m. fl. op på skærmen. Men Det kgl. Danske Kunstakademi kan stadig være sig selv bekendt med en række billedkunstnere, som er braget igennem internationalt. Tænk bare på berømtheder som Olafur Eliasson, Tal R, Jeppe Hein, Superflex, John Kørner, Kirstine Roepstorff ikke at forglemme Jesper Just, der netop har solgt et værk til Metropolitan Museum foruden Danh Vo, hvis soloudstilling Take my Breath Away netop er åbnet på Guggenheim i New York.

En særlig nation for kunsten
Det er en gåde for mange udlændinge, at Danmark har fostret så mange enestående kunstnere, når vores population kun svarer til Østlondons. Hvordan kan 5,5 mio. danskere frembringe så megen talent inden for det visuelle felt?, spørges der rundt omkring i verden. Skyldes det arven efter forfattere som Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, der også havde en heldig hånd med sine papirklip? Eller arven efter Grundtvig, som satte tanken fri? Eller hvordan skal vi forklare denne enestående talentmasse.

Eller kunne det store antal fremragende kunstnere i nyere tid og i samtiden mon begrundes med den antiautoritære opdragelse fra 1960’erne og frem, der satte blus under fritænkningen, frigørelsen og kreativiteten? Der er mange parametre, der spiller ind. Også den professionaliserede galleriscene, som klæder kunstnerne på karrieremæssigt og fører dem udenfor landet, SU’en, som gør det muligt for kunstnerne at fordybe sig under uddannelsen uden at skulle have erhvervsarbejde ved siden af, det gode støttesystem, der supporter kunstnerne, når de rejser til udlandet, og som også giver projektstøtte etc., etc. Danmark har i nyere tid været et godt land at være kunstner i. Men hvor længe bliver det ved?

Folkeskolen svigter billedkunstfaget
Ét er sikkert: De mange talenter skyldes ikke den danske folkeskole endsige den gymnasiale uddannelse. I 1975 afskaffede man under den daværende socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering, men med et stort folketingsflertal bag, fagene billedkunst (dengang formning) og musik som obligatoriske fag fra 6. Klasse og opefter.

Det er ellers fag, som er altafgørende for at udvikle mennesker, der kan tænke og skabe selv. Især i faget billedkunst gives eleverne mulighed for ved hjælp af deres fantasi at forestille sig noget andet end det givne. At give tanken form med hænderne og skabe noget, der endnu ikke er set. Kreativitet bidrager også til at skabe hele mennesker. Det kan synes paradoksalt, at dette fag forlader børnene lige inden puberteten. Billedkunsten kan hjælpe dem udviklingsmæssigt, så de resten af livet havde dette sideløbende, symboliserende spor, der er så berigende for det indre liv.

I 2004 kom der en ny gymnasiereform, hvor billedkunst blev afskaffet som obligatorisk fag – ligesom den indskrænkede det ugentlige timetal for de gymnasiaster, der måtte vælge faget til.

Nedskæringer og forringelser i stedet for investeringer
I en tid, hvor det danske samfund aldrig har været rigere, tynges kulturlivet af nedskæringer. Der ydes stadig store bevillinger, men de ædes op indefra af et støt stigende bureaukrati. Meningen med det hele, nemlig at producere fremragende kunst og kunstnere, undergraves. Hesten er blevet sat bag vognen. Politikerne, der har ansvaret, giver lige så stille magten til embedsværket, der fortløbende eksekverer en udhuling af bevillingerne til kerneydelserne.

Oprindeligt var det meningen, at embedsværket skulle styrke kunsten og fagligheden, så den kunne udfolde sig bedst muligt. I dag er rollerne byttet om, og administratorerne har i stigende grad fået indflydelse på det, de ikke har nogen indsigt i, nemlig indholdet. Samtidig bliver armslængden mellem beslutningstagere og fagfolk kortere og kortere. Det er efter min mening det mest triste, der er sket i det danske kulturliv i min levetid. Men det er politisk bestemt. Det er værdipolitik. Kulturen prioriteres ikke så højt, som den burde.

For det er en rigtig god idé at investere i kultur. Kultur løfter. Kultur skaber nyt udsyn. Den er medvirkende til at definere vores identitet i en tid, hvor vores samfund står over for en række store udfordringer både internt og eksternt. Det har flere af vore nabolande opdaget. Island løftede sig ud af statsbankerotten ved bl.a. at satse stærkt på kulturlivet, hvilket politikerne i Norge og Tyskland også har erkendt. I sidstnævnte land bevilligede politikerne i 2017 660 milliarder ekstra euro til kulturen i de 16 tyske delstater. Begrundelsen var, at kultur er medvirkende til at dæmme op for en splittelse af det tyske samfund med parallelsamfund og fremmedgørelse mellem borgerne. Her virker kulturen ofte som en samlende faktor. Det er værdipolitik. Positiv kulturpolitik. I Kina bevilges der milliarder til kultur, fordi den anses som en vigtig meningsgivende faktor.

Reduktionen rammer hovedet
Men nu tilbage til artiklens hovedærinde, Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København. Det blev stiftet i 1754 af Frederik V, som ønskede, at Danmark skulle være leveringsdygtigt i billedkunstnere af alle slags i stedet for at hente kompetencen i udlandet, navnlig i Frankrig. Her blev kobbertrykkere, billedhuggere og malere samt arkitekter uddannet. Kunstakademiet blev formet med L’Academie Royale des Beaux i Paris som forbillede. Det franske Akademi var blevet grundlagt allerede i 1682.

Det er gået op og ned for Det Kgl. Danske Kunstakademi igennem århundrederne siden grundlæggelsen. Periodevis har det været reaktionært og har ikke formået at opsuge de nye tendenser i kunsten. Men omkring 1980 vågnede Akademiet op igen og har siden været på omgangshøjde og nogen gange forud for samtidskunstens udvikling og interesseområder. Og trods nedskæringerne er det stadig et meget eftertragtet uddannelsessted.

I 2008 var der 9 professorskoler med dertil knyttede værksteder inden for maleri, skulptur, installation, grafik, fotografi, nye medier osv., men de seneste års nedskæringer har betydet, at akademiet nu kun har 5 tilbage og færre laboratorieledere, ligesom man har måttet afhænde Billedhuggerskolen på Frederiksholms Kanal. Ifølge Kulturministeriets egne tal er midlerne til at drive Kunstakademiet blevet decimeret med 16 % fra 2008-2016. Det er først og fremmest gået ud over lærerstaben, så akademiet kan i dag ikke levere lige så meget undervisning som tidligere, hvilket naturligvis forringer uddannelsen.