Alt for mange nøgne mennesker på ARoS

Per Morten Abrahamsen tager fotografier, men skaber ikke kunst.

Per Morten Abrahamsen: Waiting Room, 2008

Per Morten Abrahamsen tager fotografier, men skaber ikke kunst.

Igennem 26 store digitalfotografier udspiller den samme scene sig igen og igen: Nøgne mennesker har et stort stykke flæsk hængende ud af munden og på flæskestykkerne er der trykt en del af ordet CENSUR.
Efter at have set to billeder står det klart, hvad reklamefotografen Per Morten Abrahamsen har på hjerte. Efter tre indfinder mistanken sig om, at der ikke er mere at komme efter. Og efter fire billeder står det lysende klart – udstillingen er en gentagelse på gentagelse på gentagelse af samme tema.

Flæsket samfundskritik
Temaet er al ære værd. Det handler om at vores evne til at tale og handle frit er begrænset af en form for mental forstoppelse – i udstillingen overtydeligt symboliseret af de CENSUR-påtrykte flæskestykker. Men, hvad der som udgangspunkt er en kritisk kommentar til et væsentligt problem i vores samfund, ender med at gøre problemet ligegyldigt. Gentagelserne giver beskueren censur- og selv-censurproblematikforstoppelse.

Per Morten Abrahamsen: Mum and Dad, 2007
Per Morten Abrahamsen: Mum and Dad, 2007
Per Morten Abrahamsen: Contact, 2007
Per Morten Abrahamsen: Contact, 2007

En reklamemand leger kunstner
For at fastholde publikums interesse gennem ørkenvandringen har Per Morten Abrahamsen indlagt ”kunst”-elementer i fotografierne.
Der er spejle, der spejler kvindernes kusser og mændenes pikke – hvor er det frækt!
Der er en sløret og uvirkelig stemning i billederne, fordi farvelagene i de digitale fotografier er blevet forskudt, så de ligner gammeldags 3D-film – hvor er det mærkeligt!
Og ikke mindst, er det helt almindelige mennesker, der optræder i billederne. De er fuldstændigt som os: for tynde, for tykke, for blege, for slappe i kødet – og åhhh, hvor er det provokerende!
Men det er ikke frækt, ikke mærkeligt, ikke provokerende. Det virker bare som en påklistret undskyldning for at kunne udstille fotografierne som kunst.

Per Morten Abrahamsen: The River, 2007
Per Morten Abrahamsen: The River, 2007

Kurer din bornerthed
Hvis man er bornert og finder nøgenhed fræk, farver mærkelige og almindelighed provokerende vil man i løbet af udstillingen blive kureret for sin bornerthed. For intet kan forblive frækt, mærkeligt eller provokerende igennem 26 gentagelser.
Af mangel på bedre kan udstillingen bruges som en kur mod bornerthed, men for os ikke-bornerte er der ingen grund til at se mere end et enkelt af udstillingens billeder.


Fakta

Udstilling

CENSUR

23 maj 2008 27 jul 2008

Per Morten Abrahamsen

ARoS Se kort og tider

Fakta

Reklamefotografen Per Morten Abrahamsen er kendt for en lang række iscenesatte portrætfotografier af kendte danskere, den del af hans produktion blev udstillet på Århus Kunstmuseum i 2003.
CENSUR-udstillingens koncept er udtænkt i samarbejde mellem Per Morten Abrahamsen og kunstneren Lene Nymann.