Alt vikler sig sammen

På Marrakech Biennalen 6 er kunsten bindeled mellem et virvar af fortidige og fremtidige fortællinger. Selvom værkerne er stillestående objekter, fornemmer man bevægelsen mod et stadig mere komplekst virkelighedsbillede – og at kunsten i sin mest repræsentative form har betydning langt ud over egen næsetip.

Hvis du tænker på virkeligheden som et billede. Og billedet er det, du ser på din nethinde, og kun det! Du ved ikke, at der er mere, end det du umiddelbart ser – at billedet faktisk er viklet ind i alle mulige usynlige fortællinger og skjulte agendaer. Din viden om verden er formet af dit synsfelt – nu og her!

Ud over den detalje, at du sandsynligvis ikke hører hjemme i dette årtusind, så kan det anbefales at tage et direkte rutefly til Marrakech, hvor den sjette biennale under titlen ”Not New Now” bruger kunsten som formidler af det faktum, at alle forestillinger om verden er formet af et sammensurium af historier, der er viklet godt og grundigt ind i hinanden.

Ingenting er, som det umiddelbart tager sig ud. Ja, den er god nok!

Biennalen er kurateret af Reem Fadda og præsenterer over 50 internationale kunstnere på udvalgte historiske sites, i byrummet og på en lang række lokale institutioner.

Det rene volapyk
Mehdi El Ghaly er en ung marokkansk historiefortæller. Han står i sin lange hvide skjorte med fægtende arme og deler ud af sin marokkanske kultur til en lille klynge af nysgerrige lyttere placeret rundt om ham på marokkopuder. Han taler arabisk og de fleste fremmødte forstår ham ikke.  Alligevel overbeviser han. For det handler jo ikke om at forstå, men om at at fare vild.

Bagefter fortæller han samme historie på engelsk, men det er i virkeligheden ikke den samme historie. Mehdi siger, at det er umuligt at fortælle den samme historie på to forskellige sprog. Han ændrer derfor altid i historien, så det passer til konteksten. Men der er stadig mange ligheder, fortæller han, med de gamle eventyr. Han har gjort det til sin levevej at bringe den arabiske, mundtlige fortælletradition med sig ind i nutiden.

Det hybride vilkår
Biennalens titel Not New Now er en henvisning til en betragtning om, at nuet aldrig er nyt, men et komprimat af historier om fortiden, nutiden og fremtiden. Nuet er ikke en hermetisk tilstand, men en hybridfortælling der er formet af kulturelle og sociale kontekster og perspektiver. Den marokkanskbaserede kunstner Erik Van Hove har skabt et værk, der på mange måder fungerer som et ikon på det ’hybride’ vilkår.

D9T (Rachel’s Tribute) er både kunst og maskine – skabt i en blanding af gamle territoriale håndværkstraditioner og kapitalistisk produktion. Produceret i kunstnerens atelier (eller fabrik?) af hans ni fastansatte kunsthåndværkere samt to headhuntede fra Indonesien til lejligheden.

Bag den sirlige materialesammensætning af marmor, kobber, ben, metal, træ, sten og ler er skulpturen forankret i historien om en kolonial virkelighed, der ikke tillader den slags krydsninger. Værket er nemlig en nøjagtig og fuldt funktionsdygtig replika af motoren på en bulldozer – brugt til at rydde landarealer for mennesker, huse og kultur siden 1. verdenskrig. Det var den maskine, der dræbte den amerikanske aktivist Rachel, da hun placerede sig foran huset på en palæstinensisk læge, som var ved at blive raseret.

Værket er det første, der præsenteres på Biennalens hovedudstilling på det restaurerede Palais Bahia fra 1900-tallet, der efter sigende skulle være et arkitektonisk forsøg på at indkapsle essensen af den marokkanske stil med farverige mosaikgulve, træudskårne loftudsmykninger og labyrintiske rumsystemer.

Historien spolet tilbage
Et andet sted i byen, under jorden i cisternerne på den legendariske moské Koutoubia, vises SUPERFLEX’s film Kwassa Kwassa fra 2015. Filmen er centreret omkring opførelsen af de hvide glasfiberbåde kaldet ’kwassa’, der bruges til at transportere migranter til øen Mayotte.

Filmen skildrer historien om, hvordan øen efter at have vundet sin uafhængighed fra Frankrig, frivilligt vendte tilbage til uafhængighed i 2014. Dermed blev øen ikke blot det fjerneste område af den Europæiske Union, men også en attraktiv destination for migranter fra de omkringliggende øer og Østafrika. En fortælling, der ikke umiddelbart harmonerer med det positive billede af postkolonialismen og det europiske ideal, som har vundet indpas i nutidens historieskrivning.

Fremskridt eller tilbagegang?
Den tunge symbolik i form af allestedsnærværende billedreferencer til kolonialisme, migration og identitetspolitik går igen i stort set samtlige værker på biennalen.

Man skulle tro, det blev for meget, og at repræsentationen ville spille fallit over for kuratorens erklærede ønske om at skabe forandring. Det sker overraskende nok kun momentvis.

Årsagen er dels, at værkerne undgår at lukke sig om sig selv, men går i dialog med det sted og den historie, hvori de præsenteres.

Der er ingen hvide kuber og flere værker præsenteres i det offentlige rum. For eksempel imellem ruinerne af det gamle Palais El Badi, hvor Al Anatsius enorme vægtæppe vævet sammen af aflagte flaskekapsler, helt bogstaveligt, integrerer forfaldet i produktionen af nye billeder, der igen bliver medskaber af nye virkeligheder. Og derved vender op og ned på forholdet mellem fremskridt og tilbagegang.

Handling på ordene
Mens hovedudstillingerne på Biennalen stiller sig kritisk over for ideen om ’det nye’ ved at lege med kunstens repræsentative, formelle sprog, så byder flere parallelprojekter ind med en mere offensiv strategi.

Det gælder for eksempel det schweizisk-marokkanske kunstkollektiv KECH Collective, der i projektet Swap16 Laboratoire de la mondialité har inviteret en række kunstnere til at indgå i et eksperimenterende, tværkulturelt laboratorium, hvor resultatet finder form af løbende dialog og udveksling.

Selvom det æstetiske her må vige lidt plads til fordel for en interessant, intellektuel proces, er det super skønt at få sat handling på biennalens mange ord om overlap, kobling, nye forbindelser og verdener.

Alt i alt lyder anbefalingen: Afsted til Marrakech, byen vrimler med fantastiske værker, der vikler sig ind og ud af hinanden, ligesom byens labyrintiske gader.