Anarki på godt og ondt

UdstillingenDear Thick and Thin på MEcontemporary er skabt af de fire internationale kunstnernetværk The Thing, Test Portugal, Amanda Lear’sPocket og Galerie imRegierungsviertel, som til lejligheden har gjort brug af deres kontakter ogforbindelser i kunstverdenen. De fire netværk har delvis selv fremstilletværker til udstillingen, og har samtidig rekrutteret kunstnere udefra.

Med Dear Thick and Thin agerer MEcontemporary platform for en udstilling, hvis formål det er at genrejse netværketsom aktiv kunstnerisk praksis og udveksling, mere end det handler om enegentlig tematisk eller æstetisk sammenhæng.

Grundetudstillingens lidt kaotiske opsætning og mangel på sammenhæng, kan det virkeret overvældende at blive præsenteret for de godt halvtreds forskelligekunstnere i galleriets beskedne lokaler i Ny Adelgade. Det gælder ikke mindstfordi det eneste der faktisk binder udstillingens værker sammen er, at destammer fra ét af de fire netværk, og på den ene eller anden måde kommentererpå, eller refererer til kunstnernetværket som struktur.

Manglende rødtråd som rød tråd
Omvendtvirker det nu heller ikke til at være særlig interessant for udstillingen, hvorde forskellige værker kommer fra og hvor de hører til, men mere at de er derog er der, fordi de er skabt af kunstnere, der er en del af eller hartilknytning til ét eller flere af de fire repræsenterede netværk.

Den ‘manglende’røde tråd i værkernes materialer, tematikker, æstetik og opsætning er altsåikke en tilfældighed, men derimod en understregning af udstillingens fokus pånetværkets umiddelbare, foranderlige og forgængelige struktur.

Medudstillingens titel Dear Thick and Thinindrammes idéen om netværket som alternativ distributør af kunsten og især denuformelle udveksling mellem kunstner, kurator og galleri.

Frem og tilbage i tiden
Etfremtrædende værk på udstillingen er Vuk Cosics Deep ASCII, der er en genfortolkning af den ‘klassiske’ pornofilm Deep Throat fra 1972. Filmen erfremstillet med brug af ASCII koder (American Standart Code for InformationInterchange red.), der er tal-repræsentationer af bogstaver og tegnsætning. VukCosic har udviklet et program der kan oversætte billeder og dermed også filmtil ASCII koder, og på den måde er filmen transformeret ind til sorte og grønnetal på et lærred.

Deep ASCII peger dermed både frem og tilbage itiden, og stiller på en sjov måde spørgsmålstegn til vores visuelle perceptionog er en anderledes form for forening af det korporlige og maskinelle.

Undersøgelse af evolutionen
Krop ognatur går igen i Dieter Buchharts projekt Survivalof the Fittest, som til udstillingen er repræsenteret af entegning/collage. Oprindeligt var projektet skabtsom en interaktiv installation, hvor publikum kunne flytte udstoppede dyr op påen rød piedestal og undersøge dem, og dermed også løbende stille spørgsmålstegntil darwinismen og evolutionstanken.

På sincollage til Dear Thick and Thin harDieter Buchhart tegnet en silhuet af mennesket og placeret det på piedestallen.Hvorvidt det skal forstås som en reference til menneskets rovdrift på – ogudnyttelse af naturen fremgår ikke. I så fald er det ikke en specielt subtilpointe, men når man har projektets oplysende intension in mente, virker detomvendt meget sympatisk.

I det heletaget er der masser af interessante værker på Dear Thick and Thin, men desværre ikke rigtig noget der binder demsammen og tegner en rød tråd gennem udstillingen.

Intension kontra formidling
Kunstnernetværketsintension om uformel, ikke-hierarkisk og horisontal udveksling af idéer ogkunstpraksisser, er svær at formidle på en appellerende måde for publikum.Denne betingelse lider Dear Thick andThin desværre også en smule under. Man har gennem pressematerialet fået detindtryk, at netværksstrukturen spiller en central rolle for udstillingen, mendet er svært at se hvordan?

Værkernepræsenteres imellem hinanden, uden at det er muligt at orientere sig i deresinterne relationer og referencer. Samtidig er det dog også tydeligt atmotivationen med udstillingen ikke er at udpensle én samlet idé, men at tegneet øjebliksbillede eller tværsnit af de knobskydende netværk.

Det kanfaktisk virke befriende med en udstilling der ikke er underlagt en stramkonceptuel ramme, men derimod lader værkerne tale for sig selv. På den måde er Dear Thick and Thin mere belysende endafklarende.