Anne Haaning er ikke i familie med Jens Haaning – eller er hun?

Anne Haanings lydinstallation Fætter Jens på rum46 i Aarhus har billedkunstner Jens Haaning og hans medieombruste tyveri-værk som backdrop. Men kunstnerens samtalepartner er en onkel ramt af en hjerneblødning, og det handler ikke rigtig om Jens Haaning men mere om verdens fundamentale grundløshed.

For dem der så Anne Haanings komplekse, mangelagede og æstetisk overlegne udstilling Half Hidden på den Frie 2019-20 kan der måske forekomme at være pænt langt til den lidt skramlede og betydeligt mere håndholdte lydinstallation Fætter Jens i det ligeledes lidt skramlede og håndholdte projektrum rum46 i Aarhus.

Men når alt kommer til alt, er det stadig den porøse virkelighed og det usikre terræn mellem virkelighed og fiktion, der er et hovedærinde.

Hvor Half Hidden med sit subtile mix af animationer, dokumentarklip og 3D-rekonstruktioner tog en forladt kryolitmine i Grønland som afsæt for en kompleks undersøgelse af feltet mellem teknologi, myte og kolonialisme foregår Fætter Jens i en mere personlig, intim familiesfære.

Fætter Jens Haaning springer ud som billedkunstner

Lydværket består af en ca. 20 minutter lang samtale mellem kunstneren og dennes onkel, Mads Haaning.
Mads har haft en hjerneblødning, og i sin rekonvalescensperiode fostrer han ideen, at billedkunstneren Jens Haaning – som netop da er top-skandaleaktuel i alle medier på grund af Take the money and run-værket – er identisk med en fjern fætter, som ligeledes bærer navnet Jens Haaning, og som nu ifølge onklen har åbenbaret en skjult kunstnerisk side.

Dette benægter alle andre familiemedlemmer, og alle betragter Mads som helt ude i hampen. Anne Haaning, som selv igen og igen har skullet gøre gældende, at hun altså ikke er i familie med Jens Haaning, går dog halvvejs med på tanken.

Hun gør det delvist for at fastholde en relation, der tydeligvis har været båret af kærlighed og dyb kontakt (men nu er under forandring på grund af hjerneblødningen – Fætter Jens er også et smerteligt værk). Men hun gør det også, fordi der i onklens ‘teori’ ligger en åbenhed, som måske minder om kunstnerens egen nysgerrighed i forhold til begreber som ‘virkelighed’ og ‘sandhed’.

At være fætter – og ikke at være fætter

Onkel Mads erkender senere på grund af visse faktuelle forhold, at billedkunstner Jens Haaning ikke er hans fætter, men holder ikke desto mindre fast i muligheden. For som han siger: “verden, realiteten, virkeligheden er en konstruktion”.

Og i Mads Haanings verden lukker man ikke døre til “himlen og det syrede” men holder dem på klem til mystikken og en mere fleksibel verdensanskuelse: Man kan altså godt på én gang både være fætter og ikke være fætter.

Så med denne ‘lille’, ‘skøre’ – men også rørende og personlige – samtale som prisme berører værket i virkeligheden nogle store filosofiske spørgsmål. For er virkeligheden så solid, som vi gerne vil have den til at være?

Da samtalen mellem kunstner og onkel slutter, tager et andet lydbillede over. Det har været der hele tiden nedenunder samtalen, men bringes nu frem i forgrunden. Det rasler og suser. Det er optagelsen af et kraftigt blæsevejr. Og udfordrer blæsten ikke alle fortøjninger, og er blæsten ikke umulig at fastholde?

At leve uden fast grund

I buddhistisk filosofi taler man om grundløshed – at livet aldrig er statisk, permanent eller forudsigeligt men forgængeligt, altid omskifteligt og ude af kontrol. At leve uden fast grund under fødderne forsøger de fleste af os så at omgå med planer, mål, systemer, faste (sikkert oven i købet rigide) overbevisninger og forsikringspolicer. Helt vellykket bliver det aldrig. Og buddhisterne mener da også, at man ikke skal bekæmpe grundløsheden men acceptere den som et vilkår, og at der i denne accept ligger kimen til en frisk, viis og åben tilgang til livet.

Det er som om den lidt mærkelige samtale på sin egen skæve facon får prikket til sådanne helt store universelle tanker.

Magtspil om sandheden

Og så er der spørgsmålet om magt. Det var present i Half Hidden og også til stede i Fætter Jens. Her har den øvrige familie taget patentet på sandheden – og her udfordres monopolet af Mads, der selv er klar over sin rolle som familiens sorte får. Det siges ikke direkte, men det er faktisk et magtspil, der foregår. Et magtspil om sandheden og virkelighedstolkningen.

Magtspillet er også diskret accentueret i udstillingsrummet, hvor værket er præsenteret i en ramme erhvervet fra et naturhistorisk museum. Det kongeblå stof vælter ud på gulvet. Nok er naturvidenskabens adelsmærke, at der bør tvivles om alt. Alligevel har denne videnskab i det meste af et par århundreder stået som noget nær enevældig garant for sandheden.

I midten af denne ramme er der så endnu en ramme: en (billedløs) skærm, der ånder lysende i takt med ordenes lyde. Et hint til de skærme hvorigennem sandheden filtreres i dag. Hvor ekkokamre og fake news i høj grad har tydeliggjort, at sandheden er spundet ind i en kamp og et spil, og hvor afhængig den er af den kontekst, den formidles fra.

Sådan har det altid været. Grunden ryster og sandheden med. Det er et fint lille værk, Anne Haaning har lavet. Et værk der trods sin lidenhed, sit rustikke look og sit lokalt-personlige afsæt alligevel formår at lette ikke så lidt på låget.