Hindrer anti-mindesmærker glemsel – eller undlader de at placere ansvaret?

Kunsthistoriker Philip Pihl diskuterer i dette essay de såkaldte anti-mindesmærker. Genren, der ofte benytter ‘fraværet’ som æstetisk strategi, har haft sin sejrsgang verden over som en ny monument-tradition siden 1980’erne. Men holder de sårene åbne – eller vægrer de sig ved at placere skylden?

Den 22. juli 2011 dræbte Anders Behring Breivik 69 personer på den norske ø Utøya. Et sådant terrorangreb bliver ikke sjældent omtalt som ufatteligt. Det var derfor på ingen måde overraskende, at man fra offentlig side ønskede at opføre et mindesmærke for tragedien. Det ufattelige kan muligvis gøres fatteligt gennem bearbejdning – en proces et mindesmærke kan være en del af.

I 2014 udvalgte man den svenske kunstner Jonas Dahlbergs forslag for et mindesmærke til udførelse. I 2017 blev forslaget dog endeligt afvist, og er altså ikke blevet realiseret. Som mange sikkert vil vide, bestod Dahlbergs forslag i at ‘skære’ et hul i klipperne på Utøya. En skive af klippen skulle fjernes, hvilket ville have givet et markant visuelt udtryk til øen, synligt på afstand.

Dahlbergs ikke-realiserede forslag er et klart eksempel på et såkaldt anti-mindesmærke (eng: ‘counter-monument’, tysk: ‘Gegendenkmahl’). Jeg vil i denne tekst diskutere denne kunstneriske strategi og dens baggrund samt en del af den kritik, den har mødt. Sidst vil jeg også se på, hvorvidt den kan være en mulighed i den aktuelle debat om, hvad vi gør med allerede eksisterende og problematiske mindesmærker.

Et tomt underjordisk bibliotek

Anti-mindesmærket kendes først og fremmest fra Tyskland og opstod med ønsket/kravet om at mindes Holocausts ofre. Op igennem 1980’erne og 90’erne har denne retning givet form til en ny art af mindesmærker, hvor det centrale æstetiske greb udgøres af fravær.

I Berlin alene kan man opleve flere af denne type værker: Eksempelvis Micha Ullmans Bibliotek fra 1996 ved Bebelplatz: en glasplade i jorden hvorunder der kan ses et mindre rum beklædt med tomme boghylder til minde om nazisternes bog-afbrændinger på Bebelplatz. Christans Boltanskis Missing House fra 1990 i Grosshambuger Strasse, hvor Boltanski har ladet grunden fra et bombet hus stå tom, som minde om dets tidligere jødiske beboere. Eller Peter Eisenmanns Denkmal für die ermordeten Juden Europas fra 2005, der ligeledes til dels kan kaldes et antimonument, idet det ikke gør brug af en centreret plan og nærmere består af mellemrum frem for masse. Dahlbergs monument ville have skrevet sig ind i denne tradition.

Denne artikel koncentrerer sig om anti-mindesmærker, der kan siges at skulle mindes traumatiske begivenheder, og for at forstå, hvorfor disse kan betegnes som anti-mindesmærker, er det hjælpsomt først at kigge på det klassiske mindesmærke.

Gravstenen som grounding

En form for mindesmærke, de fleste vil have et personligt forhold til, er gravstenen, som markerer en persons grav med påskrift eller inskription af navn, fødsels- og dødsdato. Man kan sige, at gravstenen og gravstedet skal holde den afdøde person i live eller sørge for at give form til den afdødes uigenkaldelige fravær. Dødsdatoen skrives i sten for at give oplevelsen af døden en plads i vores normale og mellemmenneskelige tidsforståelse.

Elementet af evighed i døden lader sig meget dårligt indskrive i vores hukommelse. De fleste, der har oplevet at miste en nær person, vil sikkert kunne nikke genkende til fornemmelsen af, at dette kunne være sket i går såvel som for ti år siden. Gravstenen skal tøjle fornemmelsen af et tidsligt frit fald og tilbyde en form for ‘grounding’ for erfaringen af tab.

Den ‘grounding’, den personlige gravsten skal give individet, er sammenlignelig med den, det klassiske mindesmærke skal forsøge at give et større fællesskab. Der findes i det klassiske mindesmærke et håb om, at kunne bearbejde det skete, hvorefter man håber på kollektivt at kunne lægge det bag sig.

Anti-mindesmærket tilbyder ingen grounding

Modsat gravstenen og det klassiske mindesmærke ønsker anti-mindesmærket ikke at tilbyde nogen form for ‘grounding’, forløsning eller afslutning. Anti-mindesmærket nægter at give den traumatiserende begivenhed repræsentation.

Som påpeget, er anti-mindesmærket kendetegnet ved at indeholde eller pege på et fravær. Den amerikanske professor i engelsk, James E. Young, er en af dem, der tidligst beskrev denne type af mindesmærker, og han har karakteriseret dem som smertelige, selvbevidste. Det er som om, de frem for afslutning og healing ønsker at holde såret åbent.

Det er i denne kontekst ikke svært at se, at denne strategi har været særlig brugbar i bearbejdelsen af Holocaust i Tyskland, hvor man – om noget sted – ikke ønsker at kunne blive beskyldt for at glemme. Det er dog ikke kun her, anti-monumentet har fundet sin berettigelse. Som allerede nævnt, kan Dahlbergs forslag til Utøya ses i den kontekst – såvel som Michael Arads mindesmærke i New York for ofrene for terrorangrebet 11. september 2001.

At repræsentere Auschwitz er at glemme Auschwitz

Den teoretiske baggrund for denne værkstrategi kan findes hos den franske filosof Jean-Francois Lyotard. I hans bog Heidegger and ”the jews” fra 1988 skriver Lyotard: ”Representing ”Auschwitz” in images and words is a way of making us forget this”.

Lyotard fortsætter:
“Whenever one represents, one inscribes in memory, and this might seem a good defense against forgetting. It is, I believe, just the opposite. Only that which has been inscribed can, in the current sense of the term, be forgotten because it could be effaced. But what is not inscribed (…) cannot be forgotten, does not offer a hold to forgetting, and remains present “only” as an affection that one cannot even qualify, like a state of death in the life of the spirit.”

Anti-mindesmærket vil altså – ifølge Lyotard – gennem sin ikke-repræsentation være den ”state of death in the life of the spirit”, som kontinuerligt skal minde os om et traume, men som ikke tilbyder nogen bearbejdning, hvorigennem det skal være muligt at komme over det skete. Der loves ingen forløsning gennem anti-mindesmærket.

Udviskning af skyld og ansvar

Konceptet er dog også blevet kritiseret. Den franske filosof Jacques Rancière argumenterer for, at brugen af det urepræsenterbare, æstetiske greb i Holocaust-anti-mindesmærkerne føder en forståelse af ondskaben bag Holocaust som fuldstændig og uden historisk kontekst. Denne forestilling om eksistensen af en total ondskab, ser han dukke op igen i 00’erne i vesten sammen med truslen om terror.

Et centralt punkt i Rancières kritik og tese er, at når der opereres med noget urepræsenterbart, så udviskes spørgsmålet om skyld og ansvar. Ingen forbliver skyldløse, fordi der ikke placeres nogen skyld, idet man nægter at indskrive en given begivenhed i historien. Når konceptet om det urepræsenterbare bliver centralt i æstetik, så gives der afkald på enhver mulighed for forklaring og historisk forankring, hvilket betyder, at alle til alle tider bærer en skyld.

Brugen af det urepræsenterbare ser Rancière som en del af en bevægelse væk fra avantgarden mod det postmodernistiske. Når æstetikken vender sig fra avantgarden, opgives håbet og troen på en bedre fremtid. Med det urepræsenterbare og postmodernismen indvarsles derimod en evig bodsgang, vi alle er tvunget til at deltage i. Rancière skriver:

“The aim [of art], however is no longer to preserve the promise of emancipation. On the contrary, it is to attest indefinitely to the immemorial alienation that transforms every promise of emancipation into a lie that will only ever be achieved in the form of infinite crime, art’s answer to which is to put up a ‘resistance’ that is nothing but the endless work of mourning.”

Fravær giver mulighed for at forstå

Spørgsmålet er så, om det er muligt at finde en farbar middelvej mellem Rancière og Lyotard angående anti-mindesmærket?
Jeg er enig med Rancière i, at der i brugen af fravær, som peger på noget urepræsenterbart, findes en risiko for, at man glemmer den historiske kontekst og derfor aldrig når til en forståelse af en given begivenhed.

Når den historiske kontekst ikke gives i anti-mindesmærket, mener jeg dog ikke, at det pr. automatik fører til en komplet udviskning af skyld og derigennem en skyldiggørelse af alle. En anden vinkel – hvis man skal følge Lyotard – kan være, at anti-mindesmærket ønsker at gøre alle bevidste om deres fremtidige ansvar for at kunne stå op imod fascisme. Det må være det, der skal være målet med ikke at repræsentere / ikke at glemme

Samtidig mener jeg, at anti-mindesmærkets brug af fravær giver en mulighed for at forstå den menneskelige tragedie, der hører med til for eksempel et terrorangreb. Et hul i Utøyas klipper giver os ingen forklaring på højreekstrem terror, men det ville kunne spejle det tragiske element og det menneskelige tab.

Dertil kommer, at anti-mindesmærket med sin alternative strategi kan siges at give os en ny forståelse af det klassiske monument. I udforskningen af nye metoder for at mindes opstår også en bevidsthed om den generelle metode. I den aktuelle debat omkring såkaldte problematiske mindesmærker og monumenter mener jeg, at nye og alternative metoder kan være med til at fortælle nye historier og synliggøre nye vinkler. Stopper vi med at producere nye mindesmærker, efterlades de bestående uden modsvar. Med mindesmærker der udforsker nye strategier kan der muligvis skabes håb for, at en ny dagsorden er mulig.

Et anti-mindesmærke, der her kan tjene som eksempel er Hamburger Mahnmal gegen Faschismus fra 1989 af Esther Shalev-Gerz og Jochen Gerz i Hamborg.
Værket bestod i en 12 meter høj firkantet søjle, beklædt med bly, hvori det var muligt at indskrive sit navn. Betragteren blev opfordret til at ridse sit navn ind i bly-beklædningen, for at erklære sin modstand mod fascisme. Over otte omgange blev søjlen gradvist sænket i jorden, for at give plads til flere inskriptioner. I 1993 blev den sænket helt ned i jorden og i dag er kun toppen synlig samt et skilt med dokumentation af værkets proces. Her er tale om et værk, der nægter at være kollektivets hukommelse, men sender ansvaret tilbage til beskueren: kun den levende beskuer er i stand til at yde en aktiv indsats mod fascisme.

For beskueren, der oplever denne anderledes form for mindesmærke, ser det klassiske mindesmærke eller monument muligvis anderledes ud bagefter. Jeg mener, der er en mulighed for, at interaktionen med et ikke-klassisk mindesmærke, som det nævnte i Hamborg, kan være med til at skabe en generel kritisk sans overfor det klassiske mindesmærke eller monument. Hvis man ønsker at accentuere dette i forhold til et særligt mindesmærke eller monument, er det en mulighed at lade et modsvar til dette opføre. Man undgår således at fjerne et givent mindesmærke, men opnår at bibringe det ny betydning, muligvis vende vrangen fuldstændig ud på det eksisterende.

Det er derfor vigtigt, at vi hele tiden bliver ved med at udforske nye metoder for udførelsen af mindesmærker og monumenter.