Antonio Panetta og Gillion Grantsaan hos Galleri Image

Øjenfryd og øjenåbner
Det er to meget forskellige kunstnere, der for øjeblikket kan opleves hos Galleri Image. Den italienske kunstner Antonio Panetta er kendt for sine arbejder indenfor film- og fotomediet. Til daglig underviser han i Berlin, samarbejder med forskellige kunstnere og filmfolk verden over og er i øvrigt dus med store kommercielle navne som Francis Ford Coppolla.
Gillion Grantsaan, som udstiller i galleriets demorum, stammer oprindelig fra Surinam (en tidligere hollandsk koloni i Sydamerika) men er bosat i skiftevis Amsterdam og København. Hans erklærede mål er at lave billeder, der udtrykker hans politiske idealer – idealer, der langt henad vejen knytter sig til hans egen selvforståelse som ikke-vestlig immigrant.

Bevægelse og standsning
I sin udstilling Le retangle blanc viser Antonio Panetta en række fotomontager, hvor afklippede filmstrimler er monteret på glas. Resultatet er et næsten svævende udtryk, og som betragter får man en fornemmelse af, at der gemmer sig andet og mere bag motiverne, end det, vi umiddelbart får øje på.

Motivisk er Panettas værker vidt forskellige. Nogle skildrer den stærke, aktive menneskekrop, andre er kølige og statiske portrætter. Nogle skildrer det vilde landskab, andre industriområder. Og netop på grund af de forskelligartede motiver, er det interessant at iagttage konsekvensen i Panettas særegne stil. Det er det samme magiske udtryk, der brænder igennem hver gang.

I udstillingens eneste film arbejder Panetta med havets bevægelser. Filmen er i farver og langt mindre elegant end billedmontagerne. Ikke desto mindre er filmen med sine brudte panoreringer et oplagt sidestykke til de opklippede filmstrimler, der udgør billedmontagerne. Begge synes nemlig at være drevet af en intens fokusering på bevægelsen og dens standsning. Her er, som i rektanglets form, lige linier – men så sandelig også skarpe kanter.

Pop og politik
Helt anderledes er demorummets indslag af Gillion Grantsaan. Hvor Panetta i bedste forstand arbejder med en lettilgængelig æstetik, er Grantsaan en kunstner med en omfattende dagsorden. Ved at vise hans værk i demorummet kommer denne dagsorden desværre til at stå uformidlet hen, og det er ærgeligt, for værket kalder i høj grad på en uddybende kommentar.

Gillion Grantsaan har tidligere opfundet sin egen kunstretning kaldet ogri-art. Denne særlige kunstretning defineres som en underkategori af den socialt bevidste, subkulturelle Black Art – der i Grantsaans version bliver til en undersøgelse af kunstnerens personlige status som ikke-vestlig immigrant i en såkaldt ’eurocentrisk’ kunstverden. I forlængelse heraf søsatte Grantsaan i 2002 det såkaldte Post-order Project, hvor han under mottoet ’If you can buy it, it must be true’ forsøgte at få en række multinationale selskaber til at inddrage sine politiske statements i deres markedsføring. Endelig kendes han for en række fotocollager, hvor motiver fra vidt forskellige kontekster forenes i tvetydige konstruktioner.

Fotocollagen spiller også en rolle i Grantsaans bidrag til demorummet, installationen Do not become the slave of your own succes. Her indgår den som tryk på et sæt herreundertøj, der er trukket over en basketball og en ballon. I denne lag-på-lag-konstruktion præsenteres motiver som månelandingen og en henrettelsesscene fra Vietnamkrigen, altså henholdsvis den ultimative succes og en tvivlsom sejr for USA som supermagt. Det hele er garneret med sætningen ’Democracy is supersticion. Ogri-art is Faith.’

Med dette statement sætter Grantsaan spørgsmålstegn ved berettigelsen af at opfatte den vestlige verden – her repræsenteret ved USA – som egentligt demokratisk. Vestens smukke idealer er efterhånden skrumpet ind til ren overtro, og kunsten tilbyder nye brugbare værdier, der interessant nok ikke er uforenelige med forbrugsgoder som basketballen og undertøjet eller med festlige indslag som ballonen. Do not become the slave of your own success er et værk, der sætter spørgsmålstegn ved vestlige kerneværdier som demokrati og kapitalisme, og som formår at forene det kommercielle med det kritiske. I sig selv en imponerende bedrift.

For så vidt er der udsigt til et udbytterigt besøg på Galleri Image: En Panetta-æstetik, som kan nydes umiddelbart. Og en Grantsaan-udfordring, der ved en nærmere granskning træder i karakter som langt mere end blot en kilde til undren.