Arabernes dronning

Faurschou Foundations udstilling med den legendariske eksil-iranske videokunstner Shirin Neshat har fokus på kvindelivet i den arabiske verden. Omdrejningspunktet er en fascinerende spillefilm om den arabiske verdens største sanger til dato: Oum Kulthum (1898-1975).

For elskere af arabisk musik er det en god nyhed, at den modige, femi- og systemkritiske videokunstner Shirin Neshat (f. 1957) har drejet en film om den legendariske sangerinde Oum Kulthum (også stavet Oum Kalthoum). Filmen blev vist første gang i Venedig i 2017, og det er højst prisværdigt, at Faurschou nu viser den sammen med en hel udstilling om dens tilblivelse og baggrundsmaterialer om Kulthum. Denne diva, denne kultfigur og myte, som blev kaldt den fjerde pyramide, arabernes dronning og meget andet, har ikke alene fascineret den arabiske verden, men også Vesten. Hun har længe været et ideal for eksil-iraneren Neshat, som i sin kunst især har haft fokus på værdige og modige, mellemøstlige kvinder. Selv har hun i årtier boet i USA, hvor hun oprindelig blev uddannet, og har nu på fjerde årti fortsat indrejseforbud i sit hjemland.

Samlende kraft
Kulthum var en samlende kraft i det 20. århundredes Mellemøsten. Hun sang for såvel konger som vagabonder, og hendes fanskare bredte sig  geografisk fra Palæstina i øst til Marokko i vest. Den første torsdag i hver måned gav hun koncert, som i begyndelsen blev radiotransmitteret og fra 1960 også sendt på tv. Da lå Cairos gader øde. Typisk sang hun kun 2-3 sange, der i et tæt samspil med hendes henrykte publikum blev udstrakt til at vare i timevis. I 1930’erne havde hun moderniseret instrumentationen og indført vesterlandske instrumenter som cello og violiner i sit orkester. I sin levetid solgte hun flere end 80 millioner LP-plader. Flere millioner deltog i hendes begravelse i 1975 – det var flere end ved hendes gode ven præsident Gamal Abdel Nassers begravelse fem år tidligere.

Bevægende sang
Udstillingen har fire afsnit. Under rundgangen, inden man kommer til sidste afsnit – den sorte kube, biografen, hvor udstillingens vigtigste del kan opleves, hører man konstant Oum Kulthums længselssmægtende stemme, der må kunne bevæge selv den mest forhærdede vesterlænding. I det første rum, der er malet grønt, bliver vi introduceret til Oum Kulthum ved hjælp af originale optagelser og en oversættelse af hendes mest berømte sang Al Atlal. Det næste rum er malet pink. Her kan man opleve dokumentation af filmens tilblivelse og Shirin Neshats inspirationsmateriale. En stor ellipseformet kollage på væggen sammenfatter elementer fra filmen og diverse referencer. I det tredje rum udstilles bl.a. Oum Kulthums lasede dukke, som hun i filmen bliver frataget, da hun allerede som barn begynder at optræde iklædt drengeklæder. Desuden udstilles fire af Oum Kulthums flashy kjoler, som også figurerer i filmen.

Jeg erfarede imidlertid, at det giver mere at opleve udstillingen, efter at man har set filmen, da materialet kan forekomme kalejdoskopisk og lettere forvirrende, hvorimod det i høj grad giver mening, når man har set filmen og oplever disse nedslag og dokumentationer som ”genkendelsens glæde.”

Spleen eller længsel
Hvor mange i Norden lider af spleen eller melankoli – nogen kalder det også for Scandinavian Pain – som opstår pga. mørket og kulden på vore breddegrader, så skyldes det arabiske vemod eller længsel bl.a. kønsadskillelsen, de mange på- og forbud, der følger med Sharialovgivningen, regimernes skalten og valten med borgerne, den strenge bønkultur og i det hele taget en restriktiv politik, der holder borgerne på plads med deraf følgende frihedslængsel og uforløst trang til at eksplorere kønnet og realisere sig selv. Det sidste gælder især for kvinderne. Men araberne er også romantikere, der ynder at stoppe op ved den elskedes bardomshjem og mindes dengang, man stadig var sammen – hvor man vandrede med sin elskede ad en månebelyst vej, og glæden dansede foran. Det er sådanne oplevelser af tab, som Oum Kulthum på formidabel vis formidler med sin suggestive stemme og sine smukke digte.

Unik skæbne
Oum Kulthums skæbne var helt unik. Den førte hende fra barndommens yderste fattigdom i en lille landsby nord for Cairo til toppen af Egyptens kulturelle og politiske elite. Hun sang både korte og uprætentiøse sange og komplekse kompositioner med tekster af datidens største egyptiske digtere.

Det er denne historie, som den iranske videokunstner Shirin Neshat vil fortælle i sin film. Og som altid, når det drejer sig om Neshat, er der tale om en æstetisk, hyper gennemarbejdet og fascinerende billedfortælling, der vidner om, at Neshat først og fremmest er billedkunstner.

Filmen, som har været seks år undervejs, viser Oum Kulthums opvækst og hendes debut som drengesanger og hendes karrieremæssige udvikling. De tidlige optagelser er i sort/hvid. Der er også rekonstruerede scener fra Cairo under et kvindeoprør i 1918 og frem til Kulthums karrieres højdepunkter. Ikke så langt inde i filmen oplever vi en casting, hvor en smuk, ung ægyptisk lærerinde, Ghada, der synger helt vidunderligt, bliver antaget til at spille rollen som Oum Kulthum. Hun bliver den gennemgående figur, når optagelserne foregår på scenen. Men indimellem går den ældre Oum Kulthum igen som et spøgelse med sine legendariske solbriller, sit opsatte hår og sine lange kjoler.

Kunsten og livet
Hovedpersonen er Shirin Neshats alter ego i form af den smukke, midaldrende eksiliraner, instruktøren Mitra. Under arbejdet med metafilmen, der er en film om, hvordan filmen bliver til, er hun i en personlig krise, fordi hendes 14-årige søn Nima, som hun ikke har set i syv år, konstant sender hadefulde sms’er til hende. Han vil have hævn over sin mor, som han har savnet i så mange år. Hun stiller nu sig selv spørgsmålet, om det har været prisen værd med al den hæder og berømmelse, når omkostningerne på de indre linjer – omsorgssvigt og savn – har været så store?

Filmen anskueliggør, hvor vanskeligt det er at forene en kunstnerisk karriere med kritisk brod med de traditionelle værdier, der knytter sig til kvinderollen i den muslimske verden. Krisen betyder, at Mitra nu vil ændre filmens handling. Hun vil – kontrafaktisk – lade Oum Kulthum komme i en kunstnerisk krise midt under en koncert og foran et stort publikum, hvilket aldrig skete i virkeligheden. Identifikationen med den store arabiske sangerinde er så total, at instruktøren har mistet jordforbindelsen. Produceren og co-instruktøren advarer hende og er ved at bakke ud af projektet, og filmen ender i et åbent spørgsmål i en scene, hvor Mitra og den aldrende Oum Kulthum indgår en ordløs pagt. Det er i allerhøjeste grad en væsentlig og relevant film og udstilling, der udvider forståelsen af den muslimske verden i en tid, hvor dens værdier konstant bliver udfordret.