Arabisk musik og skakternede plystæpper

Malmø Kunsthal viser to meget forskellige solo-udstillinger, men det er den lille sideudstilling med palæstinensiske Jumana Manna, som er værd at tage til Malmø for.

Malmø Kunsthal viser to meget forskellige solo-udstillinger. Heimo Zobernig, der er Professor ved Kunstakademiet i Wien, har indtaget hele den store udstillingshal med skakternede plystæpper lagt lidt krøllet til rette på podier.

Det er en stedsspecifik installation, der spidsfindigt refererer til maleriets historie og det lokale udstillingssteds kontekst. Oplevelsesmæssigt er det dog en ret tynd omgang.

Rytmisk rejse med lyd
Den unge Jumana Mannas film A magical substance flows into me (2015) er derimod virkelig en oplevelse værd, så lad os opholde os lidt mere indgående ved den. Filmen er inspireret af et radioprogram fra 1930’erne, hvor den tysk-jødiske musik-etnolog Robert Lachmann inviterede musikere fra forskellige kulturer ind i sit studie for at fortolke den lokale arabiske musiktradition.

Jumana Manna foretager sin egen rejse igennem nutidens Israel/Palæstina, hvor hun opsøger folk fra forskellige kulturer: jøder og palæstinensere, marokkanere, kurdere, koptere og beduiner, og taler om radioprogrammet og om deres forhold til den musikalske tradition.

Filmen er 70 minutter lang, og som sådan lige i overkanten til en udstilling, men heldigvis er der ikke andet, der samtidig tager tid på Malmø Kunsthal. Man bliver også mærkeligt rolig af filmens afslappede tempo, når man er velplantet i det lille mørklagte rum. Jumana Manna tager sin tid. Vi følger hende på besøg hjemme hos forskellige mennesker, hvor musikken bliver et middel til at diskutere kulturelle forskelle og ligheder, gerne over et måltid mad eller mens der kokkereres i køkkenet.

Resonans på tværs af kulturer
Undervejs lyttes der til radioprogrammet, og musikken bliver sunget og spillet på forskellige instrumenter. Musikken fungerer vedvarende som et æstetisk element i filmen, der skaber forbindelser på tværs af de forskellige kulturer.

Man kan sige, at kunsten i dette tilfælde er en magisk substans, der skaber resonans på tværs af kulturelle skel – og måske også blandt dem, som ser og hører filmen. Men der er ikke nogen decideret forløsning eller afklaring i filmen. Det hele foregår midt i dagligdagens gøremål og uden noget håb om at gennemføre en politisk revolution, og det er også en af filmens kvaliteter.

Kontekstkunst
Mens Jumana Manna således griber ud og ind i verden, leverer Heimo Zobernig en udstilling, hvor kunsten truer med at implodere i sit eget univers.

Heimo Zobernig kobles til begrebet kontekstkunst, fordi hans arbejde forholder sig til kunstens fysiske, sociale og kulturelle kontekst. Han ser med andre ord ikke udstillingsrummet som en tom beholder, men som et sted, der allerede på forhånd er præget af nogle specifikke forhold, som han vil fremhæve i kraft af sit kunstneriske indspark.

Her arbejder han både med skulpturelle objekter og med sproget. Fx har han vittigt kaldt en af sine tidligere udstillinger for Mid-Career Survey for at tydeliggøre de praksisser, som gælder inden for kunsten, når der skal opbygges en karriere.

Skak med døden
Udstillingen på Malmø Kunsthal hedder Woodpainting, hvilket skulle være en reference til det maleri i Täby Kirke, der inspirerede Ingmar Bergman til at lave filmen Det Syvende Segl (1957), der udspiller sig under 1300-tallets pest-epidemi og indledes med den berømte scene, hvor hovedpersonen spiller skak med døden – som i denne kontekst skaber en reference til de skakternede plystæpper i udstillingen.

I forhold til denne udstilling er det også vigtigt, at filmen er en videreudvikling af et teaterstykke, som Bergman skrev til sine elever på Malmø Teater, der dengang havde til huse præcis overfor kunsthallen – og er synlig gennem udstillingshallens vinduer.

Zobernig inddrager ofte udstillingsstedets kontekst i sine udstillinger. Da han besøgte kunsthallen i efteråret for at planlægge udstillingen, var kunsthallen mere eller mindre mørklagt for at give plads til Joan Jonas video-udstilling. Derfor har det sikkert virket som et dramatisk tiltag at åbne op for udblik til omgivelserne. Zobernig er dog langt fra den første kunstner, der har arbejdet med at fremhæve kunsthallens særlige æstetiske karakter, og hans genbrug af murene fra Joan Jonas-udstillingen som skulpturelle elementer lagt ned på gulvet fungerer ikke som andet end en abstrakt reference.

Maleriet krammes ihjel
Udover Bergman er også maleriets historie og særligt den geometriske abstraktions brug af rudenettet en klar reference for Zobernigs plystæpper. I dette tilfælde virker det mest af alt som en ironisk kommentar til maleriets påståede alvor, som spiddes med noget så nuttet som plystæpper. Eller måske kan man vove at påstå, at maleriet krammes ihjel?

Det er tydeligt, at Zobernigs udstilling folder sig fint ind i hans oeuvre som et skarpt og præcist snit i forhold til Malmø Kunsthals specifikke kontekst. I sig selv er udstillingen dog lidt for let. Man kan sikkert gruble længe og mere grundigt end jeg over, hvilke associationer til kunstens historie og svensk melankoli, udstillingen sætter i gang, men det bliver en meget lukket forestilling, som kun appellerer til dem, der i forvejen er indsat i den slags reference-lege. Også fordi den æstetiske oplevelse af at se udstillingen er relativt beskeden.

Resonans ind og ud af kunsten
I Heimo Zobernigs Woodpainting indgår kunsten i sit eget system af selvsving, hvorimod svingningerne fra traditionel arabisk musik skaber et lavmælt poetisk opgør med kulturelle kløfter i Jumana Mannas fine film A magical substance flows into me.

Derfor er det Mannas udstilling, som i denne omgang gør det værd at tage til Malmø Kunsthal. Det er den, som viser, hvor kontroversiel, men samtidig relevant og virkningsfuld, kunst kan være i de liv, som både almindelige og ualmindelige mennesker lever.