Art Dubai: Flot, dyrt og censureret

Alt er fint, flot og rigtig dyrt. Det mest slående er, hvor meget Art Dubai ligner andre store kunstmesser som f.eks. Armory Show i New York. Galleribåsene og faciliteterne er dog finere, bilerne udenfor er dyrere, og pauseområderne er paradisiske med små laguner, palmer og vinbarer under de arabiske vindtårne. Sådan er det i Dubai, hvor emiraterne har råd til indendørs skibakker, verdens højeste dit, verdens største dat og så videre og så videre.

Skamlæber i porcelæn
Alle gallerier udstiller flotte, tilforladelige værker, men enkelte skiller sig ud.

To gallerier tiltrækker flere gæster end de fleste andre. Særligt ét galleri er populært. På væggen hos Gagprojects hænger små blomster og andre gevækster i porcelæn. Det er tydeligt for enhver, at de også skal forestille noget andet. Blomsternes inderste blade ligner skamlæber, og nogle af blomster har oven i købet hår.

De behårede blomsterknopper i Juz Kitsons The Desired desires the desire of the Other ligner noget, der kunne ligge til skue i udstillingsvinduet i en pornobutik, mens de hårløse porcelænsknopper er ganske smukke og en smule surrealistiske. De er fine, men ikke egentlig ophidsende i hverken seksuel eller kunstnerisk forstand.

Hentydningens kunst
Der er huller i ophængningen. Et par nøgne skruer vidner om, at nogle af porcelænsblomsterne er blevet taget ned igen.

Jeg spørger en ung mand i galleriet, om værkerne bliver solgt stykvis. Galleristen får et skælmsk udtryk, rykker en smule tættere på og fortæller hemmelighedsfuldt, at ”nogen” fra ”familien” mente, at et par af værkerne lignede ”noget andet” for meget.

Pirrende
Det er ganske pirrende med disse lumske hentydninger, så jeg forsøger naturligvis at komme nærmere ind på disse ”nogen” og ”noget”. Galleristen fortæller, at en nær ven af sheik-familien havde set porcelænsknopperne og efterfølgende bedt sheik-familien om at henvende sig til galleriet for at få dem taget ned.

Galleriet havde modvilligt accepteret, men galleristen havde ladet skruerne hænge som en vidnesbyrd om censuren. Nu, stående foran de nøgne skruer, er det dog svært at forestille sig, hvorfor nogle af porcelænsblomsterne var værre end andre.

Larmende fravær
Fraværet af de censurerede værker var larmede, naturligvis, og galleristens slet skjulte glæde ved opmærksomheden var ikke til at tage fejl af.

”Der kommer flere over til os, når de hører rygtet”, fortalte han, og han kunne også fortælle, at nabogalleriet havde oplevet noget lignede.

Hebraisk er no-go
Hos nabogalleriet hang fem sorte lyskasser, hvor der stod ”Global English” på fem forskellige sprog eksklusiv engelsk.

Tidligere på dagen havde min arabisktalende ledsager oversat den arabiske sætning for mig, og værket havde givet fin mening.  James Clars lyskasse-værk Global English havde oprindelig haft en sjette lyskasse, fortalte galleristen nu: ”Du kan selv gætte, hvilket sprog, galleriet måtte tage ned?”

”Hebraisk?”, gættede jeg, og han nikkede. Jeg kunne ikke lade være med at smile, fordi jeg havde gættet rigtigt.

Hemmelighedskræmmeri
Nu opdagede vi, at galleriet rigtigt nok havde tiltrukket en lille sværm af folk. En gruppe kvinder kom til, og flere fik taget billeder foran porcelænsblomsterne. Alt dette hemmelighedskræmmeri var spøjst og frækt på en uskyldig måde, ligesom porcelænsblomsterne.

Anekdoten om Juz Kitsons plet-censurerede værk lever op til forestillingen om et land, hvor den kunstneriske frihed kan ligge på et lille sted. Men galleristens og gæsternes opførsel viser, at grænserne rykker sig.

Las Corbusier
Det er absurd at være i Dubai. Det er Las Vegas blandet med den schweiziske arkitekt Le Corbusiers drøm om en moderne by.

Når man har vænnet sig til byens guld og glamour, er Art Dubai til gengæld en anelse forudsigelig. Der var enkelte samfundsdebatterende ting, men ikke noget, der ødelagde den gode stemning i vinbarerne. Der var gode værker, eksempelvis pakistanske Rashid Ranas, som ompixellerer gamle, kanoniserede værker af Rubens og David.

Der var ikke noget om de immigrantarbejdere, der har bygget messe-området og det nærliggende vartegn for Dubai, det syv-stjernede hotel Burj Arab, og den kunstige ø, hotellet står på.

Fundet hjem
På den måde ligner Art Dubai enhver anden stor kunstmesse, blot i en renere eller mere radikal form. Ved eftertanke er forholdet mellem Dubai og andre kunstmesser muligvis omvendt; at det er andre, ældre kunstmesser, der ligner Dubai og særligt Art Dubai.

Det er lidt mere absurd, overdreven, opstillet og virkelighedsfjernt i Dubai, men det er kun et spørgsmål om grad eller tid. Det virker som om, at kunstmesserne endelig har fundet sin reneste form. I den forstand er Art Dubai kunstmessernes hjem.

Opad, opad, og ærligere
”Welcome to the vertical city” står der i elevatoren på vej op i verdens højeste bygning, Burj Khalifa. Det er en drøm om overdrevet, der hersker her. Det er højtravende, vildere, uden jordforbindelse, mere bling-bling-agtigt, prangende og spektakulært. Det et muligvis også mere ærligt.

Der er ingen eller meget få ting, der handler om det horisontale, altså det, der strækker sig ud mellem mennesker, er tættere på jorden og mere strittende eller sammenfiltret. Det er opad, opad, opad i Dubai, i hvert fald indtil pengene slipper op, og man må hjem til den grå, horisontale hverdag.