Art Weekend Aarhus 2021: Q&A med Alex Mørch

I denne Q&A-serie sætter vi fokus på nogle af de kunstnere, du kan opleve til Art Weekend Aarhus 11. – 14. nov. Vi er blandt andet nysgerrige på at høre om deres kunstneriske praksis og om deres inspirationskilder. Denne gang møder vi Alex Mørch, der under Art Weekend Aarhus er aktuel med udstillingen Sonum Danica på KH7artspace. Alex Mørch beskriver sig selv som en alkymist, der arbejder bedst i 11. time og er på jagt efter altings sammenhæng.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Min praksis er en ustyrlig søgen efter altings sammenhæng. Undersøgelser gennem støj, krop, rum, ånd, maskine, strøm, kaos, synkronicitet, forfald. Min idébank til et projekt er ofte propfuld, og kunsten består i at skære fra. Intuitionen er et vigtigt værktøj, og måske af den grund arbejder jeg bedst i 11. time. Jeg vil gerne skabe rum, der omslutter publikum i sammensurier af installation, koncert, video, lysskulptur og performance. De senere år er jeg blevet inviteret ind i et væld af forskelligartede sammenhænge og har selv startet en række ligeså forskellige projekter op, så den røde tråd i min praksis er en omnipotent sammenfletning.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Tilfældighed og uvished inspirerer. Som en anden alkymist er jeg inspireret af alverdens elementer, og det ubekendte udfald opstår i en uhensigtsmæssig sammenkobling heraf. Jeg finder inspiration i de nære og fjerne omgivelser: En sprække i gulvet, en rumklang, et støjende køleskab i et supermarked, en artikel om kvantefysik, en lokal fortælling, en billig dims på aliexpress. Lyd inspirerer mere end andet – gerne mislyd. Kompleksiteten i en supermyretue, i en hjerne, i mødet mellem sæd- og ægcelle, i en subatomar partikel inspirerer. Idéen om det absolutte nulpunkt inspirerer. Døden inspirerer.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Ofte er mine værker en oplevelse for flere sanser, og det bedste er, når værkerne går rent ind og skaber grobund for fordybelse. Folk har ofte forskellige oplevelser af det samme værk, og det gør mig glad, når de får noget andet ud af det, end jeg selv havde tænkt eller følt. Mine egne tanker og følelser, der ligger til bund for værket, er ikke nødvendigvis det, jeg ønsker, at folk skal opleve. Der er ofte mange lag, og min dagsorden er ikke, at folk nødvendigvis skal forstå værket intellektuelt, men snarere opleve det abstrakt, og tage det med sig. Det bedste er, når folk levende deler deres oplevelse af et af mine værker mange år senere – så ved jeg, at det har gjort indtryk.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

I det vidensbaserede samfund, vi lever i, opdrages vi til at skulle forstå alting – men det kan vi ikke. Kunsten kan gennem dets abstrakte sprog åbne døre ind til en dybere opfattelse af verden, hvor følelser og problemstillinger osv. kan betragtes og bearbejdes i materialer, hvor det gængse sprog må give op. Hvad end vi søger frelse i religion eller videnskab, må vi sande, at verden er for kompleks for vores fatteevne, og her kan kunsten skabe et frirum i alverdens absurditet, så man ikke bliver helt og aldeles gakkelak.