Art Weekend Aarhus 2021: Q&A med Astrid Marie Christiansen

I denne Q&A-serie sætter vi fokus på nogle af de kunstnere, du kan opleve til Art Weekend Aarhus 11. – 14. nov. Vi er blandt andet nysgerrige på at høre om deres kunstneriske praksis og om deres inspirationskilder. Denne gang møder vi kunstneren Astrid Marie Christiansen, der er aktuel med udstillingen Moments of Joy hidden in Plain Sight i Galleri Lene Bilgrav. Astrid Marie Christiansen arbejder med forbillede i barnets fordomsfri tilgang til verden, og så lader hun sig inspirere af alt fra elevatorknapper til til gulve.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Rent praktisk er der tale om noget så konservativt som maling på lærred. Lærredet spændes på en specialbygget blindramme med en atypisk form, og denne form er med til at bestemme, hvordan motivet opfører sig. Nogle ville nok sige, at mine værker befinder sig et sted mellem maleri og skulptur. Værkerne hænger da heller ikke altid på en væg; af og til giver det bedre mening at lægge dem på gulvet eller parkere dem op ad en stige. Egentlig prøver jeg stadig at regne ud, hvorfor jeg ikke bare kan male på et firkantet lærred. Det startede som et eksperiment, men nu har jeg vist mistet evnen til at tænke indenfor firkanter.

Jeg maler ting, jeg ser hver dag – ting som gør mig lidt mere glad. Det hænger selvfølgelig også tæt sammen med, hvad jeg holder af at male. De mange, omhyggelige linjer, som min hånd følger, mens mine tanker falder i baggrunden som en slags hvid støj. Det er uhyre tilfredsstillende. Jeg prøver at lave kunst lige så fordomsfrit, som da jeg var barn. Fordi jeg aldrig er blevet helt okay med at være voksen, har jeg skabt et parallelunivers på mit værksted, hvor jeg kan være så naiv og egocentrisk som muligt. Det kan f.eks. betyde, at der skal klistres en kæmpe frynse langs maleriets ene kant eller påmonteres plasticsmølfer på siderne, også selv om det ikke er god smag eller endog god kunst. Hvis instinktet er der, gør jeg det. Jeg prøver at huske, at jeg ikke har noget kunstnerisk ansvar; folk behøver jo ikke at elske min kunst.

Næsten alle mine malerier har en slags skjolder i baggrunden. De får maleriet til at se lidt brugt og nusset ud, for jeg kan godt lide tanken om, at det ligner noget, man har haft stående på loftet i årevis, og så pludselig har fået øje på og set værdien i.

Selv om min praksis læner sig op ad såkaldt hard edge painting, prøver jeg at trække det i en mere menneskelig, blød retning. F.eks. undgår jeg at bruge malertape, som kan give et meget hårdt og lidt rigidt udtryk, hvilket jeg ikke er interesseret i, da det grafiske sprog i forvejen har en vis kølighed over sig. Fordi de er malet med ”håndholdt” pensel står linjerne og næsten vibrerer. Tit laver jeg også nogle lidt uldne skygger omkring dele af motivet for at give fornemmelsen af et objekt, der findes i verden.

Læs også: Ugens kunstner – Astrid Marie Christiansen

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Inspiration er ikke noget, jeg opsøger; den vælter omkring mig og ind i mig alle døgnets timer (også i en udstrækning hvor det kan være lidt forstyrrende, fordi jeg er ude af stand til at slukke for den). Det kan være alle mulige små detaljer, der sætter mig i gang: elevatorknapper, der lyser halvdovent op ad en stålplade, mønstrede gulve (jeg er besat af gulve), scenografien i en af de mange tv-serier, jeg streamer, farverne i en hudafskrabning, mine børns legetøj, eller rust, der driver ned ad siden på en container. Pludselig opstår der et øjebliks sublim æstetik, som det føles altafgørende at indfange. De øjeblikke giver mig et lille sekunds glæde. Min kunstpraksis er en komprimering af disse miniglæder, som – hvis værket er vellykket – samles og bor i et maleri.

Processen starter med to sideløbende spor: det ene er, at udtænke rammens skulpturelle form. Som regel starter værket helt overfladisk med formen. Så skal rammen bygges. Hvis rammen er relativt enkel og udelukkende består af rette vinkler, bygger jeg den selv af blindrammer, der skrues sammen. De mere komplicerede får jeg en møbelsnedker til at bygge. Men det er dyrt og tidskrævende, så der ryger noget impulsivitet ud af dét regnestykke. Det andet spor er at finde motivet til netop denne ramme. Her vælger jeg som regel ud blandt de mange (mange!) fotos, jeg tager af ting, jeg finder smukke. Nogle gange kan valget af motiv betyde, at jeg må tænke rammens form lidt videre. Så spænder jeg lærred på, hvilket er lidt bøvlet, fordi blindrammerne ikke er firkantede, men med årene har jeg lært at jeg kan sætte lærred på det meste. Derefter lægger jeg det færdigopspændte – og rå, ugrundede – lærred på gulvet, hvor jeg sprayer det med ultrafortyndet akryl- eller akvarelmaling, og så sjatter jeg lidt med ”malingvandet” så det lægger sig i skjolder. Så får det lov at tørre og processen gentages, indtil jeg har en tilfredsstillende baggrund for selve maleriet. Denne proces tager gerne et par dage, så det kræver en del tålmodighed, hvis jeg har et maleri, der ”presser sig på”. Selve motivet er som en opgave, jeg skal løse. Næsten matematisk, som om der kun findes ét svar, og det er min opgave at finde det. Og det lykkes ikke altid; så piller jeg lærredet af og begynder forfra. Men min proces er altså meget praktisk og meget fysisk, hvilket også udgør en stor del af min motivation og arbejdsglæde.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Mit ønske er helt klart en følelsesmæssig reaktion hos beskueren frem for en intellektuel. Der er ikke noget budskab eller noget at lære i min kunst, men af og til vil beskueren (hvis værket er vellykket) få en følelse af at huske noget eller genkende noget. Jeg håber, at beskueren får lidt af det samme ud af malerierne, som jeg selv gør: den dér lille lethed, man føler, når man genkender noget f.eks. fra sin barndom.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke specielt interesseret i, hvad beskueren får ud af det. Det er vitterlig for min egen skyld, jeg maler. Og faktisk følte jeg først, min kunst begyndte at fungere, da jeg erkendte, at mit projekt var totalt egoistisk. Men altså jeg elsker det da, når andre kan lide min kunst; det er bare ikke derfor, jeg laver den.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Dét er et tricky spørgsmål. Kunsten har nok lige så mange roller, som der er kunstnere. Og jeg føler mig ikke i stand til at svare på det; formentlig ville jeg komme til at væve rundt og sige en masse vrøvl for at lyde klog, og dét prøver jeg at skære ned på.