ASMR – petting for sanserne

Kunsten tilbyder ofte et sanseligt og til tider berusende nærvær, hvor både sanserne, hjerneaktiviteten og tilstedeværelsen skærpes, imens tiden går i stå for en stund. Hvis man skulle prostituere kunsten en smule, kunne man måske kalde oplevelsen ‘hjerne-onani’ eller ‘sanse-petting’, bøje det i neon og få helt nyt kunstpublikum i biksen i Kødbyen.

ASMR – Autonomous Sensory Meridian Response her fået mange tilnavne, bla. ‘Hjerneorgasme’. Og decifrerer man termen, kunne man kalde fænomenet ‘subjektiv sanselig nydelses-respons’. Responsen har forbindelse til kuldegysninger og sitrende fornemelser i både hud og indre nervebaner, der kan generere en form for snurrende ro i betragteren, men da responsen er individuel, afhænger nydelsen også af, om du er eksponeret og dermed har sådanne sanselige ‘triggers’, som de kaldes.

Synæstetisk nydelse
Der er mange ligheder med fænomenet ‘synæstesi‘, der på samme måde er meget individuelt og lig ASMR en sanselig respons på en anden sanselig stimulering eller ‘trigger’.

Synæstesi (sam-sansning) var ligesom ASMR omgærdet af en masse gætterier og mistro, indtil man i 1990’erne fandt videnskabelige beviser på sansernes grænseoverskridende bevægelser i hjernen, der kunne forklare, hvorfor nogen forbandt tal med farver, berøring med en smag, lyd med en visualisering.

ASMR er dog til forskel fra synæstesien italesat som en gratis vej til nydelse og en lindrende effekt på traumer hos betragteren.

Hvad er din trigger?
Nogle af de typiske ASMR-triggers er hvisken, berøring af nogle særlige materialer (fx gummi, bobleplast, papir, bløde tekstiler), rislende lyde (fx fingrer der roder i en skål med perler) og oplevelser som at blive klippet, få lagt make-up eller renset ører(SIC!).

Nogle af de ret mærkværdige indslag, jeg er stødt på, er en guidet tur med The ASMR Nerd i Skyrim – et omfattende strategi-computerspil, nu med en hviskende stemme, der roligt fører én rundt i landskabet og spillets forskellige miljøer. Lige noget for en stresset gamer! For slet ikke at tale om en ASMR-video, hvor Black Sabbath nummeret God Is Dead bliver hvisket til et billede af et brændende kors, eller man gennemgår en samling af dvd’er. Det er temmelig sort, må jeg tilstå, og til tider ovre i den bekymrende afdeling.

Betragteren som patient
ASMR-videoerne er typisk iscenesat som et møde mellem betragteren som patient og en terapeut, der ofte er iklædt kittel. Samtidig er mødet præget af intimitet og omsorg og rigtig mange af filmene er således opbygget som rollespil, der imiterer en egentlig privat session.

Til tider direkte italesat som om man er et meget konkret offer, der behøver hjælp, ro og omsorg. Se fx det første minut af den her:

Flere af filmene leger med POV (point of view), et betragter-perspektiv, hvor lydene er hypersensitivt gengivet og med en følelse af, at lydene følger terapeutens berøringer og bevæger sig fra øre til øre, eller for og bag betragteren (se efter ‘Binaural’ eller ‘3D Audio’).

ASMR – en moderne modgift?
Fænomenet er som sagt et kæmpehit på YouTube, der er blevet en kanal for de mange ASMR-film, der ofte har visninger på flere hundrede tusinder og ofte tager sig meget god tid (nogle videoer har op mod 4.000.000 visninger). De fleste sessions tager mindst 20 minutter og gerne over en time. Og så er langt de fleste film amerikanske.

ASMRs påståede terapeutiske kvaliteter er, at disse sessions skulle stimulere og berolige personer med søvnmangel og angst- eller stresssymptomer. Tidstypiske diagnoser, kan man vist roligt sige, og tanken om intens omgang med sanser og materialer er ret interessant, hvis man strækker fænomenet lidt længere og ind i kunstens sfære, hvor sanselighed, nærvær, tid og leg med betragter og medie er helt centralt. Måske er dette fænomen et udtryk for, at sanseligt fokus og nærvær i omgangen med materialerne omkring os er direkte terapeutisk for det moderne menneske – en modgift til en tempofyldt, overfladisk og ikke sanselig livsførelse og hverdag.

Kunstterapi
Man kunne måske sammenligne det med et lykkeligt museumsbesøg, hvor man er næsten alene, tiden forsvinder og man opsluges af værkernes opfordring til at fortabe sig. Hvor mødet med kunsten får sanserne vakt, hjernen til at arbejde på tværs af kategorierne og kroppen til at spinne som en gammel hankat. En tyst sitrende respons, der kan udfolde sig, når materialer kombineres helt særligt, kompositionerne får blikket til at vandre i éns indre og man står der, helt afmægtig og får følelsen af, at noget uforklarligt går op.

Jeg kan ofte få kuldegysninger fra hovedbunden og ned i nakken i mødet med overvældende kunst, og det må da være en reel trigger. Måske er ASMR-responsen helt gængs blandt kunstdyrkere, hvor den venlige, hviskende terapeut er skiftet ud med en mere utilregnelig og mere udfordrende kunstner, der nu er trukket tilbage, bag værket, ud af rollespillet, og venter spændt i baglokalet på at aflæse effekten hos betragteren.

ASMRs utiltalende æstetik
Ok. Mit generelle problem med ASMR er stilen, den ofte beregnende, feminine og dybt seksualiserede iscenesættelse og den horible æstetik. Jeg har faktisk tvunget mig igennem de fleste af filmene, hvor det til tider har været svært ikke at overdøve den hviskende terapeut med min egen desperate latter.

Ja, jeg mener sådan set, at fænomenet er temmelig utiltalende og absurd, når alt kommer til alt. Men det handler primært om udførelsen, ikke afsættet. For bag disse sessions af folk (‘kunstnere’ er der flere af dem, der kalder sig) som The Water Whispers, Heather Feather, Ephemeral Rift, MissMeridian, Gentle Whispering, The One Lilium, SuperchillumASMR og Whisper Mister – bare for at nævne nogle få af gengangerne, er der et sanseligt grundlag og en fordybelse, jeg forstår og oplever, og som jeg mener, særligt kunsten er et (mere) kvalitativt, fordomsfrit og indholdsrigt bud på. Hvis man skulle være lidt hård, så har ASMR tømt det sanselige for indhold ved at kæle ureflekteret på den ene overflade efter den anden for til sidst at skabe en sexvare.

Vi har alle unikke sanseapparater, der responderer vidt forskelligt på sanselig stimuli, og det burde ikke sexualiseres og ‘sælges’ som en simpel ydelse, bare fordi potentialet for nydelsen er til stede. Og trods de fælles sanselige træk, så er det netop det kunsten kan: udfordre sanserne – OG tankerne.