Astrup & Bordorff tager kunstmuseet under kærlig og kritisk behandling

Kunstnerduoen Astrup & Bordorff har til deres nye film Kunstmuseet – en filmkabaret af Astrup og Bordorff bevæget sig dybt ind i maskinrummet på Statens Museum for Kunst og afdækket andre sider af Danmarks modermuseum. Det har krævet en god del research i museets mange afkroge både over og under terræn. I filmen spørger de bl.a. til, hvilken rolle kunstmuseet og dets samling spiller for den bredere befolkning i dag. Kunsten.nu har sat duoen stævne til en samtale om processen og tankerne bag værket.
Kunstnerduoen alias Kirsten Astrup (f. 1983) og Maria Bordorff (f. 1988) har tilsammen en blandet baggrund af akademisk, film- og kunstfaglig karakter. I deres kunstneriske greb lader de forskellige stemninger og scener clashe imod hinanden, så noget tredje og ikke tidligere set opstår.

Deres nye værk indgår i udstillingsserien SMK plus, hvortil tidligere Elmgreen & Dragset har bidraget med udstillingen Der har jeg hjemme. Hammershøi by Elmgreen og Dragset (2019) og Goodiepal med udstillingen Unboxing the Goodiepal Collection (2020). Astrup & Bordorffs udstilling og film kan opleves i det forhenværende X-rummet.

De har samarbejdet tæt i flere år og officielt været en duo siden 2018. De brød igennem til en bredere offentlighed med de på én gang underholdende og kærligt-kritiske filmkabareter Troe og Agtsom (2017) og Urolige hjerte (2018).

Med en blanding af nostalgi og spiddende samfundskritik skildrer de henholdsvis Post Danmark og DSB som to hensygnende og førhen så stolte danske etater. Filmene fremsætter en sørgmunter kritik af neoliberalismen, der for årtier siden slap markedskræfterne løs, endog når det gjaldt følsom infrastruktur. De begynder altid med musikken, som de selv skaber henholdsvis som komponist og sangskriver.

700 års kunsthistorie som fælleseje

Vi sætter os til rette i SMK’s personalekantine i fred og ro for publikum. Da mødet finder sted kort før filmen er helt færdig centrerer samtalen sig primært om processen og de tanker og overvejelser, som kunstnerduoen har gjort sig omkring filmens indhold og produktionen.

Kunstnerduoen fik invitationen til at udstille for 2 år siden. De gik kort herefter i gang med at researche og opholdt sig i den første tid meget i samlingsudstillingen. Til at begynde med var de i tvivl om, hvorvidt de skulle lægge vinklen på et enkelt værk, en periode eller et kunstnerskab og forholdt sig længe meget åbent. Efterhånden meldte der sig også den mulighed at zoome helt ud og kigge på museet som institution og på samlingen som et fælleseje, der kunne studeres som et særligt fænomen. Det endte med, at de valgte denne vinkel på stoffet.

I har fået i opdrag at vække den store samling af 700 års kunsthistorie til live og reaktivere den, så nye generationer kan inviteres ind i kunsten. Kan I beskrive jeres proces op til det nu næsten færdige filmværk?

Kirsten Astrup: ”Opgaven, så at sige, var på samme tid et benspænd og meget åbent formuleret. Vi var blevet bedt om at gå i dialog med samlingen, ja, men derfra var der rimeligt frit spil. Det var med andre ord helt op til os, hvordan vi ville gribe det an. Og at man på museet har haft så stor tillid til os, som det har været tilfældet, har været helt afgørende for processen. Vi blev med andre ord inviteret helt ind.”

Maria Bordorff: “Vi var til at starte med på nogle meget lange omvisninger herinde og hilste på mange af museets ansatte. Og der begynder man jo allerede at se nogle scener for sig. Og når man så har kastet sin kærlighed på kælderen eller konservatorernes værksteder, tager det ene skridt jo det andet, og før man ved af det, står man med en nykomponeret ouverture og et udkast til et manuskript. Vi havde ellers lovet hinanden, at vi ikke ville begive os ud i noget stort filmværk med en masse uhåndgribelige spørgsmål, men så skete det alligevel.”

Kirsten Astrup: “Og for lige at følge op på dit spørgsmål. Processen fra begyndende ideer til færdigt filmværk er lang! Men noget af det, som kendetegner den allermest, er nok, at den er lige så udførligt planlagt og styret, som den er åben for ændringer helt til det sidste.”

I har med andre ord undersøgt hele maskinrummet?

Maria Bordorff: ”Vi plejer egentlig ikke at bruge udtrykket ‘undersøgelse’ om vores måde at arbejde på. Men vi observerer selvfølgelig og samler på materiale men uden måske at have nogen egentlig tese. Eksempelvis har vi tilbragt en del tid med at sidde og rode i museets papirarkiver tilbage fra 1930’erne og læst utallige brevvekslinger mellem museet og folket. Det var også her, vi fandt et dokument, som beskrev en evakueringsplan i tilfælde af brand. Det var en meget informativ tekst selvfølgelig, men også forunderligt poetisk i de passager, som handlede om, hvad der sker med et maleri, når det udsættes for hård varme. Det gav os lyst til at skrive en sang.”

Kirsten Astrup: “Ja, og da konservatorernes værksteder har været en af de afdelinger, vi er vendt tilbage til, så måtte en sådan sang jo iscenesættes der. Efter flere udkast til kompositionen blev det så også klart, at det skulle være til en tango. Tangoen er jo på samme tid stringent og lidenskabelig, hvilket – forestiller vi os – må være noget af det, som karakteriserer konservatorens arbejde. Og dét har i øvrigt altid fascineret os. Konservering som fænomen med alle de spørgsmål det åbner op for i forhold til, hvad der bliver konserveret og hvorfor.”

Filmen har en varighed af 35 minutter og rummer bl.a. seks nye musiknumre – tre udelukkende instrumentelle og tre med sang. Kontrasten mellem det overdrevne og subtile er et gennemgående træk i værket, og som i duoens tidligere film er de medvirkende en god blanding af ansatte, performere, glade amatører og professionelle skuespillere såsom Danica Curcic, Dulfi al Jabouri m.fl.

En af inspirationskilderne for kunstnerduoen har været DR’s børneTV-udsendelser fra 1980erne:

Kirsten Astrup: ”1980’erne er et årti, som vi bliver ved med at vende tilbage til sammen med selvfølgelig 1920’erne og 1930’erne, hvor kabareten havde sin storhedstid. Vi er jo også 1980’er-generationen, så måske er det ikke så mærkeligt, at vi for eksempel elsker at se DR’s arkiv-udsendelser fra dengang. Det var faktisk også sådan, vi fik den idé at spørge Poul Nesgaard, om han ville være med i den her film.”

Maria Bordorff: “Ja, vi sad og så noget om julekalendernostalgi, og der var et klip fra Jul og grønne skove, hvor Nesgaard sidder i et hul under jorden og læser højt af breve, som nogle børn har indsendt. Den scene har vi så at sige genskabt i kælderen under SMK, men hvor det er publikumsbesvarelser, han læser op i stedet. Du ved, de der små kort, hvorpå folk har skrevet et eller andet om deres besøg på museet.”

Kirsten Astrup: “Vi har generelt en del referencer til populærkultur i vores værker – ikke kun til julekalendere. Helt grundlæggende er vi jo interesserede i det folkelige; i at forstå, hvad det kan og hvorfor.”

Men selv om Astrup & Bordorff har en bred vifte af inspirationskilder fra andre områder af det kulturelle felt, siger de selv, at de har fødderne solidt plantet i billedkunsten. Og selvom deres filmværker bliver til på baggrund af møder mellem forskellige discipliner, er det hele tiden den billedkunstneriske faglighed, som er styrende.

Filmene består af en række tableauer, og de opfatter de agerende nærmest som bevægelige ‘skulpturer’, der optræder i et tidsbaseret medie. Her er det vigtigt, at detaljer, som hvor meget julepynt der skal være eller hvor en kniv skal ligge, er præcise. Kunstnerduoen går aldrig i gang med at filme, før billedkompositionen er helt på plads, hvor tidskrævende det end må være. Det er også nødvendigt, at der er en god stemning på settet for at give plads til den humor, som fylder meget, også i den nye film.

Ingen moraliseren

Maria Bordorff: ”Nok kan vores værker ses som politiske og måske også virke konfronterende på nogen. Men vi plejer at sige, at vi ikke laver holdningsteater. Det er ikke så interessant, hvad vi mener. Og selvfølgelig vil man da kunne mærke, at vi ytrer os som billedkunstnere eller som queers, ligesom det i filmen eksempelvis ikke er nogen hemmelighed, at vi tager afstand fra politikernes befamling af den frie forskning. Men det er mere legen med at postulere noget og sætte ting på spidsen, som er interessant.”

Kirsten Astrup: “Vi skaber først og fremmest billeder, som karikerer og vender op og ned på ting og for os er det en måde at bidrage til en diskussion på. Vi smider noget op i luften for at se, hvordan det lander. Og vi prøver at gøre det med humor, fordi vi tror på, at det kan virke inviterende og måske endda sætte gang i en bredere samtale.”

Men der er stor forskel på at lave film om postvæsenet og jernbanen sammenlignet med et kunstmuseum, som langt færre mennesker har et direkte eller afklaret forhold til. Mange ved end ikke, hvor SMK ligger. Kunstmuseets brede, folkelige appel kan ligge på et meget lille sted, erkender de to kunstnere, der den 19. november vil folde nogle af filmens scener mere ud ved et af SMK’s brede, publikumstiltag: De tilbagevendende Fridays-arrangementer.

Maria Bordorff: ”Som sagt er vi interesserede i at gøre smallere emner og diskussioner om, hvad kunstmuseet spiller for en rolle i dag, tilgængelige for et større publikum. Samtidig forholder vi os kritiske til alt det oplevelsesøkonomiske, som har fyldt på kunstmuseerne længe efterhånden – og som SMK Fridays også er en del af. Men omvendt kan man jo også godt lege lidt med, ik? Hvad nu hvis man fik lavet nogle publikumsevalueringer af vores udstilling, og fik Poul Nesgaard til at sidde og læse dem op i kælderen til november. Det kunne da være sjovt!”

Noget, som de to kunstnere også forholder sig til, er den skæve kønsfordeling, når det gælder værkerne i samlingerne.

Kirsten Astrup: “Man kan jo ikke lade være med at bemærke, at den historiske samling er domineret af hvide, mandlige malere, og derfor har vi det selvfølgelig ambivalent med den. Men i stedet for at beskæftige os med den problematik, som et tema i sig selv, koncentrerer vi os om et billedarbejde, som rummer nogle andre kvaliteter og måder at skildre på, end dem, der har været alt for mange af i dansk kunsthistorie.”

Alle filmens scener er optaget på SMK under coronanedlukningen, hvor kun et ganske lille antal ansatte var på arbejde. Det har paradoksalt nok vist sig at være et brugbart scenarie for de to:

Maria Bordorff: ”Man fik jo en lille smagsprøve på, hvad det vil sige ikke at have noget kunstmuseum at besøge, og den stemning valgte vi at arbejde videre med. Det har nok resulteret i en lidt mere dyster film.”

Filmværket installeres i samspil med blandt andet en stor, spøgelsesagtig papmachékaret, der spiller en central rolle i filmen, foruden nogle gamle møbler i klunkestil, som i sin tid faciliterede SMK’s publikum. Derudover indgår der forskellige objekter og fund fra den dybeste kælder under museet. Det lyder lidt spooky og surreelt – nærmest lidt henad Lars von Triers Riget …