At flytte er ikke det samme som at flygte

I Do Ho Suhs udstilling på ARoS fremstilles den nomadiske livsstil som et tidstypisk grundvilkår. Dog synes der at hvile en vis romantisering af mobilitetskulturen over installationen. For hvad betyder sådan et begreb i en verden, hvor fri bevægelighed forbliver en umulighed for de fleste, mens andre er tvunget i landflygtighed mod deres vilje?

I installationsværket Korridor – det værk, der singulært udgør den aktuelle udstilling af samme navn på ARoS – samles otte entréer (eller gange) fra den sydkoreanske kunstner Do Ho Suhs tidligere residenser. Syet af bolsjefarvet tyl og sat i forlængelse af hinanden svæver de nærmest vægtløst over gulvet. Visse detaljer står mere frem end andre. Skilte, kontakter, håndtag – alle sirligt håndbroderet med matchende tråd.

Do Ho Suh har boet mange steder på kloden. Som ung rejste han fra Seoul til New York for at studere. Han har også boet i Berlin og London.

Korridor fokuserer på det undseelige i rummet. Håndtaget, du griber fat i hver eneste dag. Stikkontakten, som forvirrer dig, når du bor på hotel og skal have fat i portieren, fordi du har glemt din adapter. Man er sjældent længe nok på et hotelværelse til at slå rødder. Det er man heller ikke i en korridor. Det er lejlighedens gennemgangsrum, dens mellemrum. En korridor er en sluse; det er den fødselskanal, der bringer dig fra det private til det offentlige.

Øst, vest – hjem er bedst

De otte korridorer repræsenterer et udvalg af rum fra Do Ho Suhs skiftende hjem på forskellige kontinenter. Dermed henviser de også til hans bevægelse gennem livet og handler både om erindring og mobilitet. Men hvad er det derudover egentlig for en rejse, vi her er vidne til?

Da jeg går gennem Do Ho Suhs Korridor, kan jeg ikke lade være med at lede efter mit eget ’hjem’ i hjemmet. Jeg har boet i London i størstedelen af mit voksenliv. Derfor tager jeg mig selv i at være på udkig efter ‘britiske træk’. Alligevel studser jeg over, hvor svært jeg har ved at genkende min egen rejse i værket. Det er der i og for sig ikke noget i vejen med. Vi rejser alle forskelligt. Vore definitioner af ’hjem’ er forskellige.

Dog undrer det mig, når ARoS i både pressemateriale og katalog gør et nummer ud af at kalde udstillingens temaer ’universelle’ i en tid, hvor politikere og medier kredser om flygtninge- og indvandrerdebatten. Men jeg formoder, det er et forsøg på at etablere udstillingens brændende aktualitet og ikke mindst dens inklusivitet.

Men Do Ho Suhs historie er ikke alles historie. Min egen fortælling er ikke alles fortælling. Der er mange faktorer, der har indvirkning på ens mobilitet eller mangel på samme, fra konflikt til klasseforskelle og økonomisk baggrund. Vi rejser ikke alle lige ubesværet. Og vi forlader ikke alle hjemstavnen af fri vilje.

Hjemmet som en russisk dukke

Da kunstneren Michael Landy flyttede sin fars hus – mursten-for-mursten – ind i Tate Britains hovedsal, valgtes titlen med omhu: Semi-detached (2004). For navnet – og installationen – refererede dengang til farens arbejdsrelaterede skade, der netop efterlod ham semi-detached – altså ‘delvist afskåret’. Og dermed som et menneske, der i resten af sine dage som førtidspensionist måtte leve sit liv i hjemmet. Samtidig er det navnet på en britisk byggestil, hvor man deler en villa, men hvor hver enkelt ejer sin egen halvdel, men aldrig det hele.

Do Ho Suhs Korridor fungerer ligeledes som en arkitektonisk babushkadukke. Den er rum-i-rum – ganske som i Landys installation, hvor det ene hus presses ind i det andet. Men hvor Landys værk også var en sten i skoen, er der noget let, nærmest feberfrit over Korridor. For her glider vi uden besvær og sved på panden fra rum til rum, mens man hos Landy skulle kringle sig rundt om huset for at få adgang til resten af museet. Bevægelsen rundt om værket fremstod dermed som billede på farens fysiske immobilitet. Det var et forhindringsværk.

Egentlig har jeg ikke noget problem med, at Do Ho Suh præsenterer os for en fænomenologisk, rumlig undersøgelse fremfor en mere konkret politisk kommentar. Dog tror jeg, det er vigtigt at huske på, at selv sådan en undersøgelse præges af blandt andet klassegrupperinger og individets nationale status.

Det paradoksale er, at udstillingen netop herved kommer til at handle om skiftende privilegier alligevel. Om hvem der kan rejse, og hvem der ikke kan. Om grænser, som åbner sig for nogle, men lukker sig for andre.

Frem og tilbage er ikke altid lige langt

Der er noget underligt friktionsløst, nærmest klinisk over Korridor. Ikke kun i forhold til rejsen gennem gangene, men også som en art erindringsrum. Det er fjerlet, flygtigt og lidt for pænt.

Selv føler jeg mig mere draget mod de dele af installationen, der fremstår ’kluntede’, såsom de håndbroderede, kugleformede håndtag, hvor vægten af sytråden midt i det ellers så vægtløse tyl bevirker, at de hænger slattent nedad. For minder er rodede, uperfekte.

På den måde handler Korridor mere om selve idéen om erindring end om de minder, vi reelt måtte slæbe med os, når vi flytter fra én bolig til en anden, fra ét land til et andet.

”Bosæt dig aldrig mellem bjergene og havet, men løb frem og tilbage mellem dem hver dag. Du vil alligevel altid savne det ene sted på det andet,” skrev Henrik Nordbrandt. For mit vedkommende har jeg altid kompenseret for denne uhelbredelige hjemve på en langt mere ’grumset’ måde end Do Ho Suh.

Mit forsøg på at være flere steder på én gang er gået gennem andre ting. Mine erindringer placerer sig i maven, næseborene og ørerne. I London indtog jeg store mængder industribagt citronmåne, og krummerne klistrede sig fast i ganen, som var det en low budget-version af madeleinekagen i Prousts På sporet af den tabte tid (1913-27). Tilbage i Danmark har jeg skruet helt op for mit forbrug af Marmite.

Minder er klæge. De klæber sig til mundhulen. De limer sig fast til kroppen. Minder er lavet af gul glasur og tjærebrun hvedeekstrakt. Der hviler en underlig patologi over hjemveen. Man er amputeret fra starten. Ikke uden grund kalder englænderne det at være ’hjemsyg’. Termen ‘nostalgi’ var oprindeligt en medicinsk diagnose, og hjemveen er det hul, som nogle af os tvinges til at rejse rundt med. Man taler om mangelsygdomme. Men findes der ikke også længselssygdomme? Sygdomme, som kun kan kureres med citronmåne eller Marmite?

Min hjemlængsel er hverken mere eller mindre autentisk end Do Ho Suhs. Men den er forskellig. Ligesom jeg heller ikke kan sætte lighedstegn mellem mine nomadiske erfaringer og den måde, hvorpå en flygtning skaber sig et nyt hjem væk fra det oprindelige. At flytte er ikke det samme som at flygte.

Men Korridor er stadig en smuk, tankevækkende, melankolsk installation.