At genfortælle et mareridt

“Som et kunstværk for kraftfuldt til at eksistere har Dødsfilmen åbenbaret sig for John Kenn Mortensen i en drøm. Dens eksistens er ikke tvivlsom. Denne film findes faktisk, bare ikke i vores verden.”

Sådan skriver MOHS Exhibit om baggrunden for Dødsfilmens tilblivelse. Det lille galleri ønsker med den aktuelle udstilling at give beskueren mulighed for at fange den samme følelse og stemning som Dødsfilmen har efterladt hos John Kenn Mortensen.

En ambition, der umiddelbart kan synes vanskelig at indfri, da de færeste drømme lader sig gengive, end sige genopleve.

Harry Potter på repeat
I værket Drømmesekvens 12 står to små maskerede kammerater bag et træ.

Den ene ser fortvivlet ud, og dette med god grund, for på den anden side af træet snor sig et kæmpemonster, der ligner en blanding mellem en edderkop og et spøgelse. Den har tre hoveder og ser mildest talt gusten ud.

Heldigvis lader det til at kammeraten til den slukørede har udtænkt en plan, som han netop er ved at viske i øret på sin fortabte kompagnon.

Monstrenes dybe foragt overfor mennesket og deres parallelle verden bliver især tydelig i værket Dyb Søvn 3: I bedste ‘Harry Potter-stil’ præsenteres vi for monstrenes leder: en gammel mand med kappe, lang snoet træstok og en ubehagelig attitude, hvis dobbeltgænger godt kunne være Potter-troldmanden Voldemort.

Med intense og beundrende blikke står troldmandens udsultede undersåtter og betragter deres leder, der med magiske kræfter sender bøger, stearinlys, og andre mystiske genstande op i luften. Iblandt dem svæver en stol, hvor et af menneskene roligt sidder og betragter forbandelserne udfolde sig under sine fødder. Som det gælder flere af værkerne er også denne scene som taget ud af fantasy-genren.

En tvivlsom drøm
Sådan følger vi de søde mennesker i det ene mareridtslignende møde med ondskaben efter det andet. Vel at mærke uden at blive klogere på, hvad der egentlig er på spil.

Det er klart at manglen på linearitet, sammenhæng og udvikling må være et uundgåeligt vilkår for en tegneserie, der er baseret på en drøm. Men det er også et naturligt greb for en kunstner, der synes motiveret af idéen om at nedbryde skellet mellem fantasi og virkelighed.

Alligevel virker det lidt som om, at Mortensen er mere interesseret i selve tegneprocessen og det rollespilsagtige eventyrunivers end i at genfortælle drømmen om Dødsfilmen. Har Mortensen overhovedet haft den drøm? Eller der det bare en undskyldning for ikke at have nogen egentlig fortælling?

Galleriet som game-master
Der er ingen tvivl om at Mortensen besidder en dyb fascination for horror, eventyr og magi – nok mere end de fleste. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at han har haft denne drøm, hvor vampyrer og flagermus spiller hovedrollen og hvor det ikke er unormalt at se børnelignende skikkelser dingle fra et træ, hvis grene let kan forveksles med fingrene på en gammel heks.

Fantasien får frit spil i Mortensens fabelagtige univers. Et velkomponeret soundtrack, som musikeren Frans Wej Petersen har lavet specielt til Dødsfilmen forhindrer dog fantasien i at løbe løbsk, idet musikken giver antydningen af en rød tråd i den fragmenterede fortælling.

At sætte musik til udstillingen er et vellykket greb og tone for tone lulles man ind i Mortensens sort-hvide drømmeverden, hvor magtspillet mellem mennesker og monstre langsomt tegner sig i, dog meget flydende konturer.

Således har det lille galleri påtaget sig rollen som game-master over eventyrets forløb. Og det er godt, for uden en game-master til at samle trådende er man fortabt i Mortensens virvar af minder om en mystisk dødbringende film. En film der utvivlsomt har været handlingsmættet, men hvis plot desværre går tabt i gengivelsen.

Dødsfilmen er en ”anti-fortælling”, og at opleve udstillingen ER næsten som at genleve en drøm. Hvert billede er en ny variation af det foregående. Alt smelter sammen, udviklingen er gået i stå, og der er hverken nogen begyndelse eller slutning. I den forstand lykkedes Dødsfilmen.