At indfange potentialet

Den 19. december var fristen for at deltage i kapløbet om Bikubenfondens nyetablerede Udstillingsprisen Vision, der årligt vil blive uddelt som en afløser til Bikubenfondens tidligere Museumspris.

3 millioner kroner uddeles til den visionære udstillingsidé, og onsdag den 14. januar skulle puljen af projektforslag gøres op og juryen igang med udskillesesløbet, inden vinderen annonceres den 22. januar. En anledning til at stikke hovedet inden for og få svar på, om prisen har fået kunstverdenens aktører op af stolene for at tænke nyt?

Generel optimisme
”Det her er jo inden vi har udvalgt vinderen, og det er jo kun vinderen, der bliver offentliggjort, men jeg kan sige, at vi er glade for det materiale, vi har modtaget,” lyder det fra Mette Marcus, der er projektchef og Bikubenfondens kultur- og kunstansvarlige.

Fonden havde med vilje sat nogle meget åbne rammer, uden definerede kriterier, da det blev anset for at være bremsende for det visionære.

”Vi har modtaget 46 projektforslag, og fået et tidsvarende billede af kunstfeltet, fra alle de aktører, der producerer ambitiøse udstillinger i det her felt, og det er vi meget glade for.”

Opfordring til udfordring
De kulturhistoriske, de kunsthistoriske, kunsthallerne og de frie udstillingssteder og initiativer er alle repræsenteret med ambitiøse projektforslag, og det skaber stor tilfredshed og forstærker fondens ambitioner med prisen:

”Samtidig, har det været et forsøg på at skabe en situation, hvor institutionerne kan tillade sig at tænke ud over de krav og forpligtelser, de normalt er underlagt, og det synes jeg er blevet mødt. Ikke hele vejen rundt, men flere steder, hvor man kan se der en vilje til at formidle kunst og kultur på andre måder, end vi ser nu. Vi vender nok ikke tingene fuldstændig på hovedet, men der bliver tænkt nyt og aktørerne har udfordret sig selv, og det er positivt.”

Mette Marcus er dog fokuseret på, at vinderen ikke kommer til at stå som et eksempel til efterfølgelse, men som én måde at gøre det på, da prisen kommer til at blive uddelt årligt fra nu af:

”Altså, næste år skal det jo helst være noget nyt igen! Der er jo heldigvis mange måder at tænke visionært på, men vi diskuterer lige nu, om kriterierne skal være strammere. Det er en problemstilling i den her fase, om vi kan sætte nogle kriterier og stadig sætte tankerne fri? Den diskussion skal vi også have i juryen nu.”

Kvalitet fremfor publikumstal
Som fond bliver der selvfølgelig kigget på, hvor det giver mest mening at operere, og det overordnede mål med at beskæftige sig med kunst og kultur er ifølge Mette Marcus, at Bikubenfonden gerne vil være med til at hæve niveauet i kunsten og kulturen, og dermed også formidlingen af den.

”De erfaringer vi har indhentet i arbejdet med prisen har været, at det kan være meget svært at få støtte til sådanne projekter på grund af de krav og forventninger – ikke mindst publikumskrav, der ligger i kultur- og kunststøtten. Det her er en kombination af vores ønske om at gøre en forskel kvalitativt og så de behov, som vi har erfaret er til stede i feltet. Vores engagement i institutionernes arbejde i udviklingen af Udstillingsprisen Vision har givet os et glimrende grundlag for at møde nogle ønsker om at realisere noget, man normalt ikke ville kunne som udstillingsplatform. Institutionens ramme er generelt blevet udfordret positivt i mange af projektforslagene, så prisen har i hvert fald aspireret til, at man har tænkt ud over de fysiske rammer,” pointerer Mette Marcus.

Rune Gade, der er den billedkunstfaglige repræsentant i juryen, anser også svaret fra feltet positivt:

”Grundlæggende kan man tale om tre grundingredienser, når vi taler om udstillinger. Der er dels nogle genstande, der bliver udstillet. Der er et sted, hvor tingene bliver udstillet, en instituion, en platform for kunsten. Og sidst, en offentlighed, som skal opleve den. Og det er de ingredienser, der kan udfolde sig et visionært arbejde omkring, og det synes jeg sådan set at projektforslagene besvarer positivt. Så kan man så sige, at der bliver skruet mere eller mindre på de knapper, men i spørgsmålet om vision, er der særligt leget med ’hvor’ man viser tingene.”

Et paradoks
Rune Gade påpeger et paradoks i denne udfordring af rammerne:

“Vi har en masse museer rundt omkring i landet, der investerer en masse penge i mursten og prestigebyggerier, og så er der samtidig en kraftig bevægelse ud af disse institutioner med et argument om, at en udstilling meget vel kan finde sted alle mulig andre steder end inden for institutionernes mure, i alle mulige rum med helt andre mekanismer tilknyttet. Et andet sted, hvor både Kulturstyrelsen og Kulturarvsstyrelsen har haft en del incitamenter i de seneste år er på publikumssiden, hvor man har kunnet se, at der bliver arbejdet mere end nogensinde med brugerinddragelse, outreach – forskellige greb, der skal få ’ikke-brugere’ inden for institutionerne, imens statistikkerne heldigvis viser, at flere end nogensinde går på museum.”

Og visioner ser han egentlig ikke som en mangelvare i kunstfeltet:

”Jeg synes jo egentlig ikke, der mangler visioner i kunstfeltet. Kunsten er vel i mange henseender affødt af gode idéer, innovation og originalitet – kriterier som har været i omløb i århundreder er i høj grad stadig gyldige og til stede, så der bør være masser af tage af. Det der er det interessante ved den her pris er, at den understøtter det økonomiske, og det er jo tit dér, hvor selv gode projekter typisk kommer til kort.”

Særudstillingens æra
Niels-Knud Liebgott, der er den kulturhistoriske repræsentant i juryen er enig i de visionære potentialer:

”Kulturhistorisk synes jeg ikke, at danskerne har vist en mangel på at tænke visionært – tværtimod. Vi har gennem historien udemærkede tænkere og skabere, så det er bestemt ikke tilfældet. Hvis man ser på det at lave udstillinger, så har udviklingen været ret markant. Indtil Nationalmuseets særudstillinger lige før Anden Verdenskrig (bl.a. Bord dæk dig, vinteren 1938-39 af Ellen Andersen) fandtes der ikke noget sådant. Men pludselig skete der noget i det kulturhistoriske landskab, og rundt i hele landet er institutionerne fuldt optaget af at tænke nyt i de her situationer.”

“I dag er der et glimrende grundlag, men det at have nogle holdninger til det visionære er vigtigt, tror jeg, for der bliver også kørt på automatpiloten og fokuseret uforholdsvist meget på publikum i dag. Antallet af publikummer synes som det eneste kriterium, hvorpå man kan måle en udstillings og et museums kvaliteter. Det er jo helt absurd, hvis du spørger mig,” siger Liebgott.

Digitaliseringens bagside
Når man fokuserer på formidling i dag, kommer det hurtigt til at handle om digitalisering, men det er ikke nødvendigvis en forbedring af kunstoplevelsen:

”Jeg har ikke en færdig model for ’den gode udstilling’, men jeg tror for eksempel ikke at den heftige digitalisering vi ser er en selvskrevet forbedring af museumsoplevelsen. Den balance er ret problematisk i mine øjne, og flytter fokus fra det vigtige,” forklarer Liebgott, og Rune Gade supplerer hurtigt:

”Både i de kultur- og kunsthistoriske udstillinger står man jo ofte over for et objekt, der har en masse materielle kvaliteter, man kommer meget tæt på. Og det er en unik oplevelse, jeg synes, man skal holde fast på. Så er det rigtigt, at der er rigtig mange formidlingstiltag, som gør sit yderste for at formilde til et publikum, men ender med at stille sig i vejen for eller ligefrem fremmedgøre dem.”

Visionen og privatiseringen
En underliggende argumentation i Udstillingsprisen Vision er, at det visionære har for trange kår i det offentlige støttesystem, og at det private har en rolle at spille dér.

”Jeg mener nu stadig, at vi har et fantastisk støttesystem til kunsten og kulturen i Danmark,” siger Rune Gade, “selvom det er rigtigt at fondene spiller en større og større rolle i kunstfeltet. At nogle private fonde vil se deres eget navn i forbindelse med kulturelle begivenheder, udstillinger og events, skal vi jo bare være glade for.”

Niels-Knud Liebgott supplerer:
”I det kulturhistoriske felt er der jo ikke nogen steder i det offenltige system, hvor du kan hente penge til særudstillinger. Der er ingen puljer, der ville uddele 3 millioner til sådan noget – de findes ikke. Dem skal man selv generere, uanset hvor visionær man er. Fondene er de eneste, der kan levere sådanne beløb.”

Og 3 millioner er da heller ikke hverdagskost i det offentlige, medgiver Rune Gade:
”For mig at se er det ret unikt med en så stor sum penge, som der er tale om her. Du kan godt finde små støttemidler i det statslige system, men du kan ikke gå ind og få 3 millioner kroner til at lave en udstilling, og det kan forhåbentlig understøtte noget visionært.”