“At male er at holde kaos fra livet”

‘Passionist’ har kunstteoretiker og -kritiker Merete Sanderhoff kaldt ham. En kunstner, der ikke følger tidens trend og som udfolder sit virke indenfor en til tider næsten klassicistisk kunsttradition. En kunstner, der bevidst fornægter det tendentiøse og synes at skabe af nødvendighed, af kærlighed til kunsten og dens historie, skriver hun. Og den autodidakte Ulrik Møller skaber ikke kunst af tilfældighed.

"Det at male handler for mig også om at holde kaosset fra livet," forklarede Ulrik Møller, da KUNSTEN.NU snakkede med ham i midten af december i hans studie i Berlin.
Som mange andre malere – især før ham – bruger han maleriet i en højere sag. Han skildrer, fortolker og overvejer den menneskelige eksistens gennem sine betydningsmættede landskabsmalerier. Og dét, der gør ham i stand til det, er et blik, han besad allerede som barn. Et blik hos en kunstner, der endelig blev belønnet, da han i foråret fik tildelt det treårige arbejdsstipendium fra Kunstfonden.

Et særegent blik på verdenen
"Jeg har fra barnsben haft en ret speciel optik på omverdenen, som jeg ikke kunne sætte ord på og blot henlagde bagerst i hjernen, fordi jeg ikke kunne formulere det. På den måde var det en meget stor oplevelse, at jeg via kunsten kunne bruge den optik til noget konstruktivt. Den her optik er helt grundlæggende for mine billeder og mit blik på verdenen. Det er den værktøjskasse, jeg griber i hver gang," forklarer Ulrik Møller, der som nyudklækket ingeniør indså, at han ikke længere kunne holde behovet for at artikulere sig tilbage.

‘Himmelråbende talentløs’
Flere kunstnere har gennem tiden sagt, at det at lave kunst er et forsøg på at blive klogere på livet, og det kan Ulrik Møller godt tilslutte sig.

"Jeg oplevede alle de her spørgsmål om, hvordan tingene hænger sammen, presse sig på. Det var det, der skubbede mig ud over kanten. På Kunsthøjskolen i Holbæk var jeg himmelråbende talentløs. Mit udgangspunkt var lig nul. Men trods det, havde jeg en tiltro til mine evner og denne særlige optik, der bar mig igennem. Min lærer overvejede dengang, om han skulle sige noget til mig, men det er jeg glad for, han ikke gjorde."

Ulrik Møllers kunstneriske karriere kunne have stoppet lige der. Men nej, på egen hånd uden for skolerne kæmpede han videre.
"Flere mener jo, at jeg aldrig ville male, som jeg gør, hvis jeg havde gået på akademiet. Det har måske givet mig en frihed til at gøre præcis det, jeg gør?"

På skuldrene af mestrene
Men der har tydeligvis været flere store læremestre, der har præget Ulrik Møllers liv. Vilhelm Hammershøi, P. S. Krøyer, og britiske John Singer Sargent er bare nogle af dem.
"Groft sagt står jeg jo på skuldrene af alle de malere, der kommer før mig," erkender Ulrik Møller og repræsenterer på mange måder en ubrudt linje indenfor maleriet, der til trods for diverse avantgardistiske nybrud aldrig er afgået helt ved døden.
"Det er et klassisk sprog udsagt i nutiden. Et forsøg på at komme videre og optimere sproget. Gøre det mere præcist, og hver gang stille et nyt spørgsmål."

En sitrende tilstand
På overfladen er det æstetisk, gennemkomponeret og nærmest hyper-naturalistisk. Men man tager fejl, hvis man tror, det er fokusset for Ulrik Møller. Den gennemarbejdede komposition ud fra de mange fotografiske forlæg er bare en undskyldning for at tale om det, der ligger laget dybere.

"Ved at skabe behag for øjet rent kompositorisk, kan jeg springe nogle led over og gå direkte til indholdet. Jeg vil gerne have mine billeder til at stå i den her sitrende tilstand, og før jeg opnår det, skal elementerne balancere med hinanden indbyrdes. Når det er på plads, er der direkte adgang til næste lag, hvor de eksistentielle og mere vigtige spørgsmål ligger," forklarer han.

Et klassisk sprog med nutidens fylde
Ifølge Merete Sanderhoff er det nemlig typisk for passionisterne, at de benytter de klassiske genrer med en idé om, at de kan fyldes med nyt indhold. Det gælder også Ulrik Møller. Udgangspunktet er her landskabet, hans hjemegn på Fyn og senere Berlin, som han er meget fortrolig med. Et alfabet, han konstant sætter sammen på nye måder.

"Jeg tager mit udgangspunkt i landskabet, fordi jeg tror på, at man kan bruge det til at udtrykke noget dybere på en ikke-sproglig måde. Rykke ved noget, få noget til at opstå, sætte tanker i gang. Det er afgjort en eksistentiel handling. Sindbilleder," fortæller kunstneren og understreger, at det ikke er et udtryk for nostalgi eller et forsøg på at pege på noget tabt.
"Det her handler om nogle formuleringsbehov, jeg har haft og ikke om behov i samfundet. Det starter med mig og min næsten forkælede idé om, at jeg har noget at sige, som vil interessere andre," understreger en af passionen drevet Ulrik Møller.