At være del af noget stort

‘Chart’ lugter af nye dagsordener og ikke mindst toppen af ranglisten. Top of the chart… Et godt sted at være.

Til august (30. august til 1. september) lanceres Chart-messen af Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, Andersen’s Contemporary, V1 Gallery og David Risley Gallery. Disse gallerier vil siden vælge de resterende 20 skandinaviske gallerier, som skal deltage i en skarpt profileret messe med internationalt format.

LÆS: Ny kunstmesse i København ser dagens lys

Art Copenhagen i Forum, der har kørt i de sidste 15 år med øget bevågenhed, internationalisering og samarbejder på tværs af scenen (også internationalt), må se langt efter de profilerede og internationale gallerier, der var en vigtig årsag til, at Art Copenhagen sidste år trak et rekordstort antal publikummer og udenlandske aktører og samlere til Forum.

Spørgsmålene melder sig
Man spørger som udenforstående sig selv: Hvilke kollegiale fornemmelser eksisterer der overhovedet i den danske galleriverden, når man som en gruppe højt profilerede gallerier prioriterer sig selv og sine egne? Er dette en kynisk udnyttelse af det internationale momentum, som Art Copenhagen hårdnakket har skabt gennem de sidste år? En barrikadering af de internationale goder? Eller er dette et logisk resultat af en galleriverden, hvor kun de få har fat i noget?

Imens spørger de gallerister, som endnu ikke er med på deltagerlisten til Chart sikkert sig selv: Var vi for folkelige? Solgte vi for lidt? Er vores engelsk for dårligt? Skal vi lade være med at vise kunstnere over 50? Har vi de forkerte kunstnere? Skal vi skifte navn? Er vi nødt til at flytte biksen til Bredgade eller Kødbyen?

At være del af noget stort
Når man tager på MIDEM (musikscenens store internationale messe) eller Roskilde Festivalen, møder man de helt spirende talenter og de helt mastodonte stjerner og aktører. Det skaber et enormt spænd, men også en variation og en scene i respektfuld dialog med sig selv og sine egne. Profit og profil skaber ikke nødvendigvis ignorance fra top til bund.

Et sådan spænd skaber også ambitioner og nye ideer, hvor man med berøringen opnår en forståelse for et professionaliseret og internationalt miljø og marked, man vil kæmpe for at tage del i. Der bliver kort sagt knap så langt til ‘den store scene’.

Hvad ville der ske, hvis den øverste internationale top af bookingbureauerne (og her er der skam også tale om iskolde monetos) valgte at forlade MIDEM eller en showcase som Roskilde Festivalen? Roskilde Festivalen ville miste sin kunstneriske spænding, attraktion, position og stå som en slatten orange teltfest.

Det, der holder sammen på sådanne kunstneriske strukturer er en kunstnerisk stræben mod højere mål og en gensidig kunstnerisk solidaritet og anerkendelse, som synes at være en mangelvare blandt de københavnske gallerier.

Nye forbindelser?
Scenariet ender formentlig med, at der nu bliver tre meget diferentierede kunstmesser i København: Art Copenhagen, Chart og Alt_Cph: den brede, den profilerede og den alternative; med endnu længere distance mellem scenerne, aktørerne, langt til udlandet, endnu mindre interaktion og amputerede forbindelser mellem aktørerne i det danske kunstlandskab. Eller også skal der for alvor skabes markante forbindelser og samarbejder initiativerne imellem.

Et af resultaterne af denne udvikling er allerede, at der tales om top- og mellemgallerier, hvor man udelader overhovedet at benævne de øvrige.

Mangfoldighed og solidaritet er bærende energier på enhver national kunstscene, men den fælles ansvarsfølelse synes begrænset i de høje lag. Og den messe, som man kollektivt havde investeret kræfter i, har deltaget i, har bygget langsomt op gennem årene og haft reel magt til at præge, vælger man nu at true på eksistensen. Sådan ser billedet i hvert fald ud fra gulvet. Andre påstandene om ‘gode intentioner’ synes at illustrere en helt anden ansvarsløshed.