At være eller ikke at være…

En trægren svæver på kanten af en sort og en sølvfarvet cirkel, et foldet aluminiumsstykke bugter henover gulvet og diverse jernstænger samlet i et reb står lænet op ad væggen.

Det er stofligheden og sammenstillingen af materialer, der præger den fine udstilling af Veo Friis Jespersen på Skulpturi.dk i St. Kongensgade. Men der stilles også større eksistentielle spørgsmål om væren og form i forhold til intethed og opløsning. Det vender vi tilbage til…

De 5 underspillede værker er en form for ubeboelig protoarkitektur, som undersøger og genformulerer rummet. Værkerne er som skabt til det lille galleris lokaler. Et værk, som består af et buet stykke træ og jern monteret i et hjørne i loftet besmykker således naturligt rummet, næsten umærkeligt, som var det vokset ud af væggen.

Simple materialer
Alle skulpturer er udført i materialer såsom træ, aluminium og gennemsigtig plastik, hvilket også giver udstillingen en næsten transparent farveskala. Og man kan se, hvorledes værkerne er lavet: bugget, svajet, beviklet og skruet sammen. Altså hvorledes kunstneren har fået materialerne til at møde hinanden og dermed tale sammen.

Disse små stilfærdige detaljer giver sanselige, kropslige erfaringer om og i rummet og bliver værkernes betydning. Betydningen bliver blot mødet mellem materialerne og beskuerens sanser. Altså ganske enkelt det fysiske møde med fænomenerne, tingene i rummet. Det bliver på den led også det sanselige øjeblik, som er fremherskende for udstillingen frem for idéen om noget varigt blivende.

Eksistentielle spørgsmål
Men således stiller Veo Friis Jespersen ligeledes mere interessante eksistentielle spørgsmål med de skrøbelige værker.

I det bugtede aluminiumsværk er det tydeligt, hvordan det er skruet sammen blot med et par enkelte skruer. Fjernede man skruerne ville formen – værkets eksistens – opløses.

På samme måde holdes værket med de to cirkler sammen og skaber et nyt rum kun via trægrenen. Fjernede man grenen, ville værket samt dets rum forsvinde. Det berømte spørgsmål om ‘at være eller ikke være’ stilles altså subtilt i udstillingen.

Og hvor er grænsen for, hvornår noget er eller ikke er? Hvor lidt skal der til, før der er tale om en form eller et værk?

Friis Jespersen arbejder dermed også som i tidligere værker med bl.a. tyndekraften og samlings- samt balancepunktet. Jernstængerne placeret i et reb op ad væggen står ligeså sårbart på kanten til at falde. Løsnede man rebet, ville de som mikadostænger falde ud til alle sider.

Lette forskydninger
Værkernes placering i galleriet bevirker endvidere, at de kommunikerer med hinanden. Man kan se materialerne, sammensætningen og udførelsen forskyde sig let igennem alle værker på udstillingen.

For eksempel ses legen med lyset og skabelsen af rum i både aluminiums-skulpturens refleksion samt refleksionen i cirkelværkets sølvflade. Lyset transformerer forskudte former, rum og skygger.

Nye Værker er altså en absolut seværdig og gennemført udstilling, der taler til både fysik og intellekt. Værkerne er på grænsen til det underspillede, og i værste fald kedelige, men fordi udstillingen både formår at udfordre materialerne, lyset og ikke mindst de kropslige erfaringer er den virkelig et besøg værd.