Bæresvag installationskunst

Temaet for Biennale for Kunsthåndværk og Design, der finder sted på Koldinghus, Trapholt og Danmarks Keramikmuseum er ‘Bæredygtighed’.
Mange bud på genbrug, fairtrade og økologi udfylder naturligt dette overordnede emne.

På Koldinghus vises bæredygtige smykker, haute couture og såkaldt ‘stangtøj’, der findes i handelen i dag.
Men også tidligere-modedesignere-nu-kunstnere er blevet indbudt til at give deres fortolkning af temaet i en kunst-del kaldet Bæredygtig installationskunst.

Ifølge Koldinghus er kunsten med for at give udstillingen dybde. Men dybden glimrer ved sit fravær og kunsten har måttet lide under den faste ramme.

Med håndjern på
Selvom alle involverede designere/kunstnere efter sigende har fået frie hænder til at fortolke temaet ‘bæredygtighed’, er det jo i dén grad et stramt emne at navigere inden for.

Den indbyggede politisk-korrekte holdning, der ligger i sådan et tema, gør alle kunstværkerne ih så enige.
Intet bryder rammen, intet sætter uventede tanker i gang, intet peger fingre ad andre end "systemet" og den slemme, slemme forbruger (ikke mig – de andre, naturligvis).

Sådan en smørsovs af enighed og rygklapperi i en tallerkenfuld politisk korrekthed er både kedelig og intetsigende.

Overover
Helle Mardahls overfyldte værker fremhæves i pressematerialet som et tydeligt portræt af (over)forbrugeren og det overflødige (over)forbrug.

Ja tak, det kan vi godt se. Men hvad så?
Det handler hele dette års biennale jo om. Vi læser det på mandshøje plancher overalt i huset.

(Over)fortolket kan man sige, at værkerne meget godt symboliserer overforbruget med deres blotte eksistens!

Jungle
Henrik Vibskovs Pendulum 39 er lavet af vidt forskellige genbrugsmaterialer. Træ, plasticposer og så videre.
Meningen er ifølge skiltningen, at man skal fundere over, om det overhovedet kan svare sig at genbruge eller om det er mere ressourcebesparende at producere nyt.

En virkelig god pointe, der desværre overhovedet ikke kan aflæses i værket, der mest af alt giver associationer til gamle romantiske-gyser-eventyr-film om primitive kulturer á la Indiana Jones og King Kong.

I bedste fald kan man se værket som en understøttende kommentar til pointen i form af en genbrugs-skov, med blodige rødder (?).

Kludetæpper
Stine Skytte Østergaards kludetæpper af gammelt sengetøj er mest bare kludetæpper.
Af gammelt sengetøj.
Det er vist mest sådan noget, kludetæpper som regel er lavet af.

Titlerne Festremse 1 og Festremse 2 skal formentlig pege på en værdiforskydning i kludetæpperne, men medmindre Koldinghus køber værkerne og hænger dem op i riddersalen, er denne værdi utroværdig ønsketænkning.
For det ligner stadig bare kludetæpper.

Kultiveret natur
Det eneste værk, der skiller sig positivt ud, er Isabel Berglunds strikkede træ, der på en opsigtsvækkende måde kommenterer vores forhold til naturen.

Værket er trods sin størrelse tillokkende underspillet og berører nogle andre og mere grundlæggende aspekter af civilisationen end den oplagte skydeskive kaldet ‘forbrug og kapitalisme’.

Stof til eftertanke
Resten af udstillingen, genbrugs-haute couturen og i særdeleshed smykkeudstillingen, præsenterer bæredygtigheds-problematikken elegant fulgt op af utraditionelle løsningsforslag.

I disse dele af udstillingen kommer eftertanken snigende, når man bliver opmærksom på modsætningen mellem det overfladiske i materialisme & mammon og dybden i originalitet & design.

Denne eftertanke udebliver i kunst-afdelingen, hvor værkerne ikke giver stof til eftertanke, men blot fortæller os, hvad vi allerede ved.

Hvilket spild
Og jo, det er da prisværdigt, at alle værkerne på Bæredygtig installationskunst er lavet af genbrugsmaterialer – men dog endnu mere prisværdigt, hvis man helt havde ladet være og lavet skopudseklude eller bamse-fyld ud af materialerne i stedet.

Som Mari Keto i smykke-udstillingen så dejligt sarkastisk siger det: "I mit barndomshjem genbrugte vi alting – selvom vi dengang bare kaldte det at være sparsommelige."

Keto supplerer med et portræt af Mick Jagger: Fordi hans musik stadig holder efter 50 år.
Det er da ægte bæredygtighed.