Bagom teknologiens glatte overflader

Digitale datastrømme fremstilles ofte som automatiserede, gnidningsfri bevægelser, der – næsten som ved trylleri – driver den globaliserede verden. I det performative essay Crisis Computing, vil mediekunstner Linda Hilfling Ritasdatter afmytologisere teknologiens påståede magi. Hun fremviser det maskinelle – og menneskelige – arbejde, som får de digitale processer, der gennemsyrer vores hverdag, til at glide. Og som i samme bevægelse fastholder verden i et globalt, neokolonialt udbytningsregime.

Essayet er en del af udgivelsesserien Kunsten som forum på tryk, som undersøger kunstens sociale infrastrukturer, og vi får her post.doc Solveig Daugaards indføring til Ritasdatters essay og hendes kunstneriske forskning.

Kunsten.nu følger i en temaserie forskningscentret Kunsten som forum, der løbende introducerer til udgivelser i forskningsprojektets bogserie, hvor forskere og kunstnere bidrager med ny viden.

“Enhver teknologi, der er tilstrækkeligt avanceret, er umulig at skelne fra magi”, hævdede den britiske science-fiction-forfatter Arthur Clarke for 60 år siden.

I samtidens fejring af den digitale teknologi dyrkes denne angivelige forveksling af teknologi med trylleri stadig. Måske faktisk mere insisterende end nogensinde. Slagord som ‘den fjerde industrielle revolution’ og ‘den anden maskinalder’ fremstiller igen og igen medieteknologiske infrastrukturer som garanter for en immateriel, friktionsfri automatisering af alle de processer, der holder vores verden i gang. Og, ikke mindst, producerer mere innovation og udvikling.
Hvis både produktivt og reproduktivt arbejde snart kan varetages af robotter og kunstig intelligens, vil alt menneskeligt arbejde i fremtiden være kreativt, innovativt og udviklende.

I modsætning til de friktionsfri narrativer om teknologien sætter Linda Hilfling Ritasdatter i Crisis Computing, som er det femte hæfte i serien Kunsten som forum på tryk, ind dér, hvor systemerne bryder sammen, hvor vi ser deres utilstrækkeligheder. Og, navnlig, de ulige magtforhold, de både bygger på og til stadighed underbygger.

Essayet udspringer af et større projekt, hvor hun som en del af sin PhD-forskning i en årrække har arbejdet med at optrævle tråde, der løber fra mediernes dybdestrukturer, og på kryds og tværs af kloden regulerer den globale transport, ikke bare af information, men også af penge, materiel og mennesker.

Gennem en både kritisk og humoristisk intervention i det forkætrede og angiveligt forældede programmeringssprog COBOL, afdækker Ritasdatter, hvordan programmører i Indien udfører et stadigt pågående monotont og slidsomt vedligeholdelsesarbejde i netop COBOL, som deres kolleger i for eksempel Europa og USA ikke vil røre med en ildtang. Dette lavt værdisatte menneskelige arbejde understøtter en lang række af de tilsyneladende automatiserede processer – fra pengeoverførsler til billetreservationer og varetransport – der får hverdagen til at fungere i et velstående land som Danmark. Alligevel forbliver det helt usynligt fra de brugerflader, mange til daglig interagerer med.

Således demonstrerer Ritasdatter også, hvordan en neokolonial verdensorden, hvor ressourcer i én del af verden udnyttes til gavn for en anden del, herved vedligeholdes. Og dét gennem netop den digitale teknologi, som ifølge teknologifejrende visioner såsom ’den fjerde industrielle revolution’ skulle sikre den (snarlige) globale afskaffelse af manuelt arbejde.

Som moderne programmeringssprog er COBOL designet til at kunne rives løs. Både fra det maskinelle miljø, hvori det er udviklet og implementeret i første omgang. Og fra den programmør, som har skrevet koden. I stedet kan det appliceres hvor som helst og når som helst i en global horisont.

Tænker vi på oplysningstidens universalistiske dagsorden, hvor udbytning af og vold mod ikke-europæiske folk blev legitimeret med et ideal om objektiv, videnskabelig udforskning og transparens, så kan man betragte programmeringssproget som en form for materiel og systemisk realisering af denne dagsorden.

Og Ritasdatter viser os med sin optrævling netop, at den friktionsløse universalisme er en myte, der dækker over, at kriser og sammenbrud er en del af dagens orden. Også selvom de sjældent er synlige i hæveautomaten, billetreservationssystemet eller på lønsedlen, hvor vi interagerer med processerne.

Crisis Computing bygger på en performance lecture, som Ritasdatter holdt i Kunsten som Forums regi i februar 2021. Den udnytter performance lecture-genrens placering i mellemrummet mellem kunstneriske processer og akademisk ræsonnement, hvorved det bliver muligt at producere indsigter, som ikke kan opstå i hverken kunsten eller i forskningen, når de holdes adskilt. Hendes essay er bygget op omkring humoristiske sammenfald og poetisk-associative komponenter, som blokerer og forstyrrer det glatte narrativ om teknologien som garanten for fremtid og udvikling.

Når vi i en skandinavisk kontekst vil rejse spørgsmål om kunsten og dens fællesskaber, bliver Ritasdatters optrævling af zombiesproget COBOL øjenåbnende, fordi den demonstrerer den håndfaste udmøntning af en neokolonial logik, som foregår på et medieinfrastrukturelt niveau. I samtidens kreative og akademiske fællesskaber er mange optaget af at afkolonisere egne arbejdsprocesser. Her giver Ritasdatters afdækning af teknologiens back-back-ends os et konkret indblik i, hvordan sådanne kreative fællesskaber – hvad enten de udfolder sig omkring litteraturproduktion, designprocesser, udstillingssammenhænge eller på digitale platforme – infrastrukturelt understøttes af et ensformigt, krævende og konsekvent usynliggjort arbejde, udført af mennesker der, pr. definition, ikke selv har adgang til disse kreative, frigørende fællesskaber.

De senere års fornyede fokus på en styrket anerkendelse af omsorgs- og vedligeholdelsesarbejde i et intersektionelt og feministisk perspektiv har udpeget ulige prekære vilkår for forskellige kunst- og kulturarbejdere og problematiseret innovationsdyrkelse og individualisering.

Læs også: Kunstprekariatets uligheder

Ritasdatters mediearkæologiske udgravning lader os få syn på et andet, mindst lige så usynligt, vedligeholdelsesarbejde. Det udføres af de programmører, som fikser løbende sammenbrud og kriser i de digitale systemer. Det foregår i såkaldte udviklingslande som for eksempel Indien. Og det er helt uundværligt for at opretholde basale funktioner i det hverdagsliv, der leves i mere velstående lande som Danmark, tusindvis af kilometer væk.

Med sit arbejde tvinger Ritasdatter os til at spørge, hvilke individer i nutidens globaliserede netværkssamfund, der kan rejse, udveksle ideer og udvikle spændende samarbejdsformer. Og hvilke individer, der er outsourcede og låst i en hierarkisk, virtuel struktur, hvor de er sync’et tidsligt, men ikke rumligt, med deres kolleger i de såkaldt udviklede lande. Hun demonstrerer, hvordan modellerne for teknologisk outsourcing, som præger vores samtid, er designet til at fjerne lavstatusarbejdere fra arbejdspladser centreret om udviklingsarbejde, design, og indholds- og kulturproduktion. På den måde er de med til at opretholde billedet af sådanne arbejdssteder som kreative, sjove miljøer for selvrealisering og selvudvikling.

I sin kunstneriske praksis er Linda Hilfling Ritasdatter frem for alt optaget af at afmytologisere teknologiens postulerede trylleri. Hun arbejder inden for et mediekunstnerisk felt, som ikke først og fremmest har til formål at producere kunstværker, der kan cirkulere gnidningsfrit på Instagram og andre digitale platforme. Ligesom blandt andre Susan Schuppli, Hito Steyerl og Heath Bunting arbejder hun sig ned i de lag af materielle komponenter og modstridende processer, som producerer, regulerer og vedligeholder mediernes glatte overflader, men holdes ude af brugernes synsfelt.