Bastion 2 – Samtidskunst på 1.sal

Hvem taler kunsten til?
Vi har talt om det mange gange før. Hvem taler samtidskunsten til i dag, og har det ændret sig over de sidste år? I pressemeddelelsen står der, at kunsten taler til alle, men siger den alle noget? Annemette Arendt har sammen med Eric R. Fajardo inviteret 6 kunstnere til at udstille i deres atelier på 1.salen af Århus’ ældste betonbygning: Sonja Lillebæk Christensen, Pernille With Madsen, Lars Heiberg, Henriette C. Hansen og Cool Burger Airback Revolutionen.
Jeg spørger ind til disse spørgsmål for at høre mere om tankerne bag. Annemette Arendt har valgt ordene, da det ikke kan siges for ofte: ”Det er ikke noget man blot konstaterer og så lader stå”. Dertil følger også oplysningerne om, at denne ”festugeudstilling” nu afholdes for 4. gang, og at der hvert år har været større tilstrømning af besøgende, der nu i højere grad er forstående og åbne overfor samtidskunsten end tidligere.

4. gang og Bastion 2
De fleste af de inviterede kunstnere er gengangere fra sidste år, eller flere år tilbage og har alle, med undtagelse af én, taget afgang fra Det Jyske Kunstakademi. Værkerne på dette års udstilling udfolder sig indenfor et felt, der afspejler en samtidskunst, der vil ud til sit publikum med mere eller mindre samfundskritiske vinkler.

Da eventyret blev til mareridt
Det første værk, jeg ser, er samtidig lydkulissen for mit indtryk af stedet – Alice Cooper synger Welcome to my Nightmare, hvilket også er titlen på Sonja Lillebæk Christensens video fra 2006. Videoen har fået sit eget lille intime rum, hvor filmen projiceres ud på væggen i hoftehøjde. Billedet er domineret af en okkergul himmel, hvorunder et tætvævet banelegeme regelmæssigt passeres af toge i rutefart. Billedets omrids er tåget og sammen med farvespillet passer det perfekt til de lidt skramlede og gamle omgivelser. Musikken bygger sig op og følges af handlingens tekststykker, der på en kæk facon dukker op og enten springer væk eller tones ud igen. Eventyret udspilles, men får en uventet drejning, da jeg pludselig opdager, at jeg er indhyllet i en alkoholiseret morsnightmare. Et socialrealistisk kaos. Brugen af musikken har en fantastisk evne til at rive betragteren med og er karakteristisk for Sonja Lillebæk Christensens arbejde, hvor hun altid er på udkig efter gamle numre til kommende værker. Welcome to my Nightmare er et mere atypisk værk, da hun nok mest er kendt for sine dokumentarer, der også får fast følgeskab af en sang fra gemmerne. Eksempelvis i værket Just a Man fra 2003 hvor country nummeret af samme titel udspiller sig i filmen, der følger fire fiskeres liv på havet og i havn.

Sprog i flere afskygninger
Overfor kigger jeg ind i et mindre rum, der virker som et lille univers for sig, hvor Eric R. Fajardo har skabt installationen Pennant chain, Chaine des fanions, Wimpelkette, der på alle tre sprog betyder vimpel. Titlen refererer til fire fotografier på endevæggen, der viser en transvestit i et nærmest filmisk forløb; vimpel kan nemlig også betyde homoseksuel. Gulvet er grønt og overdrysset med konfetti, mens loftet er krydset adskillige gange af en lang snor af farvestrålende trekanter – nemlig vimpler.

Hammershøj og skat
Rummet for enden af gangen har vinduer ud mod Mølleparken og inviterer indenfor med en sort lædersofa, som jeg får lyst til at slænge mig i. Ved siden af sofaen står et stativ med læderprøver. Det er Annemette Arendts værkInteriør i brunt og sort, hvortil hun tilføjer, at titlen referer til Hammershøjs farver, som man kan skimte i det fjerne. Fra sofaen kan man også nyde udsigten til Pernille With Madsens fire fotografier Skat flytter, der, som titlen siger, gengiver flytterodet i de offentlige bygninger under flytning. Desorienteret af rodet, der stadig lader trappeopgangens smukke linier stå frem, står et kaos af kasser og pakket interiør. Foran i rummet ligger igen et fotografi af samme trappeopgang, der er monteret på en roterende sokkel. Det udklippede og roterende skaber videre svimmelhed i videoen ved siden af der viser DR-byen, Ørestaden, hvor Pernille With Madsen har benyttet old school klippeteknikker til at opbryde og sammensætte det massive bygningsværk på Ørestaden. Et tema om offentlig arkitektur og dens massive indflydelse på Københavns bybillede ligger hjemme på arbejdsbordet.

Nettohunden boller med udsigt til åbent hav
Det sidste rum på gangen er beboet af Henriette C. Hansen og Lars Heiberg, der i mørket viser hver deres projektion. Lars Heiberg er netop blevet præmieret af Statens Kunstfond for sin video The Fact of Life. Filmen er skabt af piktogrammer, der med sit stramme, kliniske univers lader en historie om dansk middelmådighed udspille sig. Her boller Nettohunden, og dermed A.P. Møller, Herman Salling og borgerskabet, på gaden og det stringente kvindelige toiletpiktogram tager stoffer. Fjernsynets dominerende position i privatlivet får også opmærksomhed, ligesom den illegale prostituerede, der smides ud af landet og dermed færdig proces. Den politiske satire følges til dørs af en lydside, der mimer filmens stramme udtryk med en skrabet elektronisk sound.

Henriette C. Hansen har opstillet en diasfremviser, der dokumenterer nedkastningen af hendes store hvide papirskvadrat i Stillehavet, hvorefter hun fra en gyngende båd har fotograferet dens 10 minutters rejse. Titlen på værket er 09’40’00 S – 120’00’00 N, der er papirkvadratets præcise position, da det dumpes ned i Stillehavet. Dette åbne hav uden synlige punkter at navigere efter, gør én bevidst om byens grid, som vi normalt færdes efter i byen. Her på åbent hav findes kun abstrakte koordinationer og tidszoner.

Den pludselige indskydelse
Cool Burger Airback Revolutionen har indtaget husets indgang. Sidste år var det toilettet de havde ’sat sig på’, og som de siger, så vælger de sig de anderledes rum. Dørkarmen er blevet iklædt et gardin af strimler af spraglede indkøbsposer, der danner den type lamelforhæng man ellers benytter foran indgange til kølerum og lignende. Vigtigt er også deres signatur Cool Burger Airback Revolutionen var her, som man stadig kan finde på toilettet fra sidste år. Cool Burger Airback Revolutionen består af Joaquin Zaragoza og claus ejner, der beskriver deres fælles projekt som stedet, hvor de udfører de pludselige indskydelser, som ikke kan udføres i deres individuelle arbejde. I samarbejdet arbejder de ud fra fysiske lokaliteter, hvor formen bestemmer indholdet.

Udstilling efter et selforganised koncept
Bastion 2 bygger på et selforganised koncept, hvor hver kunstner kommer med sit eget og får frie rammer dertil. Værkerne har derfor ikke det store sammenspil, men scenen giver en følelse af autenticitet, der skal forstås som et nærvær af kunstnersubjektet bag værket.
Som den kommercielle kunstscene ser ud i dag, er det forfriskende med et initiativ som Bastion 2, lyder det fra flere af deltagerne. Her er et internt fagligt miljø, som kunstscenen også har brug for, og jeg som besøgende føler oplivende.

Der skal her lyde en opfordring til at skabe flere rum for lignende steder i Århus by, mens det er uundgåeligt at drage en parallel til Berlins mange ukommercielle udstillingssteder, som også København har fokus på værdien af nu. Lokalerne for Bastion 2 er udlånte atelierlokaler, der ejes af Århus kommune og er dermed ikke et permanent udstillingssted.

Kunsten på Bastion 2 har værker, der er ligetil og enkle at afkode, mens andre måske skal have en lille forklaring med på vej, hvilket både Annemette Arendt og Eric R. Fajardo vil kunne assistere med i udstillingens åbningstid.