Berit Dröse og Louise Harbo i Splab

Livet i byen nu
Uden at gå over stregen i absolut fortolkningsiver, kunne ’byrummet’ godt være en fællesnævner i de to værker – uanset om de trækker på en fælles erfaring eller ej. De to 3. års elever, Berit Dröse og Louise Harbo, viste to små, poetisk ladede udsnit af virkeligheden eller livet i byen. Det ene, Dröses videoværk Intreduktion, skildrer en privat form for byliv, mens Harbos installation, Mono, viser et eksempel på et stykke offentligt byrum.

Pigeværelser i byen
Oven på en kube på cirka en gange en meter vises der midt på gulvet en optagelse fra i et bofællesskab set oppefra. Selve gulvfladen er sort og delt op i fire hjørner af et hvidt kryds. Hvert rum repræsenterer et pigeværelse. Inden for giver pigen et lille indblik i sit liv i en dans med eller omkring en personlig rekvisit: en bamse, en bog, en hat og en stol.
Fragmenter af pigesnak hører med til værket. De stammer fra de interviews, som ’pigerne’, alias fire moderne dansere har lavet med bofællesskabets virkelige beboere – ”Hvordan vil du så beskrive dine bevægelser, måden du går på?” Interviewene danner baggrund for danserens koreografi over pigens måde at være i rummet på.

En omtåget oplevelse
Mono er en installation og består af et stykke rødstensmur, en omgang dis udsendt fra murens hulrum og en langsom oplæst monolog. Vedlagt er en trykt tekst med en relativ usammenhængende dialog. Intentionen med værket er måske at vise en relation til virkeligheden gennem ren objektivering: et minimalt murværk, brudstykker af en ikke nærmere defineret monolog og en let dis. Den ”rytmiske tåge”, som ifølge pressemeddelelsen skulle spille sammen med monologen, er svær at se. En simultan rytmik er nu nærmest umulig mellem to inkongruente størrelser: Det talte ord er simpelthen for skarpt og tåge for atmosfærisk en størrelse til, at det bliver tydeligt, som jeg ser det.

Som æstetisk princip virker sammenkoblingen af et stykke mur og noget diffust, tågen, derimod bedre til at illustrere en erkendelsesmæssig vej. For det er vel med andre ord sådan, vi oplever byrummet, og sådan vi erkender virkeligheden, nemlig i konkrete termer – mens resten er tåge og brudstykker af stemmer og erindret dialog.

Når det kommer til måden, hvorpå de to værker erobrer beskueren og trækker hende ind i fortællingen, hører ligheden op. Hvor Berit Dröses pigebofællesskab er en afrundet fortælling, er Louise Harbos Mono med mur, monolog og let dis en mere tåget oplevelse. Begge er finurlige frembrud af aktuelt liv i byen og fungerer fint sammen sådan.