Berlin Biennalen vækker vrede

På den 7. Berlin Biennale har kuratoren Artur Zmijewski med beslutsomhed stukket hænderne ind i en kunstfaglig hvepserede, og resultatet er som forventet: hidsig debat i medierne. Debatten handler om, hvorvidt kunst er et autonomt foretagende, der behandler verden gennem afdæmpede, æstetiske strategier, eller om kunst skal kaste sig direkte og konfronterende ind i politiske debatter.

Biennalen, der åbnede den 27. april, argumenterer for den sidstnævnte, hårdtslående metode og er – som Artur Zmijewskis egen kunst – en radikal, politisk manifestation. Dermed står den i modsætning til 2010-biennalen, som blev kurateret af østrigske Kathrin Rhomberg, hvis greb var at vise ikke-spektakulær kunst, der ”stiller spørgsmål”, som hun sagde. 2010-biennalen blev i medierne stemplet som kedelig, og måske er denne ligegyldige reception årsagen til, at juryen bag dette års Berlin Biennale valgte den kontroversielle polske kunstner Artur Zmijewski som kurator.

I hans øjne er den aktuelle kunstverden et deprimerende skuespil, hvor kunstnere og institutioner agerer frygtsomme slaver af markedet. Artur Zmijewski vil ikke vise kunst, der stiller spørgsmål, men derimod kunst, som giver svar, har han sagt.

Et kuriøst indslag er i den forbindelse, at han bad kunstnere, der søgte om at udstille på biennalen, om at inkludere en beskrivelse af deres politiske ståsted.

Træer fra Auschwitz
Biennalen finder sted på flere lokaliteter i byen, men centrum er på KW – Institute for Contemporary Art – i bydelen Mitte. Her finder man de bidrag, som fylder mest i debatten, bl.a. Occupy-protestbevægelsen, som er repræsenteret med aktivister i en lejr midt i udstillingen. Yael Bartana viser sit værk ”And Europe will be stunned”, der argumenterer for, at jøder skal vende tilbage fra Israel til Polen og dermed genetablere et omfattende jødisk samfund i Polen. Værket blev vist på den seneste udgave af Venedig Biennalen og for nyligt på Louisiana.

Et andet projekt dokumenterer, hvordan polske Łukasz Surowiec har plantet 320 birketræer rundt om i Berlin; træerne kommer fra området ved koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau og genopliver dermed Tysklands traumatiske fortid. Udstillet er også en ni meter lang nøgle, der er produceret af indbyggerne i flygtningelejren Aida ved Betlehem. Nøglen henviser til palæstinenseres drøm om at vende tilbage til de hjem, de mistede ved oprettelsen af staten Israel.

Gaskammer-glædesdans
Biennalens mest omdiskuterede bidrag, også udstillet på KW, er tjekkiske Martin Zets. Til sit projekt opfordrede han for flere måneder siden folk til at donere den omdiskuterede bog ”Deutschland schafft sich ab” skrevet af politikeren Thilo Sarrazin i 2010. I medierne forlød det, at Martin Zet derefter ville afbrænde bøgerne med det islam-kritiske indhold, hvorfor han blev beskyldt for at gentage nazisternes bogafbrændinger. Selv siger han, at han blot ville bygge en installation af bøgerne.

Projektet floppede, og han har kun modtaget meget få eksemplarer af bogen til udstillingen.

Artur Zmijewski selv er repræsenteret med sin video ”Berek” fra 1999, hvis nøgne, glade personer danser rundt i en tom sal, der viser sig at være et gaskammer. Videoen blev pga. sit krasse indhold – og til Artur Zmijewski store fortrydelse – for ½ år siden fjernet fra en udstilling på Martin Gropius Bau, fordi udstillingsstedets direktør mente, den gjorde grin med koncentrationslejrenes ofre.

Det er bl.a. dén oplevelse, der får Artur Zmijewski til at skrive følgende i sin biennale-tekst med titlen ”Forget fear”:

“I have been working in art, and in its cause, for years. It has become a way of life for me, life itself, and a passion. For years I have been observing its possibilities and limitations. But a few years ago I stopped “needing” it. I used to like visiting galleries, anticipating the thrill that comes when you see reality filtered though the mind of an artist. Today, at such a sight I feel lassitude and a mood verging on depression. This is the result of repeated disappointment with artistic propositions.”

Og han uddyber:

“The aversion to politics has turned art into a kind of »panic room,« a refuge from politics and ideas. Here artists can feel safe from danger, as no truth of life, no activity of any real consequence, will intrude (…). What we need is more an art that offers its tools, time, and resources to solve the economic problems of the impoverished majority. For the actual limit to the possibilities of left-leaning art is effective engagement with material issues: unemployment, impoverishment, poverty.”

Hård modstand
Disse hans ytringer om kunsten som en aktør, der skal løse konkrete samfundsproblemer, har fået adskillige kritikere til at skyde hårdt tilbage. Artur Zmijewski underkender kunstens mangfoldighed og vil aflive ethvert æstetisk foretagende til fordel for rå politisk aktivisme, lyder det i både tyske og udenlandske medier. Blandt hans kritikere er den i Berlin bosatte Ana Teixeira Pinto, der på magasinet Art Agenda skriver sådan:

“He sees the accepted institutions as corrupt, weak, and fundamentally compromised. He believes everyone else has “sold out.” His anti-establishment enterprise is rationalized by the notion that the channels at art’s disposal are left wanting when it comes to providing political “impact.” And “impact” is what the curators claim art should aim for.”

Artur Zmijewski får dog støtte af sin landsmand, kunstneren Zuzanna Janin, der mener, at han i sidste ende vil finde accept:

“When Zmijewski exhibited at the Polish Pavilion in Venice in 2005, he was heavily criticised. But in the end, everyone accepted it as important work. It seems that the more a work is attacked, the better it is.”