Bogværk om de seneste tyve års samtidskunst byder på kompetent formidling men også diskutable rammesætninger

Maria Kjær Themsens oversigts-moppedreng Berørt. Om dansk kunst i det nye årtusinde formår at udfolde den danske samtidskunst gennem de sidste 20 år som et mangfoldigt felt i bevægelse og i dialog med tiden, men sidder også fast i kategorier og hierarkier, der bygger på kunst-interne logikker og et erotiserende blik på værkoplevelsen.

“Uden berøringens initiale magi, dens skabende kraft, ville der slet intet være,” skrev Rune Gade i 2000. Dette citat bliver afsættet for Maria Kjær Themsens behandling af samtidskunsten og de sondring, som hendes værk foretager:

“De værker, jeg skriver om, har for mig været afgørende: De har gjort en forskel på kunstscenen, de er eksempler på en særlig tendens, eller de har ganske enkelt berørt mig.”

Den scene og dens aktører, vi i resten af bogen vil stifte bekendtskab med, og som for forfatteren tegner samtidskunsten, har ganske enkelt skilt sig ud ved at reagere på sin tid og berøre sin modtager. Der er tale om ni kapitler – det første om kunstscenen, og de følgende otte om installationskunst, skulptur, performance, lydkunst, mediekunst, maleri, papir-og tekstværker og sidst kunst i det offentlige rum.

Én ud af flere mulige fortællinger

Der er ikke langt fra Maria Kjær Themsens faglige og professionelle profil og løbebane til min egen. Vi har siddet om bordet sammen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, hvor vi også begge siden har undervist. Vi har skrevet om samtidskunst i Dagbladet Information, skrevet for 00’ernes nye netbaserede kunstmagasiner (bare hver sit) og realiseret en række kuratoriske projekter og udgivet og redigeret bøger om samtidskunsten i løbet af 00’erne og 10’erne. Vi har også frekventeret en stor del af de samme udstillinger, men alligevel:

Min fortælling om den danske samtidskunst ville være en ganske anden version end den Kjær Themsen skruer sammen i sit store og appetitlige oversigtsværk om den danske samtidskunst i det nye årtusinde. Just saying, der kunne være skrevet helt parallelle fortællinger om denne periode med et noget andet resultat af én, der på papiret matcher profilen.

Private eller intime berøringer

Der er nogle sammenfald med Michael Jeppesens udgivelse fra 2013 Best of – 67 x kunst, hvor kunstneriske intentioner og mere normative analyser af kunstens funktion i sin samtid er trukket i baggrunden for en mere individ- og følelsesbaseret sondring mellem, hvad der er vigtigt og ikke-vigtigt.

Hos Jeppesen var det en ‘mavefornemmelse’, hos Kjær Themsen er det en ‘berøring’. Og hvis man ‘forstår’ den følelse, så er der måske samklang med forfatterens udvalg. Hvis ikke, bliver det en spøjs søgen, man ikke får synderligt mange faglige redskaber til at kunne navigere i.

Denne privatiserede betydning af kunsten udtaler et tavst fællesskab, man enten er uden- eller indenfor, samtidig med at vi som dansk offentlighed heller ikke udvikler et kritisk og transparent sprog i og omkring kunsten og dens praksisser anno 2020.
Til gengæld kan man være rimelig sikker på, at man inkluderes i Kjær Themsens notesbog, hvis man undersøger postmodernitetens komplekse identitet, krop og seksualitet. Det har måske ikke været tydeligt for forfatteren og fagkonsulenterne (Sidsel Kjærulff Rasmussen og Charlotte Sprogøe), men set udefra synes udvalget temmelig sexdrevet.

Marked, karriere og position som blik

Der er dog en anden faktor, der også træder ind som afgørende og selektiv faktor i Berørt: kunstmarkedet.

Man kan med andre ord være ret sikker på at langt de fleste inkluderede kunstnere allerede har vist deres økonomiske potentiale og er indoptaget i kunstens økonomiske struktur, messerne, biennalerne og det institutionelle fællesskab. Dermed udvides fortællingen ikke det store med Berørt. Den forklares.

Dog møder vi mere snævre indslag fra Maria Kjær Themsens eget kuratoriske portfolium, hvilket betyder at vi starter på Karriere Bar (hvor hun stod bag barens avis) og får indgående (og værdifuld) indsigt i tekst-, papirværker og kunstnerbøger, som har været et markant bidrag i 10’erne fra hendes hånd, og vi svinger forbi Kumu Art Museum, Tallinn, hvor hun stod bag en survey-udstilling om dansk samtidskunst i 2012.

Derudover præger fagkonsulent Charlotte Sprogøes rolle i udgivelsen tilsyneladende også billedet med en bemærkelsesværdig vægt af værker fra udstillingsstedet Tranen i Gentofte samt triennalen Skulptur Odense, som hun har stået bag.

Det er måske et reelt og symptomatisk billede på self-branding, hvordan karrierer forgrener sig, performes og plejes på en lille kunstscene som den danske, og hvilke institutioner, der sætter dagsordenen for hvem. Jeg vil dog påstå, at Københavns-/Sjællands-fokuset, hvor særligt Tranen, TOVES og Ringsted Galleri synes at huse nybrudene, kunne have fået lidt mere givtig modstand med en mere vest-baseret fagkonsulent.

Godt formidlingsværk

Berørt er, det til trods, et godt formidlingsværk med fine, perspektiverende værklæsninger, som ofte fører os ind i et erkendelsesmæssigt rum, hvor mennesket og dets afgrænsning mod hinanden og omverdenen opløses og sættes på spidsen. Det er faktisk en postmoderne tilstand om kategoriernes opløsning, der toner frem rigtig mange steder i bogens tænkning og referencer, som her om performancekunstens markante indtog i de sidste 20 år på kunstscenen:

I de sidste 20 år er vi alle som tidligere nævnt blevet performere i vores liv, og vores handlinger og måde at brande os selv på har flere grundlæggende træk til fælles med performance. Måske er dette resonans-rum – mellem performancekunsten, de sociale medier og subjektets konstante selviscenesættelse – en af grundene til, at performance aktuelt er en af de mest populære og hypede kunstformer?

Det Kjær Themsen særligt mestrer, er at sætte den teoretiske scene med få klare indspark (om skulpturens tilstand, fx), for så siden at introducere en række værker, der typisk gentager, ny-forvalter eller gør op med tendenser eller et markant greb fra historien.
Referencerne er mange og godt formidlet, og man sidder sjældent forladt i værkerne. Teksten operere desværre tit i omtalens lidt overfladiske facon, hvor det synes vigtigere at nævne, hvem der var med, frem for hvad der så skete.

I konflikt med genre-betegnelserne

Det samtidskunstbegreb, som Rune Gade og Camilla Jalving definerede i deres fællesudgivelse, NY-BRUD. Dansk kunst i 1990’erne fra 2006 (internationaliseret, tværmedielt, performativt, installatorisk, politisk, aktionsbåret og stedsspecifikt) bliver yderst trofast udvidet af Kjær Themsen.

Og måske skulle Berørt ligesom NY-BRUD have inddelt sit materiale tematisk. Især når udgivelsen har valgt at anlægge et udstillings- og værk-fokus. For hvis der er noget, der synes en smule bedaget ved denne udgivelse, så er det den medie-inddelte indholds-struktur.
Det ville også være mere i tråd med samtidskunstens hybride værkformater, som må siges at være et temmelig markant resultat af især 10’erne, hvor alliancer af både kunstnerisk, teknologisk, videnskabelig og kommerciel art tegner nye tværgående baner og vilkår for kunsten.

Medie-specificiteten skubber også hurtigt forfatteren ind i uklare sondringer, da hun allerede i andet kapitel (Installation. Fra oplevelsesøkonomi til posthumanisme) føler sig nødsaget til at revidere sit installations-begreb og spørger om Jens Haanings våbenproduktion (Portalen, Hundige 1995) Simone Aaberg Kærns grænseoverflyvende og mellemmenneskelige aktion Smiling in A Warzone (2006), den socio-kulturelle platform OSLO/OSLOO (1999/2010) af FOS egentlig er installationskunst? Måske er de både interventioner i det offentlige rum og installationskunst? spørger hun.

Ja, måske skulle man aflægge sig en metode, der ikke synes at producere klarhed og fokusere på værket og dets primære intention. Ingen af disse tre værker ønsker at undersøge fænomenologiske situationer, men vil re-modellere samfundsmæssige konstruktioner. Oder?

Fra genre til post-produktion

Alle medie-kapitlerne fører os lidt groft skåret fra mediets etablering og principielle tænkning, gennem diverse opgør (fx. digitalisering eller beskuerformer) til dets udvidelse som rum, eller som en post-genre, hvor det nu er andre/andet end kunstneren, der realiserer værket, som når Karl Troels Sandegårds selvportrætter er baseret på dryppende, salte kropsvæsker. Således formuleres det i kapitlet om maleri med undertitlen Fra olie på lærred til gulerodstryk og mugmaleri:

“Maleriet er i de forgangne 20 år blevet både installatorisk, rumligt og performativt, og på den måde har det både udviklet og afviklet flere af sine mest karakteristiske formelle kendetegn,” skriver Maria Kjær Themsen.

Men dette kapitel er også fortællingen om et kunstnerisk medie, der var fyldt med tung historik og (køns- og materiale-) hierarkier, men som i dag, på den anden side af nogle uundgåelige opgør, igen står som et mulighedsrum, der kan noget særligt i et sanseligt møde med sin modtager. Virkelig fin og inspirerende indføring af Kjær Themsen.

10’ernes kunstformer

Til forskel fra de klassiske medier som maleri og skulptur, så må performance være den kunstart, der om nogen har omfavnet 10’ernes dagsordener og beskuer, og det er også fortællingen hér. Afsnittet berører værker af knap 35 kunstnere, hvor det burleske, kønnede re-enactments, vold, rollespil, beskuerinddragelse, post-kolonialisme, mad, auto-erotik, posthumanisme og klubkultur danner grundlag for en fortælling om en performancekunst, der startede som et perifert indslag til ferniseringer og blev det mest markante kunstneriske felt i 10’erne herhjemme.

Det er skønt at se både etablerede kunstnere og drivende kræfter udfoldet og få et indblik i det produktive sammenrend, der foregår mellem dans, krop og teknologi, men jeg må indrømme, at det for mig er helt uforståeligt at Live Art Denmark (Ellen og Henrik Friis Vestergaard), der om nogen har internationaliseret og kvalificeret performancekunsten herhjemme og har stået bag en lang række performance-programmer og festivaler gennem 10’erne (Samtalekøkkenet, Live Art for Børn, Hit-Paraden) ikke engang er nævnt som faktor.

Et andet kunstnerisk medie, der virkelig har etableret sig på den danske scene i dette årtusinde, er lyd, og her får vi eksemplarisk trukket de dybere linjer til klang- og fluxus-kunsten fra 60’erne og vores eksistentielle relation til lyden som materiale. Man kunne, ligesom mange andre steder i bogen, have inkluderet andre og færre/flere, men om ikke andet, så er udvalget mangfoldigt og diverst.

Dette gælder også kapitlet om Mediekunst, der gaber over et enormt felt i vild udvikling de seneste 20 år. Forfatteren tager os i højt tempo fra fotografiet og det analoges møde med det digitale, gennem videokunsten, ind i samfundets medierede fællesskaber og konkrete magtforhold, ind i digitaliseringens krop og sansning, for at ende i big data, sci-fi, genopstandelse i VR og digital porno-hacking. Klask.

I berøring med offentligheden

I bogens sidste kapitel rykker vi meget passende uden for de institutionelle rammer, når det drejer sig om kunsten i det offentlige rum. Spørgsmålet om offentlighed må siges at være yderst aktuelt og konfliktfyldt, men det er ikke her – i det tematiske og potentielt polemiske – fokusset ligger for Kjær Themsen, ej heller på de sociale praksissers forandrings-modeller for sameksistens.

Dette afsnit fortsætter et institutions-nært blik, hvor det værkbegreb, der præsenteres, typisk er på visit i eller kommenterer på virkeligheden fra en institutionel (ufarlig) position, frem for at gå ind i de præmisser og praksisser, der gælder dette rum.

Vi omtaler altså hellere store initiativer som Vores Kunst eller Sculpture by The Sea (som måske kunne have været i skulptur-kapitlet?) end den kunstneriske dagsorden, der netop gjorde op med en offentlig kunst, der ikke udviklede sin praksis med afsæt i konteksten og den offentlighed, den opererede i. Der er nogle få antrit til den historie, men den fortoner sig i institutionelle ambitioner, snarere end kunstneriske bud på en ny offentlighed.

En kunst i dialog med tiden

Bogens overordnede fortælling om kunstens forhold til samtiden er meget fin og rammende. For dem, der måske står i periferien af kunstscenen, bliver det i hvert fald understreget, at kunsten er et arbejde, en karriere, der hele tiden står i et dialogisk, kritisk, analytisk forhold til eksistentielle og samfundsmæssige forhold i tiden.

9/11, Danmarks rolle i Afghanistan, globalisering, overvågning, reality-tv, finanskrise, sociale mediers indtog og magt, data-håndtering, wellness, klimakrise, #MeToo og Black Lives Matter spiller alle formaterende roller i kunstens udvikling. Og den dialog får Kjær Themsen på glimrende vis understreget.