Beton i landskabet
EGNSBETON-2014 er Vejen Kunstmuseums bidrag til Trekantområdets Festuge. Fire billedhuggere har tilført egnen fire skræddersyede skulpturelle værker – i beton.
EGNSBETON-2014 er Vejen Kunstmuseums bidrag til Trekantområdets Festuge. Fire billedhuggere har tilført egnen fire skræddersyede skulpturelle værker – i beton.
De fire kunstnere besøgte i april landskabet omkring den kommende nationale vandresti langs Kongeåen – nærmere bestemt strækningen syd for Tobøl – i den vestligste ende af Vejen Kommune. Fjernt fra trafikken går travestien ad markveje, over enge og på tværs af vandløb tæt forbi en samling gravhøje. Hvor Skelhøj står særligt monumentalt.
I tilknytning til den skulpturelle gravhøj fandt billedhuggerne, i samråd med Vejen Kommunes biolog Inge Lise Møller Jensen og de lokale lodsejere, hver deres særlige sted til opsætning af værkerne.
Genforeningshøjen
I samråd med Inge Lise Møller Jensen og aktive medspillere i Foldingbro bidrager Karin Lorentzen med et slags ”lounge-miljø” i terrasser, der er sat neden for den vestlige side af genforeningshøjen. Siddeskulpturens lag er bygget op af bugtende betonskaller, der vokser ud af højen. I det øverste lag bliver de til en fritstående udkigspost med et fint vue ud over Kongeåen.
I et krat mellem to marker
Et sted mellem Foldingbro og Tobøl i den yderste kant af Vejen Kommune, hvor stien siden kommer til at fortsætte ind i Esbjerg Kommune, skal Kongeåstien på sigt føres fra en mark til en anden ad en lille skrænt og over en bæk. Sophus Ejler Jepsen har bygget en ”skræddersyet” trappe af beton mellem de vildtvoksende tjørne, hyld og pil. Den bliver en slags ”brugskunst”, for man er nødt til at passere den for at kunne fortsætte sin vandring.
Tingstedet ved Skelhøj
Ved parkeringen nord for Kongeåen ved Ribevej 66 går en markvej mod vest. Få hundrede meter nede ad vejen er Eva Steen Christensens lave ellipseformede betonbænk stillet op. Dette ”tingsted” ligger i dialog med et egetræ for enden af et fredet dige ved resterne af en engvandingskanal. Med en reference til den rolle, som sol, måne og stjerner har spillet ved anlæggelse af de gamle gravhøje, lader hun månens faser aftegne sig i relief i bænkens siddeflade.
Skulpturelle trædesten
På markvejen videre mod vest møder man en bugtning på Kongeåen, og stien drejer op gennem en alléagtig lund. Her er ofte sumpet, men i stedet for at lægge gangplanker har billedhugger Morten Modin påtaget sig at levere en anden løsning – en serie betonskulpturer, der kommer til at fungere som trædesten. I støbeformene har han i fugtig gips eksperimenteret med mange forskellige typer overflader fra kaos til orden. De større skulpturer suppleres med små stykker brænde; afstøbninger af træstykker, der bliver lagt tilbage i naturen, men nu i indfarvet beton.
En ny unik national vandrerute
Bag den nationale vandresti langs Kongeåen står en gruppe frivillige med afsæt i lokalråd og engagerede enkeltpersoner.
Ad trampestier over privat jord kommer man på sigt til at kunne følge Kongeåen fra den ene ende af Vejen Kommune til den anden. Målet er at byde på traveture i en kombination af motion og naturoplevelser. På strækningen mellem Foldingbro og området syd for Tobøl tilfører de fire skulpturer nu vandreturen ekstra dimensioner.
Fakta
Egnsbeton 2014 - skulpturer ved Kongeåen
29 aug 2014
Morten Modin, Eva Steen Christensen, Sophus Ejler Jepsen, Karin Lorentzen
Vejen Kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Vejen Kunstmuseum blev opført i 1924 i aksen til Troldespringvandet, der blev indviet sommeren 1923. Springvandet blev opført i beton. På stedet modellerede billedhugger Niels Hansen Jacobsen fire tudser og otte hunde-drager direkte i fugtig beton. Materialet brugte han flere gange, og det forfølges i Egnsbeton – betonskulpturer skabt til en bestemt egn.
Fra museets side er det et udtalt ønske, at skulpturprojektet skal vokse uden for museets vægge og indtage lokalområdet, som museet er en del af. Ud, hvor folk færdes – og hvor de slet ikke forventer at møde kunsten – i undseelige placeringer som brønddæksler på en mark eller muteringer af kantbelægninger ved et fortov eller afsats.
Egnsbeton-2014 muliggøres med økonomisk støtte fra K. Hansen Transport Vejen, Brørup Landboforenings Fond, Nordea Fonden og fra Trekantområdet.