Sophus Ejler Jepsen. Foto: Pernille Johansson

Sophus Ejler Jepsen

Sophus Ejler Jepsen er som kunstner og formidler optaget af mødet mellem kunst og videnskab. Hans værker har en nysgerrighed overfor bl.a. matematikkens mønstre og digital grafik, og han arbejder med både papirsløjd, keramik, 3D-print og store betonskulpturer.

Sophus Ejler Jepsen. Foto: Pernille Johansson
Kunstner

Om
Sophus Ejler Jepsen er født i Aarhus i 1971. Han bor og arbejder i Askov. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København i 2005. Sophus Ejler Jepsen har modtaget en række kunst- og hæderslegater bl.a. fra Statens Kunstfond i 2012 og Valdemar Petersen og Hustru Esther Moesmann Petersens Legat i 2016.

Primær medier
Skulptur og keramik


Sophus Ejler Jepsen er som kunstner og formidler optaget af mødet mellem kunst og videnskab. Hans værker har en nysgerrighed overfor bl.a. matematikkens mønstre og digital grafik, og han arbejder med både papirsløjd, keramik, 3D-print og store betonskulpturer.

I sommeren 2014 begyndte Sophus Ejler Jepsen at arbejde med ‘botaniseret beton’, og til Vejen Kunstmuseums projekt Egnsbeton modellerede han en trappe i Kongeå-landskabet. Den botaniserede trappe tog en organisk form omkring stedet og bevarede de selvgroede tjørne, hyldebuske og piletræer. Sophus Ejler Jepsen opfører nu en en vandrende betontrappe, der skal sno sig fra vuggestuens til børnehavens legeplads ved Lisbjerg Skolen i Aarhus Nord.

Sophus Ejler Jepsen mødte for første gang keramikken i Kunstakademiets værksted hos Karen Harsbo, og i 2003 fandt han hos Den Kgl. Porcelainsfabrik sin egen indgang til porcelænet. I de senere år er Sophus Ejler Jepsen gået fra traditionelle glasurer til naturundersøgelser, hvor hjembragte ler- og stenprøver pulveriseres, blandes op med vand og males på forglødet porcelæn. Senest har Statens Kunstfond erhvervet tre af hans vitriner kaldet Nyt Nordisk Porcelæn.