Billeder af uskyld og død

Perler på bunden af havet
Dybt begravet under Den Sorte Diamant, på Det Nationale Fotomuseum vises for tiden en perle af en udstilling: Fotografier Sally Mann. Her udstilles en lang række af den amerikanske fotokunstner Sally Manns værker. Fra gennembrudsserien Immediate Family (1992) til serien What Remains (2003). Billeder, der vakte forargelse, ikke mindst iblandt konservative amerikanere. I Immediate Family var det Manns portrætter af sine nøgne børn, som skabte opstandelse. I What Remains, er det en serie af delvist komposterede lig fra et testområde ved et universitetshospital i Tennesee, der har vagt røre.

Glem polemikken – drøm om den svundne barndom!
Hvis man lykkes med at se bort fra al den fokus på det kontroversielle, der omgærer serien Immediate Family, står man overfor intense, skarpe og smukke glimt af børnenes liv. Udklædte, nøgne, badende, poserende, legende, blødende eller bare helt opslugt af deres egen verden.

Den hudløse skildring af børneliv, hvor Sally Manns egne børn optræder i intime, men aldrig intimiderende, situationer, rummer i høj grad også en vemodig idealisering af den for altid svundne barndom. Som beskuer kan man kun drømme sig hen i denne barndom, der virker som af en anden verden. Ikke idyliseret, men intens og autentisk i en grad som virker næsten overjordisk.

Dyb kærlighed til syden
Sally Mann har boet hele sit liv i de amerikanske sydstater, og har en stor kærlighed til landskaberne, lyset og fortællingerne her. Serien Deep South er Manns rejse igennem og kærlighedserklæring til dette landskab.

Samtidig begiver hun sig ud på en anden rejse; en rejse tilbage i fotohistorien. Hvor Immediate Family oftest består af knivskarpe billeder optaget med storformat kamera, er Deep South og What Remains optaget med en over hundredehalvtreds år gammel teknik kaldet våd-kollodium proces. Her stryges en glasplade med en opløsning af cellulosenitrat, æter og alkohol. En besværlig proces, der, da den blev opfundet, var med til at gøre billederne markant skarpere. I hænderne på Sally Mann giver teknikken selvfølgelig et markant udtryk af gamle dage, men også en drømmende og næsten lysende intensitet.

Forgængeligheden materialiseret
Den mest grænseoverskridende serie er uden tvivl billederne af lig i forskellige stadier af kompostering. Ligene er udlagt for at forskere skal kunne undersøge processen blandt andet til gavn for retsmedicinere. Personerne har selv testementeret deres krop til videnskaben. Alligevel gibber det mærkbart i én når man konfronteres med disse forgængelige kroppe. Mann får på lidt makaber vis stillet det eksistentielle spørgsmål: Hvornår holder man op med at eksistere som andet end et minde?

Lysende dødsmasker
Brugen af ældre fototeknikker giver billederne en helt særlig tekstur. Dette er særligt fremtrædende i serien af nye portrætter af Manns børn Jessie, Virginia og Emmett, der nu alle er unge voksne. Billederne er eksponeret over tre til seks minutter, hvilket er med til at give et mærkelig stumt udtryk i ansigterne, som en art dødsmasker, men på samme tid har billederne et sært lysende skær over sig. Mann bruger desuden originale objektiver, der bærer præg af tidens tand, med skår og andre defekter. Hermed tematiserer hun selve billedets tilblivelsesproces og sammenhængen mellem skabelse og forgængelighed.

Sølle katalog
Desværre matcher kataloget ikke udstillingen. Det er kun blevet til en lille pamflet, og det er for sølle. En international topkunstner som Sally Mann kunne om nogen fortjene uddybende og perspektiverende tekster, og ikke mindst billedgengivelser i stort format. Man kunne få den tanke at der er en sammenhæng mellem den lave prioritering af et seriøst katalog og den ydmyge placering af Det Nationale Fotomuseum dybt i bugen af Den Sorte Diamant.