Billedet bag billedet

For som hun siger: ”Hvis et billede kun er smukt, kan jeg ikke holde ud at se på det. Harmonien er kun en foreløbig tilstand.” Hendes nye fotografier indfrier denne bestræbelse til fulde: De er på den ene side uhyre æstetiske, sådan som også Johannes Larsens fuglevrimlende malerier er det, og på den anden side søgende, eksistentielle og … foruroligende.  

Motiverne med disse ødelandskaber er nemlig båret af en tyst og lidt uhyggelig stemning. De stoflige og fintmærkende fotografier er næsten monokrome og lidt falmede i farven som gamle daguerreotypier, der har mistet konturerne parallelt med erindringen om hændelser engang, der ofte bliver tåget og utydelig, som årene går.

Fra kroen til museet
Serien Within the Landscape fra 2013 er taget ved Filsø nord for Esbjerg, hvor Johannes Larsen i begyndelsen af det 20. århundrede gik på jagt, og hvor han malede området med det rige fugleliv. Han overnattede altid på Henne Kirkeby Kro, som man sidste år udbyggede med et nyt hotel, der er udsmykket med disse skønne, stedsspecifikke og gådefulde fotografier af Astrid Kruse Jensen.

Udsmykningen, som i sagens natur kun er tilgængelig for kroens overnattende gæster, kan nu med enkelte vigtige undtagelser ses på Astrid Kruse Jensens udstilling på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor imidlertid også enkelte beslægtede fotografier fra serien Disappearing into the Past fra 2010 indgår.

Filsø forsvandt langsomt i løbet af det 20. århundrede, da man drænede den til landbrugsjord. Men i Johannes Larsens tid var denne kæmpestore sø der endnu, og her tog han på en slags tidlig residency, som når kunstnere i dag tager væk fra det hjemlige for at arbejde på afstand af familien. På hotellet har ejeren af Henne Kirkeby Kro også ophængt træsnit af Johannes Larsen fra sin egen samling. De går nu i dialog med Astrid Kruse Jensens fotografier.

Et månelandskab med klitter og marehalm
I dag, hvor søen er ført tilbage til det oprindelige, er også det meget rige fugleliv vendt tilbage. Astrid Kruse har derfor kunnet gå Johannes Larsen i bedene 100 år efter og har skabt sine fotografier i hans ånd.
Imidlertid er hun mindre interesseret i fuglelivet, end den gamle maler var det, og mere optaget af selve det fascinerende område, som med sine høje siv og en slags karakteristisk månelandskab med klitter og marehalm fungerer som en slags surreel kulisse om ”begivenhederne”.

Ofte optræder der en rygvendt kvinde som en slags repoussoir-figur. En sådan forgrundsfigur skubber ligesom resten af billedet i baggrunden og skaber dybde, men hos Astrid Kruse Jensen er kvinden, som hyppigt har opsat hår og er klædt i en lang, gammeldags kjole, også en betragter, som leder os ind i billedet og forbinder fotografiets virtuelle plan med udstillingsrummets virkelige. Kvinden skuer ind i landskabet og synes draget af det – længselsfuld og drømmende, men også søgende og afventende – som den lille havfrue, der skuer efter sin elskede prins inde på land.

Polaroidbilleder under kemisk angreb
Hvor de piktotorialistiske fotografer omkring forrige århundredeskifte opererede med soft-fokus virkemidler under fremkaldelsen i mørkekameraet for at opnå en malerisk virkning i pagt med især impressionismen, er Astrid Kruse Jensen gået anderledes til værks for at opnå en tilsvarende stoflighed: Hun har skiftet det analoge kamera ud med polaroidkameraet og har sat himmel og jord i bevægelse for at opkøbe gamle og for længst overskredne polaroid-film, der udgik fra markedet i 2008, for derved at få en uforudsigelig gave forærende: kemien.

Polaroidfotografiet er ellers kendt for at give et sandfærdigt – og unikt – indtryk af virkelighedens moment, men i Astrid Kruse Jensens håndtering opstår der nye og – også for hende selv – ukendte, maleriske virkninger, der ”forstyrrer” motivet og undertiden lægger et motiv oven i et andet motiv via et ikonoklastisk, kemisk ”angreb”. Fotografiet mister dermed sin renhed og sin autoritet som sandhedsvidne.

Undertiden tager den kemiske hinde helt over og farver motiverne hysterisk gule eller næsten helt monokrome, blå-grønne, som var de nedsænket i vand. Hermed sår Astrid Kruse Jensen tvivl om fotografiets virkelighedsrepræsentation, og siger, at det, vi tror, vi ser, ikke nødvendigvis er det, vi ser.

Konceptkunstner og virkelighedjunkie
Siden sin debut som fotograf har Astrid Kruse Jensen (f. 1975), der er uddannet i Holland og England, opereret med disse destabiliseringer, især i sine mange serier med natoptagelser, hvor motivet sitrer faretruende på knivsæggen mellem væren og intet – ofte med erindringen som en slags billedgenererende omdrejningspunkt.

Hun er en old school fotograf, der ellers altid arbejder med analogt fotografi, men som hun altså nu har erstattet med disse gamle polaroidfilm, som hun eksponerer sine optagelser på. Men i stedet for at forfølge virkeligheden, som de fleste fotografer gør for at fange det unikke moment, får hun idéer til situationer eller steder, som drager hende. Derefter tager hun ud i virkeligheden for at finde motivet. I den forstand er hun både konceptkunstner og virkelighedsjunkie, der får sit fix, når hun finder det rette site derude.

Within the Landscape er en mageløs smuk serie drømmebilleder, og ophængningen i de tre rum i Johannes Larsen Museet får det bedste frem i dem. Billederne bliver hængende på nethinden, længe efter at man har forladt Kerteminde. Her får Johannes Larsen et meget moderne modspil til sine med tiden lidt glansbilledagtige landskabsmalerier.