Billedhuse

I to år har Julie Boserup og Søren Lose finkæmmet Kort- og Billedsamlingen på Det Kgl. Bibliotek, hvor de har udvalgt fotografisk dokumentation af mere eller mindre ikoniske, kulturhistoriske bygningsværker. Heraf har de ‘bygget’ nogle helt nye konstruktioner i to og tre dimensioner. Med visuel fantasi leder de os gennem en række arkitektoniske ud- og indfoldninger i rummene og på væggene i Det Nationale Fotomuseum.

Så snart man træder ind i Det Kgl. Biblioteks underetage, forføres man af disse forunderlige, på én gang kendte og nye former, som indtager rummene som luftige trækonstruktioner i form af bygningsskeletter, kollager på væggene og hængeskulpturer i stof, der vipper på kanten mellem skitse, idé og form.

De to kunstnere har med udstillingen forsøgt at kortlægge arkitekturen som bunden kunstart og omgøre den til en fri og uafhængig billedkunstnerisk ytring. De har gen-italesat og om-bearbejdet et foreliggende fotografisk materiale og lavet kunstarter ud af det. Men mens Julie Boserup (f. 1976) fortrinsvis skaber todimensionale kollager af fotografier af nyere institutionsbyggerier i Danmark, er Søren Lose (f. 1972) især optaget af historicistiske tempelbygninger og gotiske katedraler, hvis ikke han giver den gas som både tømrer, billedkunstner og bygningskonstruktør.

Forrygende fotografisk materiale
Hvad er et hus, og hvilken betydning har arkitektur?, synes de to kunstnere at spørge i deres nye, undersøgende værker. For kort tid siden interviewede denne signatur maleren Asmund Havsteen-Mikkelsen, der som bekendt har gjort modernistisk og minimalistisk arkitektur til sit foretrukne motiv. Denne svarede følgende på spørgsmålet: ”Arkitektur er samfundsviljen udtrykt i glas, beton og stål.”

Imidlertid søger Søren Lose længere tilbage i tiden og griber fat i nogle af Kort- og Billedsamlingens 18 millioner billeder og har her fundet guld: sort-hvide billeder af den europæiske middelalders smukkeste huse, nemlig katedralerne eller domkirkerne, som de benævnes i vores protestantiske del af verden. Her anvendte man langt ædlere materialer, end man gør i dag, når man bygger kirker eller for den sags skyld huse og institutioner, nemlig sandsten, marmor, glasmosaikker og meget andet kostbart. Her satte man fulde sejl til for at give den kristne tro et arkitektonisk udtryk.

Disse bygningsværker er blandt de smukkeste nogensinde. Især de gotiske katedraler med deres himmelstræbende spidsbuer, elegante stræbepiller og ribbehvælv, og de mange udsmykninger såvel indvendigt som udvendigt er enestående. Denne righoldige ornamentik kommer så smukt til udtryk i Loses foto-relieffer. Når man oplever et af disse bygningsværker i virkeligheden, vælder lyset også ind gennem de polykrome glasmalerier og rosetter, hvilket selvsagt ikke kan komme med i en s/h-collage. Katedralernes gigantiske arkitektur sætter en langt større skala, en guddommelig skala, som får de små mennesker, der tager og tog ophold, til at syne små og ydmyge.

Lose fremstiller blandt andet katedralen i Milano og Kölner Dom i sine mangelagede collage-relieffer, som han vender på hovedet, måske for at få os til at se dem som stof og materialer og ikke som ikoniske bygninger. Sidstnævnte, opført i tysk højgotisk stil, er en af verdens største kirker. Det tog næsten et hundrede år at bygge Kölner Dom. Her sad jeg i øvrigt selv for nogle år siden til højmesse lige under Gerhard Richters nøgterne glasmosaikker, disse farvekvadrater, som spreder et skønt, polykromt lys i den ellers forholdsvis mørke katedral.

Lyseblå farveflader
Loses fotografiske relieffer hører til udstillingens mest udsøgte og originale værker. Julie Boserups værker er mere lavmælte, men æstetisk lige så raffinerede, idet hun bryder bygningerne op og skaber nogle semi-abstrakte billedrum, hvor de sort-hvide arkitekturfotografier møder nogle lyseblå farveflader, hvilket tilfører dem visuel poesi. Hun koncentrerer sig især om moderne gymnasiebyggerier, seminarier og sportshaller, typisk opført i mursten i 1960’erne og 70’erne. Her møder vi den kendte, danske arkitektoniske virkelighed, som man også kunne kalde leverpostejsvirkeligheden, hvor fantasien sjældent kommer til udtryk. Her er alt underordnet det stramme bud: funktionalitet.

Nutidens reduktionisme
Udstillingen får så tilsigtet eller utilsigtet den virkning, at man stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor vi i dag, hvor vi er rigere end nogensinde, fortrinsvis bygger så fantasiforladt? Hvorfor er vi omgivet af alle disse huse, som nasser på de smukke gamle bykerner, og som intet giver fra sig selv? Hertil kommer, at de ofte også er dårligt bygget. Hvor mange huse skal ikke renoveres, selv om de måske kun er tyve år gamle, mens gamle huse holder i århundreder?

En af forklaringerne er, at arbejdskraften før i tiden var billig, mens materialerne var det dyreste, når man byggede; i dag er det omvendt, hvilket ses i de manglende detaljer og i den helt fraværende udsmykning. Mange bygninger af glas og stål signalerer kulde og aggressivitet, og man holder ubevidst afstand til dem for ikke at skære sig på dem. Samtidens arkitektur er ofte fremmedgørende og uorganisk, men det værste er dog 60’er-modernismens repetitive, firkantede former, hvor alt gentages, uden at der er noget for øjet at græsse af. Denne værdinedbrydning folder udstillingen også ud, selv om de nok er mere interesserede i den formelle og billedskabende side af arkitekturen, end i at starte en debat om arkitektoniske værdier.

Mens de gotiske kirker vil stå for evigt, vil meget moderne institutionsbyggeri være jævnet med jorden efter 50-100 år. Boserup og Lose leger med det arkitektoniske sprog. De bygger billeder af huse og tager arkitekternes definition af arkitektur som bearbejdninger af rum, materialer og volumen, der skal facilitere mennesker, et skridt videre og viser, at alt er en konstruktion, og når man leger med konstruktioner og former, kan man måske udvikle et helt nyt formsprog.