Billedserie: Machine sans nom

Udstilling hos Bonamatic med Thomas Bang, INOX, Torgny Wilcke og Kristoffer Ørum belyser ideen om kunstobjektet som maskine.Udstillingen har taget navn efter et af Francis Picabias maskinmalerier, og er en invitation til at se værkerne som produktive maskiner, der
besidder en kapacitet til at udføre operationer, både enkeltvis og ved at blive monteret sammen til større enheder.

Fem generationer af kunstnere er repræsenteret med hver deres relation til det maskinelle omdrejningspunkt:

Thomas Bang har været aktiv siden 1960erne og -70erne, hvor han tog del i den formative periode af den amerikanske processuelle kunst og post-minimalisme. Hans værker visualiserede fra starten flows, diagrammer og transportbåndagtige forbindelser. Senere i de rumlige arbejder, med en udpræget brug af industrielle materialer, og ofte koblet med håndværksmæssige arbejdsprincipper. De nyere værker på udstillingen indeholder fysiske interventioner såsom fragmenteringer og penetrationer, med reference til tilstande af udsathed og billedets opløsning.

INOX er en udstillingsplatform for ung international samtidskunst, der drives og kurateres af Benedikte Bjerre og Asta Lynge. INOX’ udstillinger finder sted i bofællesskabets køleskab, side om side med dagligvarer som afstemmes til hver udstilling. Via hjemmeside træffes aftale om udstillingsbesøg i deres lejlighed, hvor køleskabet normalt står placeret. I denne anledning er den hverdagslige “udstillingsmaskine” som INOX udgør, flyttet til Bonamatic, med en udstilling af den svensk-danske kunst- og kuratorgruppe Coyote.

Torgny Wilcke arbejder med rå, ydmyge og associationsfattige materialer, som han bruger til at dekonstruere eller rekonfigurere maleri-mediet i elementer som flade, farve, ramme, form og fysikalitet. De adskilte dele præsenteres som en slags funktionelle samlesæt, der eksempelvis kan antage lampe- eller møbellignende former, altid i klar relation til det omgivende rum. Til udstillingen har Torgny Wilcke lavet et nyt arbejde, der indskriver sig i rummet som et abstrakt omdrejningshjul eller en gigantisk lysekrone.

Kristoffer Ørums værker ligger i en konstant undersøgende og udvekslende omgang med de analoge og digitale rum, som vi fysisk og mentalt bevæger os rundt i til daglig. Det maskinelle som produktions og displayformat har været et gennemgående spor i Ørums arbejder.
Coffee Lake er en videoinstallation, der kombinerer computerskabt video med animeret tekst. Installationen deler navn med en udbredt serie computerchips, der også er brugt til at skabe videoerne i installationen. Coffee Lakes fragmenterede fortælling finder sted i gråzonen mellem computersimuleret 3D grafik og menneskeligt forestillingsrum. En zone hvor fænomener som computerskærme, søer af kaffe, simuleret ild og kollektive maskiner påvirker vores forestillinger om – og forventninger til – den fysiske verden.

Kilde: Bonamatic