Udstillingen, som har taget navn efter et af Francis Picabias maskinmalerier, belyser ideen om kunstobjektet som maskine. Den er en invitation til at se værkerne som produktive maskiner, der besidder en kapacitet til at udføre operationer, både enkeltvis og ved at blive monteret sammen til større enheder. Værkerne fungerer som produktioner af effekter fremfor som repræsentationer i konventionel forstand. Udstillingen er således ikke så meget en scene for udtryk, men snarere et operationelt felt med stikord som energi, hastighed og transformation. Fem generationer af kunstnere er repræsenteret med hver deres relation til det maskinelle omdrejningspunkt:
Thomas Bang har været aktiv siden 1960erne og -70erne, hvor han tog del i den formative periode af den amerikanske processuelle kunst og post-minimalisme. Hans værker visualiserer flows, diagrammer og transportbåndagtige forbindelser med udpræget brug af industrielle materialer ofte koblet med håndværksmæssige arbejdsprincipper. Værkerne til udstillingen indeholder fysiske interventioner såsom fragmenteringer og penetrationer med reference til tilstande af udsathed og billedets opløsning.
INOX er en udstillingsplatform for ung international samtidskunst, der drives og kurateres af Benedikte Bjerre og Asta Lynge. INOX' udstillinger finder sted i bofællesskabets køleskab, side om side med dagligvarer som afstemmes til hver udstilling. Via hjemmeside træffes aftale om udstillingsbesøg i deres lejlighed, hvor køleskabet normalt står placeret. I denne anledning er den hverdagslige "udstillingsmaskine" som INOX udgør flyttet til Bonamatic, komplet med varer og en intim gruppeudstilling kurateret af den svensk-danske kunst- og kuratorgruppe Coyote.
Torgny Wilcke arbejder med rå, ydmyge og associationsfattige materialer, som han bruger til at dekonstruere eller rekonfigurere maleri-mediet i elementer som flade, farve, ramme, form og fysikalitet. De adskilte dele præsenteres som en slags funktionelle samlesæt, der eksempelvis kan antage lampe- eller møbellignende former, altid i klar relation til det omgivende rum. Til udstillingen har Torgny Wilcke lavet et nyt arbejde, der indskriver sig i rummet som et abstrakt omdrejningshjul eller en gigantisk lysekrone.
Kristoffer Ørums værker kan antage mange former i en konstant undersøgelse og udveksling mellem de analoge og digitale rum, som vi fysisk og mentalt bevæger os rundt i til daglig. Det maskinelle som produktions og displayformat har været et gennemgående spor i Ørums arbejder. Coffee Lake er en videoinstallation der kombinerer computerskabt video med animeret tekst. Installationen deler navn med en udbredt serie computerchips, der også er brugt til at skabe videoerne i installationen. Coffee Lakes fragmenterede fortælling finder sted i gråzonen mellem computersimuleret 3D grafik og menneskeligt forestillingsrum. En zone hvor fænomener som computerskærme, søer af kaffe, simuleret ild og kollektive maskiner påvirker vores forestillinger om, og forventninger til den fysiske verden
Kilde:
Bonamatic
Bonamatic
