Billedstorm i den digitale metaforik

En aflang glasmontre er placeret på et skrivebord. Øverst på montren sidder et videokamera fastspændt og overvåger derfra indholdet. Indvendigt prydes montren af et laminatprint: et tastatur. En softwareapplikation med en blob detection-algoritme hjælper videokameraet med at omsætte de sorte pletters bevægelser til numeriske eller alfabetiske tegn. De sorte pletter er levende mus.

Kunstneren Anders Visti er aktuel med udstillingen Mørkenet, og i åbningstiden på Spanien 19C pibler musene ivrigt frem og tilbage over tastaturet. På delevæggen bag montren ses en projektion af musenes indtastninger. Mus, tastaur, skrivebord; elementerne er velkendte, men udlægningen af deres sammenhæng er Anders Vistis. Og bag Mørkenets rekonfiguration af den personlige computers ikoniske brugergrænseflade ligger en trang til at undersøge sammenhængen mellem menneske og teknologi og til at angribe det overfladiske i de metaforiske skærmrum.

”Det er i udgangspunktet en personlig computer, jeg har bygget, men i min variation har jeg taget den grafiske brugergrænseflades forenkling for pålydende”, forklarer Anders Visti, mens musene endnu gemmer sig i buret i hjørnet, og ledningerne snor sig i filtrede bundter et par dage inden åbningen af Mørkenet.

Gamle metaforer, nye teknologier
Fra lokalerne på Aarhus Havn redegør Anders Visti hjemmevant for Mørkenets idé, brugen af open source framework eller de grundlæggende strukturer i Dark Web-netværket, som værkets navn er hentet fra. Anekdoter om baggrunden for den personlige computers kopifunktionalitet afløser betragtninger om fladpandede brugergrænseflader i en ordstrøm, som undervejs runder ASCII-koder, bitmapping, spektogrammer og avatarens historik.

Det er det uforfalskede engagement og den umiddelbare, drengede glæde ved teknologien, der driver angrebet på de sammenhænge, vi oftest oplever den i. Mørkenet opstiller et rum, hvor denne sammenhæng, som ellers klæber til og farver vores opfattelse af teknologien, sættes ud af spil. Fra denne position kan de teknologiske objekters funktion spaltes fra den fortælling, de normalt indgår i.

”Det er den personlige computers succes, at det er lykkedes den at komme ind i privatsfæren. Vi har nu personalized computere overalt – i hjemmet, i tasken, i lommen – og det har kun kunne lade sig gøre, fordi brugergrænsefladerne umiddelbart virker genkendelige. Men mange af de billeder, vi har lært de digitale sfærer at kende igennem, er i virkeligheden ret misvisende. De er en slags associationsforfalskninger – men vi hænger fast i dem, fordi vi ikke har bedre billeder at erstatte dem med. Dét, der oprindeligt var en revolutionerende brugervenlighed, er muligvis endt som en afkobling.”

Et andet internet
Skrivebordsmetaforen, som fandt sin første og tydeligste form med Apples Macintosh fra 1984, stammer ifølge myten fra et besøg, som Steve Jobs aflagde hos Xerox Parc. Her fandt han byggestenene til det første grafiske styresystem.

Papirmetaforikken og kopifunktionaliteten var dog udtænkt med helt andre forhold for øje. Ledelsen hos kopifirmaet Xerox havde nemlig svært ved at forholde sig til de nye systemer, hvorfor de blev udformet efter kontorlandskabet.

”Det er interessant at tænke på det informationshierarki papirsimulationen foreslår: Når man betragter fildokumentet som et enkeltstående dokument – som papirark eksempelvis – så er dokumentets indhold ikke automatisk forbundet til noget andet end dokumentet selv. Det er eksempelvis grundlaget for Googles enorme succes, at de har formået at binde de enkeltstående html-dokumenters indhold og hyperlinks sammen i et søgbart indeks. Der er svimlende summer at hente i at knytte information sammen – og overfladenettets arkitekturer et blevet et resultat af at tænke på brugeren som en tegnebog.”

Arbitrære valg kan altså få enorm betydning og blive symbolske vedhæng, som ikke slipper deres tag i de digitale rum. Det vindende firmas narrativ bygger typisk på nogle metaforer, som er meget svære at skille sig af med.

Støj i data-selvet
Enhver bruger må forholde sig til de digitale rums symbolske bagage. Man kan acceptere vilkårene eller forsøge at distancere sig fra dem. Men et sted mellem den overbegejstrede teknofile og den paranoide teknofob findes måske et alternativ.

”Jeg fik den idé, at det ville være interessant at gøre min tilstedeværelse mere utydelig ved at placere klynger af støj på tilfældigt udvalgte steder. At jeg kunne tilføre støj til mit dataficerede selv. Hvad sker der, hvis dét, der aflæses, både er mig og støjen? Hvor meget støj skal der til, før jeg begynder at se virkelig mærkelige Google-ads i min browser?”

I Mørkenet uploades resultaterne af musenes ture hen over tastaturet derfor til Anders Vistis Google-drev. Musenes tekster lægges ind på drevet som selvstændige dokumenter. Her ligger de offentligt tilgængeligt og fremstår som små støjtransmissioner blandt Vistis øvrige personlige dokumenter.

”Idéen om, at man kan trække sig tilbage og distancere sig fra teknologi og overvågning, er ikke længere holdbar. Man skal være fuldstændig isoleret fra det øvrige samfund, hvis man ikke vil overvåges. Det er derfor langt mere interessant og konstruktivt at prøve at tage magt over den figur, man optræder som – at prøve at skrive sig selv frem sammen med teknolgierne og at være sløret, hvor det synes at være hensigtsmæssigt. Det kan være en begyndelse at tænke sig som magtfuld frem for afkoblet.”

Sammenflydende sfærer
Bag musenes montre skiller en delevæg Mørkenets to halvdele. På den anden side er tre laptops opstillet. På hver skærm bevæger kugler med forskellige størrelser og vægt sig ned gennem en forhindringsbane af platforme. Når kuglerne rammer de forskellige forhindringer eller hinanden, udløser de samples fra tre forskellige lydlige rum. Én laptop afspiller styresystemets lyde, en anden afspiller lydene fra et fysisk kontorlandskab og en tredje afspiller lyde fra kroppen – hjerteslag, vejrtrækning, crepitus og gastriske vendinger. Visti har optaget lydene under arbejdet med udstillingen, og bag væggen skaber de nu sammen en særegen, generativ komposition.

De tre lydsfærer tegner et landskab omkring arbejdet foran skærmen. I Mørkenets komposition er de uadskillelige, og der opstår paralleller, når lyden af et håndled, der knaser, minder om lyden af et dokument, der kasseres.

”Hvis man vil forstå den nutidige billeddannelse, er det nødvendigt at forstå den sammen med teknologien. Dette gælder også den enkeltes digitale figur; for at forstå hvilken tilstedeværelse man har på nettet, er man nødt til at forstå den sammen med teknologierne og algoritmerne”, fortæller Anders Visti.

Lydlandskabet bag væggen, musene i montren og Mørkenets øvrige enkeltdele opfordrer tilsammen til at forsøge at tage kontrol over de datanetværk, man nærved uundgåeligt er en del af. At gøre sig bevidst om de dynamikker, der er på spil i udformningen af de digitale miljøer og dermed om de potentialer, de stivnede narrativer er med til at lægge bånd på.