Bjørn Nørgaard på MøllerWitt

Farverig hofleverandør
I 1970 foretog billedkunstneren Bjørn Nørgaard den legendariske, rituelle ofring af hesten Røde Fane på en sneklædt mark i Nordsjælland. Denne handling var en kommentar til den storpolitiske scene, som den fremstod, da afslutningen af de glade tressere var en kendsgerning. Happeningen gav genlyd i hele det danske samfund. Bjørn Nørgaard blev fordømt af de brede masser og var sågar genstand for satire i TVs lørdagsunderholdning, hvor Buster Larsen bragte emnet på bane i en af sine berømte monologer, der som bekendt altid blev afsluttet med et indigneret ”lorteland!”.

Senere bliver Nørgaards politiske engagement dog, via diverse performances og happenings samt et utal af offentlige udsmykninger, mere rodfæstet i de traditionelle institutioner. Han bliver gennem årene en gennemgående person i de forskellige råd under Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han virker som professor i perioden 1985-94.

Det er således en etableret multikunstner, der i 1988 påbegynder det kolossalt omfattende arbejde med Dronningens gobeliner, der bliver vævet over en periode på 11 år og ophængt i Riddersalen på Christiansborg i 2000 i anledning af Majestætens 60-års fødselsdag. Dermed blev den hidtil kontroversielle kunstner kongelig hofleverandør.

Skulpturens rolle
På trods af de mange aktiviteter, som Bjørn Nørgaard har været impliceret i, har skulpturen igennem årene spillet en væsentlig rolle, selv om man må sige, at han samtidigt har bevæget sig ret frit de kunstneriske discipliner imellem.

På Galerie MøllerWitt i Århus markerer man i denne tid Bjørn Nørgaards netop overståede 60-års fødselsdag med en udstilling af nyere bronzeskulpturer. Disse skulpturer fremstår i forskellige patineringer som allegorier over en historie, der rækker langt bagud tidsproportionelt. Samtidigt rummer de noget højst nutidigt i kraft af deres indiskutabelt symbolladede udtryk. Nogle rummer bibelske referencer og andre blot bud på, hvad en helt ordinær samfundskarakter kan bestå af.

Den bibelske Job udgør et højst mærkværdigt individ i dennes argumentering med selveste Vorherre. Job fremstår notorisk påstående i denne komplicerede bronzeskulptur. Han gestikulerer stædigt med en ret overdimensioneret højre arm flagrende ud i luften. Samtidigt vokser der et utal af gevækster ud fra Job. Disse afstedkommer blot, at man har svært ved for alvor at tage ham alvorligt.

En anden figur danser tilsyneladende rundt iklædt et kropsmønster, hvis umiddelbare tarvelighed underbygges af noget, der kunne defineres som Mickey Mouse-ører og et erigeret gespenst mellem benene. Titlen Karl Smart taler, som skulpturens øvrige fremtoning, oplagt til beskuerens humoristiske sans.

Patinering
De forskellige skulpturer optræder med patineringer, der underbygger deres rolle. Et individ, der på den ene side insisterer på at være et menneske og på den anden en hane, er patineret i en rødlig finish, der også refererer direkte til titlen Little Red Rooster. Denne udgør samtidigt navnet på en gammel sang af blues-legenden Willie Dixon, som The Rolling Stones udødeliggjorde på et tidspunkt, hvor Bjørn Nørgaard var droppet ud af gymnasiet for at begynde på Den Eksperimenterende Kunstskole i København.

De to mytologiske figurer Orfeus og Eurydike optræder på udstillingen i mandshøje udgaver i et samlet koncept, der på hver side af døren ind til galleriets lille kontor, udgør et par imposante vagtposter.

Mondænt og umiskendeligt
Bjørn Nørgaard, udgør vel én af sin epokes væsentligste billedkunstnere og politiske samfundskritikere i forlængelse af sine utallige offentlige udsmykninger. Det er derfor nærliggende at spørge om han i sit skulpturelle udtryk nu blot fremstår som mondæn? I så fald indeholder denne eksklusivitet dog en kant, der peger mod det skæve og det utilrettede. På dén led er det umiskendeligt Bjørn Nørgaard, der udstiller på Galerie MøllerWitt.