‘Bla bla bla’ skåret ud i pap

I forsommeren 2008 kunne Søren Behncke alias Papfar ses i New Yorks skyline. Bevæbnet med gåpåmod bevægede han sig rundt i ikonernes by og kommenterede klichéfyldte objekter og steder.

H.C. Andersen
I den ikoniske Central Park, sidder den danske forfatter sammen med sin grimme ælling. Nedslået og træt efter eksponeringen i jubilæumsåret 2005, sidder han dér i bronze og trængte ifølge Søren Behncke "til at blive trukket op" af en landsmand. Med gammelt legetøj i baghovedet, placerede Papfar en nøgle på Hr. Andersens ryg.

Reaktioner
Søren Behncke vender ofte op og ned på autoriteter med referencer til børnekulturen. Med nøglen på H.C. Andersen gør han en af de største producenter af eventyr til et simpelt mekanisk produkt. I Papfars øjne var den bedste reaktion ikke blitzen fra de mange turister, men en gammel dame, som tullede rundt i parken omkring den to meter høje statue: "Hun så nøglen, kiggede lidt op og gik så bare videre. En fin og totalt underspillet reaktion!", siger han.

Kødben
Selv New York’ere, som er vant til lidt af hvert, drejede hovedet en ekstra gang, da Papfar senere bevægede sig gennem byen og prajede en taxa med en kæmpe, hvid knogle under armen. Destinationen var The New York Public Library ved 5th Avenue og 42nd Street.

Løve eller hund?
Knoglen blev placeret foran den ene af de to majestætiske marmorløver, der tålmodigt vogter indgangen til biblioteket. Papfar piller ved en 100 år gammel institution og et ikon ved at gøre den ophøjede marmorstatue til en godmodig vagthund med et velfortjent kødben.

Turen går til Paris
Nøglen røg i kufferten, kødbenet blev sendt med posten og lettere ramponeret og med en vis patina kom de begge hjem til vores yndige land. Turen gik nu til Paris: Et vejkryds i Vestjylland.

Hvilken slags by er Paris?
"Det er dén type by, vi alle er kørt igennem hundredevis af gange, men aldrig er stoppet op i. Du må køre 70 og alle drøner igennem med 110 km/timen. Bare det at stoppe op, var derfor på sin vis interessant: Hvad er der her?" Svaret kommer prompte fra Papfar selv: "Det der er, er netop dét, at der ingenting er! "

Hvorfor netop Paris?
"Navnet var en foræring, en ekstra dimension, som passer fint med ideen om pappet, som made in China, made in Italy og made i hele verden. I princippet er vi overalt på én gang, uden i virkeligheden at være nogen steder rigtigt. Samhandlen giver os oplevelsen af at være i kontakt med verden. Paris illustrerer, hvordan vi har vores ideer om, hvad tingene er og hvor de kommer fra, men hvor det viser sig, at være noget helt andet", forklarer Papfar.

Fra bil til blik
I Paris blev landsbyflosklen, "alle-der-bor-på-landet-har-bil-og-hund", sat i stævne. Med nøglen anbragt på taget af et lig af en bil, kommenteredes denne fordom komisk og satte det nødvendige og uundværlige transportmiddel symbolsk ud af sin funktion. Køretøjet som et teknologisk redskab gøres til et nytteløst stykke blik og underholdende artefakt.

Hund eller løve?
Kødbenet kom på klichéfyldt vis til sin ret i munden på en sort labrador, der dissekerede papknoglen på en grøn plæne. "Hunden var lige til Hollywood. Alt hvad jeg havde drømt om skulle lykkes, lykkedes med den hund", griner Papfar. Dermed tog labradoren teten fra løven, som ikke skænkede kødbenet et eneste værdigt blik.