Blackout – lys i en mørklægningstid

Med visse udstillinger er det oplagt først at skrive en anmeldelse, når udstillingen er ved at være forbi. Blackout med Simon Starlig og Superflex er en sådan udstilling.
Når dette er et godt tidspunkt, er det fordi, udstillingen er en proces, der udfoldes over tid.

Lysende modstandsånd
Udstillingens visuelle og konceptuelle omdrejningspunkt er en lampe som Poul Henningsen designede til Tivoli i mørklægningsperioden under Den anden verdenskrig.

Lampen forenede PH’s sans for lys med hans modstandsånd, i en lampe der hverken kaster lyset opad eller skaber en lyscirkel på jorden, men spreder et lys let som et stearinlys’ flamme.

Denne lampe er dog ikke at se i udstillingen. Det er derimod en stadig voksende række af kopier, der er åbentlyst inspireret af den historiske lampe, der ikke er produceret siden krigen.
Ved udstillingens åbning d. 30. Januar var de tre udstillingssale mørklagt, og kun en enkel kopi-prototype var at se.

Forvandlingsprocesser
En arbejdsbelysning var dog installeret i værkstedssektionen i søjlesalen. Her skulle metalplader udstandses, slibes og formes, lampen samles, bemales og ophænges i et af udstillingsrummene i hænderne på et frivilligt team af kyndige hænder.

Dette var den ene tilblivelses- eller forvandlingsproces, som udstillingen rummer, og mens stadig flere lamper indtog mørket i den store sal, fandt en anden tilblivelsesproces sted i den bagerste sal.

På en stor trykmaskine blev dag for dag udgivet en serie trykark, der fotografisk dokumenterede og visuelt undersøgte processen.

De mange ark, der udgjorde et klassisk ”tag-med” element til udstillingen, dannede også det materielle grundlag for en publikation, der ifølge pressemeddelelsen er lovet ved udstillingens slutning.

Denne publikation er også en kærkommen lejlighed til at publicere en række nyligt oversatte PH tekster på engelsk og peger dermed udover udstillingens begrænsede tid.

Fra mørklagt til lysskov
Mørket forlod aldrig udstillingen, for lampernes lysskær er begrænset, men de halvtomme sale blev hurtigt fulde først af en summende arbejdsaktivitet og siden af en smuk skov af lamper.

På det visuelle plan forblev udstillingen minimal og poetisk, men som handling og proces har den flere lag at byde på.

Kopiens modstandsånd
Hos Superflex har det at kopiere længe været tema i en række værker samlet under titlen Supercopy.
Her har de arbejdet med de ressourcer, der ligger i design og branding, som man kan trække på, blive inspireret af eller ligefrem misbruge og stjæle – alt efter hvor de moralske og juridiske grænser drages.

Kopiering er på mange måder en undergravende praksis, der hylder kreativiteten frem for ejerskabet. Og selvom kopien her snarere er en genfortolkning end en eksakt kopi er handlingen både symbolsk og helt konkret.
Den er både en hyldest til PHs kreative geni og samtidig en udfordring af den kulturelle magtposition han er tildelt i sin eftertid.

Det er sådanne undergravende processer, der udfordre magtpositioner og den symbolske orden, som Superflex’s praksis bygger på.

Processens eksperiment
Processer af meget forskellig art spiller en gennemgående rolle i Starlings arbejde, ofte af mere legende, poetisk, humoristisk og eksperimenterende karakter, men ikke uden kritisk kant.

Et eksempel er værket One Ton, ll fra 2005 – en serie af 5 håndlavede platin fotos af en sydafrikansk mine. Et ton var mængden af malm fra minen, der skulle til at skabe den lille mængde platin, som var nødvendig i de fem værker.
Processen er her uadskillelig fra værket – den er nærmest hyper-præsent.

Ligesom de nævnte fotos er kopi-lampernes og publikationens tilblivelse nærmest ophobet i den færdige publikation, der både handler om og er resultat af en proces.

Det sidste er naturligvis ret almindeligt (hvilken bog er ikke det!), men ved at ”udstille” processen er den også blevet åben for en uforudsigelig dimension, publikums tilstedeværelse.

Kunst her og nu
Her var ikke tale om en distanceret forestilling, men netop en situation åben for deltagelse, samtale etc.
Uden her at kunne redegøre for detaljerne i forløbet, hvilket kun medarbejderne på stedet kan, kan man pege på den kvalitet, som også performancekunsten rummer, nemlig at det sker konkret her og nu.

I stedet for at pege udover sig selv handler dette værk netop om det, der skete her i disse rum i Kunsthallen Brandts.