Blandede malerier på heden

Hede er den velvalgte titel på udstillingen i Kunstpakhuset, som samler de unge kunstnere Anna Odell, Linda Bjørnskov, Beinta av Reyni og Anna Fro Vodder.

Ikke alene ligger Ikast på den Jyske hede. Begrebet rummer desuden spændet fra betegnelsen af et helt unikt naturlandskab til tanken om hedebølger, der har en særlig fascinationskraft på os i det kolde nord.

Det er der kommet en udstilling ud af, som spænder tilsvarende vidt i både stilarter, virkemidler – og ja, kvalitet.  

Drømmeleg i levende landskaber
Beinta av Reynis mestrer eksempelvis virkelig at lade hedens vegetation blive medspiller i hendes drømmelandskaber, der alle har en central figur som bogstaveligt talt flettes ind i naturens levende kræfter.   

Værket Drømmen om heden forestiller en søvnigt udseende pige klædt i alt for stor herreskjorte, der leger med et par fine damesko. Hun står i hedelandskabet, og i sin højre hånd holder hun uopmærksomt en miniglobus.

Værket fungerer godt som en skildring af den søvnige halvbevidsthed, som en drøm udfolder sig i, og samtidigt fungerer heden fint som stemningsskabende baggrund. Den iscenesættes på en gang som et smukt drømmelandskab og et underligt ensomt sted for en lille pige at lege udklædningsleg.

Desuden virker de forskellige symboler fint som en del af legen, hvor de voksnes roller prøves af, mens verden eller fremtiden er placeret lidt usikkert i hænderne på det legende barn.

Farveorigier og afrikanske mønstre
Linda Bjørnskov gør det også godt. Hun rykker sine motiver og behandlingen af heden sydpå til Afrika. Hendes 2000, Makueni District, Kenya: On her own, only with Wangari Maathai in her thoughts er grov i penselstrøgene, næsten på grænsen til det barnlige.

Værket er fuld af farver og et spontant, barnligt billedsprog, der gør den centrale figurs store smil og kuglerunde øjne skæve og grove at se på.

To mindre figurer er indklistret i det mønstrede univers, der er kendtegnet for alle hendes værker. Der er i det hele taget gang i blikket, når man undersøger Bjørnskovs Afrika.

Blikfang og cliffhangers
Den naive pensel virker bevidst i sampil med udklip og motiver som den afrikanske hytte, der kommer til at stå helt ikonisk i sin enkelhed.

Universet af sammenstuvede skolebørn, markeder og vilde mønstre rummer stor fascinationskraft, og titlerne virker som cliffhangers, der giver mig lyst til at høre mere om, hvad der skete i Oromia Region, Ethiopia : After four years of crop failure, the worst year of drought came.

Indgang til mørke og lyng
Anna Odells arbejder giver derimod ikke så meget fra sig. Hendes Mørke og Lyng består af en gråsort farveflade med underliggende dynamiske penselstrøg, der skaber nogle geometriske former i det ellers monotone udtryk.

På denne anmelder virker det umiddelbart ikke som om, der er arbejdet nok med forbindelsen til mig som beskuer. For selvom lærredet er stort, forbliver indvirkningen lille.

Jeg leder efter en indgang, der falder mig umiddelbar, men ender med den relativt beskedne erkendelse, at titlen kan aflæses 1:1. Ja, det kunne godt minde om lyng i mørke.

Stjernebilleder og pigespejdertrick  
Anna Fro Vodder er den, der står svagest i udstillingen.
Hun repræsenterer endnu et stilskifte, idet hun blandt andet viser en række værker, der består af fint foldede papirstjerner i en dyb ramme, som tillader stjernerne at beholde deres 3 dimensioner. Af og til er et lille farvet stykke tråd bundet på stjernerne.

Det er meget enkle værker, der indrager en uskyldig barnlighed. De kommer dog til at virke lidt anonyme i deres hvide rammer på de hvide vægge.
Papirstjernerne har et sommerhuspræg og en genkendelighed, der måske nok er hyggelig, men som også kommer til at læne sig op af noget kønsløst, ufarligt og lidt kedeligt.

Samlet set byder Kunstpakhuset altså på fire meget forskellige oplevelser af blandet kvalitet.