Blytung flysuite letter med et poetisk drøn

Anselm Kiefer for fuld udblæsning med kæmpeinstallation i Copenhagen Contemporary. Den hangarlignende kæmpehal er en god setting for den tyske mesters fly og øde landskaber. Måske er det set før fra den samtidige mester, men oplevelsen er uafrystelig i sin symbolladede materialitets nærvær.

Anselm Kiefer (f. 1945) har egentlig en statur, som gør ham noget anderledes i forhold til Københavns havnekunsthals hippe og nutidsfokuserede rammer. Godt nok er han i høj grad nulevende og aktiv, men med adskillige årtiers berømmet virke siden 1960’erne bag sig og en horisont i de helt store tematikker og et krævende symbolsprog, er der langt til Papirøens streetfood og det samtidssmarte.

Kiefers værker er så store, både fysisk og tematisk, at det vil være fristende at kalde dem prætentiøse eller i hvert fald godt tunge. Vi lægger også i denne udstilling ud med en dedikation til den franske kultforfatter Louis-Ferdinand Céline (1894-1961), der med Rejsen til nattens ende (1932) skabte et mørkt hovedværk i europæisk litteratur om barbari og galskab. Céline levede i øvrigt en årrække i Danmark efter at være anklaget som kollaboratør med nazisterne under Anden Verdenskrig i Frankrig. Der er dog ikke nogen synlig reference til Célines Europa – Kiefer har sit eget symbolsprog, som han insisterende bruger og genbruger i sin karriere, og der gives ingen manual til forståelsen.

En blytung ørkenlanding
Udstillingen er en totalinstallation, der her for første gang har forladt kunstnerens atelier. I centrum står fire store flyskulpturer, næsten i naturlig størrelse og udført i gråt metal med forlæg i historiske militærfly fra det 20. århundredes krige.

På væggene omkring disse tunge krigsfossiler hænger fire kæmpebilleder, hvor et goldt ørkenagtigt landskab ligger udstrakt under en skyet himmel. Tableauet er således storladent: En øde verden, hvor tunge fly står efterladt og farveskalaen er begrænset til nuancer af gråt. Er det den vestlige verdens frembringelser, symboliseret ved krigsflyene, der er havareret og står tilbage efter apokalypsen i ørkenens urlandskab? Et landskab, der i øvrigt modelleret efter kunstnerens studier af Asiens Gobi-ørken.

Materialitet
Når man går rundt i dette store tableau, oplever man en insisterende materialitet som værkets basis. Flyene er sammenflikket af råt metal, bly og zink, der er grundigt patineret efter at have stået udendørs i årevis. Selvom formen klart siger militærfly, ophører genkendeligheden ved nærmere eftersyn. Der er ingen funktionelle detaljer, de er underligt bulede og langt fra nogen militær maskinæstetik. Dette stiller selvfølgelig det oprindelige militære formål og den bagvedliggende magt i et anløbent skær, men er også en oplevelse i tingene selv gennem kunstnerens insisterende fremstilling af dem.

Denne oplevelse forstærkes gennem de surreelle sammenstillinger af vidt forskellige ting: Metalflyene er påsat store, tørrede planter – ofte valmuer, der var et kendt symbol for de faldne soldater fra Første Verdenskrig. Her er symbolikken dog ikke entydig. Er de vildt groende natur, lagt som kondolerende minde eller noget helt andet? Også disse vækster viser sig at være anderledes konstruerede, da flere af dem er syet sammen af stof og metal og altså endnu mere uudgrundelige.

De store bøger
Ved siden af dette naturelement bærer flyene også et mere kulturelt Kiefer-motiv: Store bøger i samme tunge metal som flyene. Endnu mere kryptiske end blomsterne ligger de på vingerne med samme mangel på normalt brug som de tunge fly. De er ikke mulige at læse, og i det øde landskab forventer man heller ikke at støde på læsere. Man kunne tænke, at det er religionernes store bøger eller andre civilisationsbærende hovedværker, der her er landet med flyene som symboler på menneskets kultur i det store øde.

De førnævnte litterære referencer spiller sammen med bøgerne. Et af flyene har inskriptionen ”For Paul Celan” med reference til digteren, hvis værker kredser om mennesket i det 20. århundredes katastrofer og er en genkommende reference for Kiefer. Igen er Kiefer insisterende i at vende tilbage til de samme referencer uden at åbne dem for publikum. De bliver stående i en noget patosfyldt utilnærmelighed, som også let kan smelte sammen med en benovethed for den store mester Kiefer.

Maleri med alkymi
Malerierne på væggene er ikke mindre patosfyldte, men bestemt også manende. Kiefer mestrer at skabe værker, der både fungerer som en overbevisende gengivelse af de store landskaber og samtidig er alt andet end en gengivelse på den måde, de bare er stillet op som store plader med påfyldt materie.

På motivsiden viser de jordens formationer uden tegn på liv i et gråt landskab, der kan ses som både ørken, urverden eller en helt anden verden. På den gråhvide himmel over landskabet forstærkes det overnaturlige præg af former som spiraler og cirkler i sorte prikker. I et af billederne videreføres denne magi ved en ophængt vægt med alkymistiske substanser: Endnu en af Kiefers interesser for materialer og symboler.

En helhed, der letter
Samspillet med malerierne og flyskulpturerne er rigtig godt og skaber en helhed, der rammer beskueren med manende magt. Trods det tunge, noget indforstående og ganske genbrugende sprog, Kiefer taler med, letter udstillingen som en stor oplevelse.

Det skal også pointeres, at Copenhagen Contemporarys store haller, hvor to er slået sammen specifikt til denne udstilling, er en fin ramme for værkerne. Med sin beton og metal tager rummet sig nærmest ud som en hangar for flyene, uden at det bliver insisterende. Det er produktivt at se Kiefer i en så samtidig setting – og fint, at der gives plads til Kiefers tyngde.