Bonnie og Clyde i farver

Hallucinatorisk billedunivers
Ingen tvivl. Love Songs for Demons er en spændende udstilling. Man trækkes hurtigt ind i Aaron Johnsons farverige, hallucinatoriske billedunivers, og ophængningen af billederne giver rigelig plads til den bevægelse – tæt på og langt fra – som malerierne og tegningerne kræver.

Romantisk idyl
Maleriet Bonnie and Clyde ligner med sine glade farver og mønstre i første omgang en romantisk idyllisering af gangstermyten, men når man kommer tættere på brister idyllen. Figurerne opløses mod maleriets kanter, og ud af Clydes øjenhuler springer rovdyransigter. Malerierne er lavet i en særlig collageteknik, og når man når helt tæt på, viser det sig, at enkelte farveflader rummer små udklip. Og nye historier.

Malerierne minder om gamle fikserbilleder. Man ser først et motiv og derefter et andet, men ikke begge motiver på en gang.

Politiske fikserbilleder?
Aaron Johnson er ude i et politisk ærinde. De politiske og kritiske budskaber i billederne trækker på en amerikansk kontekst og specifikke amerikanske referencer, som er svære at afkode som dansk gallerigæst. Bonnie og Clyde-myten bruges som en kritisk kommentar til den stigende fascination af vold i nutidens Amerika – så langt er jeg med. Men den elefant – i You Shoont´a Said That – jeg i første omgang opfattede som den indiske elefantgud Ganesh, viser sig at være det republikanske partis maskot. Billedet af elefanten med det forvredne ansigt og volden og skyderierne i baggrunden bliver på den måde en partipolitisk kommentar. En reference, der aldrig ville gå en amerikaner forbi.

De direkte politiske budskaber er svære at oversætte, men trods det oplever man de stærke politiske undertoner. Aaron Johnsons billeder viser, at tingene ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Der ligger noget under. I den forstand er de samfundskritiske – specifikke politiske referencer eller ej.