Bunker hos Charlotte Fogh Contemporary

Konceptet for udstilling Bunker er enkelt – Charlotte Fogh Contemporary lader kunstnerne Rasmus Danø, Zven Balslev og Thorgej Steen Hansen bo og arbejde i galleriet i dagene op til udstillingens åbning for derved at lade kunstnernes fysiske tilstedeværelse og kunstneriske univers smitte af på gallerirummet. Dagene i galleriet skal fortættes til et overordnet samlet værk – Bunker.
Problemet er, at de tre kunstnere har medbragt en lang række tidligere værker fra deres respektive atelier. Det er færdige, afsluttede værker, skabt udenfor udstillingskonceptet og dette mix af gamle og nye værker får udstillingen til at bryde sammen i to uforenelige dele. Det skyldes, at den bærende præmis for udstillingen, følelsen af kunstnernes tilstedeværelse i gallerirummet, ikke er stærkt nok til at brænde igennem og gå i klinch med de udefrakommende værker.

Nærvær forvandlet til fravær
Udstillingskonceptet kunne have fyldt gallerirummet med en opsparet fortætning af kunstnerisk aktivitet og derigennem gjort de fysisk fraværende kunstnere nærværende. Der er også spor efter deres liv i galleriet – i baggalleriet ligger soveposer og i det store gallerirum er der er enkelte vægmalerier og installationer af paller samt en dj-pult med tilhørende lp-plader
Men disse spor, som kunne danne modvægt til de medbragte værker, virker som halvhjertede postulater og giver ikke en fornemmelse af kunstnernes levede liv i galleriet. Nærmest tværtimod – det hele er for ryddeligt og ordentligt, der er ingen sure sokker, tomme ølflasker, halvfyldte askebægere og ingen duft eller følelse af, at et andet menneske netop har forladt rummet.

Sejrsgudindens spæde pip
Der er dog ét værk, som formår at få udstillingens to dele til at nærme sig hinanden. Ifølge galleriets assistent opstod maleriet en sen og tydeligvis festlig aften under kunstnernes ophold i galleriet – en gummisko trådte på et hvidt lærred, skoens afsatte et aftryk, der ligner skofabrikantens Nike’s logo og efterfølgende har Thorgej Steen Hansen skrevet bogstaverne N-I-K-E med en stærk orange akrylfarve på lærredet. I Nike er kunstnernes liv i galleriet ikke formuleret som et postulat, men har afsat et håndgribeligt fodaftryk og Nike får derved styrke til at kile sig ind imellem de afsluttede medbragte værker.