Caspar David Friedrich spøger på Charlottenborg

Caspar David Friedrich kom aldrig til Sverige… Han blev i Danmark.
Sådan lyder den lange titel på Charlottenborgs sidste udstilling i år. Titlens historiske baggrund er Friedrichs biografiske forbindelser til Danmark og Sverige. Han boede i Pommern, som dengang hørte under Sverige og havde hele sit liv et ønske om at se det Sverige, som for ham stod som et romantisk drømmeland. Men han nåede aldrig længere end til Danmark, hvor han studerede på kunstakademiet mellem 1794-1798 – samme sted, som udstillingen nu befinder sig.

Svensk romantik
Første år efter åbningen af det ny Kunsthal Charlottenborg har alle udstillinger omhandlet identitet. Og nu er det kunsthallens nye direktør, og kurator på udstillingen, Bo Nilssons svenske identitet, der bliver taget op og koblet med romantik. Ifølge Bo Nilsson ses den direkte inspiration fra Friedrich nemlig oftere hos svenske kunstnere end hos danske, og det romantiske ståsted er langt mere nærværende i svensk kontekst.

De romantiske kunstnere i 1800-tallet beskrev ofte i deres kunst det skelsættende møde med noget større, som var både dragende og frygtindgydende – et møde med ‘det sublime’. Hos Friedrich kommer dette til udtryk i det lille menneskes møde med den store natur, og i dag bliver disse ideer så genoptaget af flere svenske samtidskunstnere.

Friedrich-hatten
Værkerne på udstillingen er alle af svenske kunstnere, men derudover er de utrolig forskellige. Fra Denise Grünsteins sensible og drømmende fotografier over Ola Billgrens tågede landskaber til Truls Melins næsten minimalistiske skulpturer. Gennem hele udstillingen kan man derfor ikke rigtig ryste fornemmelsen af en noget konstrueret sammenstilling af sig, og samtidig fulgte Friedrichs spøgelse denne anmelder overalt. De vidt forskellige værker skulle øjensynligt puttes ind under samme Friedrich-hat. Mange af værkerne ville i mine øjne vinde ved, at man læser dem i en helt anden retning end den friedrichske.

Ønsker kunstnerne så stram en læsning?
Ved den arrangerede artist talk udtalte Bo Nilsson, at udstillingen nærmest var opstået af sig selv, da han under adskillige atelierbesøg var stødt på en udtalt Friedrich-indflydelse hos forskellige kunstnere. Man undrer sig imidlertid over, hvorfor de enkelte kunstnere og udstillingen som helhed ønsker at binde sig selv så stramt op på ét kunstnerisk forbillede?

Friedrich har forladt Danmark
Den udspecificerede Friedrich-reference bliver slået fast fra starten via udstillingstitel, pressemeddelelse og katalog, men det kræver alligevel et vist kendskab til Friedrichs oeuvre at foretage en tolkning af værkerne ind i hans univers. For Friedrichs egne værker er ikke til stede i udstillingen. Det kunne ellers være interessant for de fleste, når man nu insisterer på Friedrich-konceptet, at man selv kunne være med til at finde referencer og forbindelser.

Ellers kunne det være interessant, hvis man ikke hele tiden skulle tænke: hvordan hænger dette værk sammen med Friedrich? Men i stedet kunne lade værkerne tale mere generelt om romantikken eller lade dem tale helt for sig selv.