Chefredaktøren: “Billedkunsten skal ud til alle”
kunsten.nu får ny hjemmeside med flere funktioner og magasinlook. Chefredaktør Jan Falk Borup gør status og fortæller om baggrunden for det hele: at synliggøre kunsten og inspirere andre til at se og forstå den.
kunsten.nu får ny hjemmeside med flere funktioner og magasinlook. Chefredaktør Jan Falk Borup gør status og fortæller om baggrunden for det hele: at synliggøre kunsten og inspirere andre til at se og forstå den.
KUNSTEN.NU får ny hjemmeside med flere funktioner og magasinlook. Chefredaktør Jan Falk Borup gør status og fortæller om baggrunden for det hele: at synliggøre kunsten og inspirere andre til at se og forstå den.
Art Guide med kalenderstof, journal med anmeldelser og baggrundsartikler, der maner til ro og fordybelse. Alt sammen i et nyt, indbydende layout, inspireret af internationale kulturtidsskrifter.
Du sidder foran endnu et kapitel i historien om kunstværket, der gik hen og blev KUNSTEN.NU – Danmarks største formidlingsplatform for kunst med fokus på kritik og debat.
Chefredaktøren og manden bag det hele, Jan Falk Borup, fortæller: ”I det nye design har vi beholdt det, vi er kendt for. At vi har mange billeder og er et visuelt medie. Det er vigtigt, at det første, man møder på hjemmesiden, er kunst.”
Udenfor Valby Bakke
Holdet bag KUNSTEN.NU har knoklet med at flytte billederne og de 5500 artikler og koble dem op på den nye hjemmeside. Men hvorfor alt det besvær netop nu?
Jan Falk Borup forklarer: ”Det har været et kæmpe arbejde. Men det gamle site var forældet. Og nu er vi som organisation stor nok til at præsentere flere typer indhold og mere målrettet formidling til vores to læsermålgrupper: kunstbranchen selv, som både bruger os som et medie og følger debatten og kritikken på sitet. Og publikum, som gerne vil vide noget mere om kunsten, hvordan man finder den. Og hvad er det egentlig, det handler om?”
At udbrede kendskabet til samtidskunsten har været Jan Falk Borups mission, siden han startede hjemmesiden AARHUS.NU som et kunstprojekt for 12 år siden. For at vise, at der også er en kunstscene udenfor Valby Bakke.
Kvalificeret kritik
På akademierne, først i London, så i Aarhus, havde Jan Falk Borup fokus på det digitale fotografi og internettet. Og jobbet i et londonsk internetfirma sikrede den entreprenante kunstner teknisk snilde til at gå i gang med AARHUS.NU som formidlingsplatform: ”Jeg nåede ikke engang at blive færdig på akademiet, før jeg kastede mig over det her projekt, hvor jeg satte mig for at formidle kunstscenen. Det bygger på en helt grundlæggende idé om, at samtidskunsten kun kan have den rolle, som den fortjener i et demokratisk samfund, hvis samfundet også føler, kunsten er vigtig, og kan forstå den. Selv om projektet er vokset til et mediehus, vil jeg ikke lægge skjul på, at inde i mig, er det stadig det, der driver mig.”
I samme ånd rapporterer KUNSTEN.NU fra hele landet – oftest som et af de eneste medier fra udstillinger udenfor København. Det gælder også de store og mellemstore museer, pointerer Jan Falk Borup: ”Vi gør meget ud af at videreformidle aktører, steder og kunstnere ude i provinsen. En vigtig del af vores virke er at give dem kvalificeret kritik, for det er med til at styrke den kunstneriske produktion. Og at sætte spotlight på kunsten, uanset hvor den er.”
Billedkunst som underholdning
At dagbladene nedprioriterer billedkunsten, mens lokalaviserne mest dækker den på nyhedsniveau, har kun givet albuerum og flere læsere til Jan Falk Borup og co.: ”KUNSTEN.NU er en kritisk formidlingsplatform, hvor kunstkritikken og debatten er en væsentlig del af den rolle, vi udfylder som medie. Helt fra start har vi kunnet mærke, at jo mere der er blevet skåret ned på kunstformidlingen i de større medier, jo mere en niche var der for os til at kunne overtage den rolle. Det er her, vi gør den helt store forskel”
Når det kommer til de medier, som kunsten får lov at optræde i, er Jan Falk Borup heller ikke imponeret: ”Tendensen helt ud i vores public service-medier er, at voldsomt lidt billedkunst bliver præsenteret som andet end blot oplevelsesøkonomi. Helt typisk, hvis du møder billedkunst i medierne, er det enten, fordi en kunstner har lavet noget, der journalistisk kan formidles som kontroversielt. Eller der er en quiz. Vi hører sjældent om, hvad kunsten er. Enten skal den presses ind nyhedsformidlingsrammen, eller også skal den over i underholdningsafdelingen.”
Brug kunsten
Ren underholdning gør KUNSTEN.NU sig ikke i, forsikrer Jan Falk Borup. Kunsten kan mere: ”Jeg har en stærk tro på, at kunsten er en del af os som mennesker på lige fod med at skulle tage metroen eller gå ned i supermarkedet. Kultur er en integreret del af et samfund. Så kan man bruge kunsten som oplevelse, gå ud og få noget adspredelse. Eller blive inspireret og få et pusterum. Men i mine øjne prøver kunsten altid at pege tilbage på samfundet, samle noget op og præsentere det på en anden måde end det, vi måske til hverdag går rundt og ser det som.”
Hvad er det så for et KUNSTEN.NU, Jan Falk Borup håber engang at kunne se tilbage på? ”Jeg bliver glad, hvis nogle kunstnere kan sige: Vi er blevet anerkendt i det her medie. Og det er noget, de kan bruge til at søge midler og dermed fastholde deres produktion. Og så håber jeg, at KUNSTEN.NU har været med til at inspirere en bred befolkningsgruppe til at bruge kunsten og måske komme over, at det ser svært ud eller virker ubegribeligt. Og bare kaste sig ud i det.”
Fakta
Blå Bog – KUNSTEN.NU 2004 - Jan Falk Borup starter AARHUS.NU som kunstprojekt. 2008 - AARHUS.NU bliver til det landsdækkende KUNSTEN.NU, med Ole Bak Jakobsen som redaktør for Vestdanmark, mens Matthias Hvass Borello bliver redaktør for Østdanmark. 2016 - KUNSTEN.NU har godt 37.000 læsere om måneden. 1,3 million sidevisninger om året og udgiver i gennemsnit 10 artikler om ugen. Producerer foruden webmagasin, en trykt udstillingskalender, der ligger på caféer og kunst- og kulturinstitutioner i hele landet, og de to kunstfestivaler Art Weekend Aarhus og Cph Art Week. Fungerer som bureau for kunstformidling og arrangementer, f.eks. præsentationer og talks med kunstnere, i samarbejde med kunstmesser og udstillingssteder.