Christina Hamre om Flow Life på Galleri Lene Bilgrav – en udstilling, du ikke kan opleve

I en række artikler giver vi indblik i nogle af de mange udstillinger, som på grund af Coronakrisen er helt eller delvist lukkede. Her fortæller Christina Hamre om sin udstilling Flow Life på Galleri Lene Bilgrav.
Kan du fortælle lidt om din udstilling, som vi på grund af coronakrisen ikke kan opleve?

“På udstillingen Flow Life viser jeg en lang række helt nye værker, der kredser om naturen og naturens konstante udvikling og evne til at regenerere.

’Those who flow as life flows, know they need no other force’, siger den kinesiske filosof Lao Tzu. Livet flyder, som citatet siger, og det er dette flow, som jeg har forsøgt at indfange i mine værker. Jeg er interesseret i grænsefeltet mellem kunst og naturens uendelige naturlighed, og værkerne på udstillingen kan ses som undersøgelser af naturens dynamikker.

Det ses f.eks. i værket Lifeforce hvor jeg i skitseprocessen har studeret havet og naturens dynamikker siddende, stående og balancerende på et paddleboard. Med andre ord forsøger jeg, at være i bevægelse sammen med naturen og få ind i krop og sjæl, at vi er en del af naturen, som altid er i bevægelse mod noget nyt energisk og frugtbart. Naturen er interessant, da den ingen grænser eller begrænsninger har, den er regenerativ. Det understreger jeg ved, at opløse de figurative afgrænsninger.

Både natur og kunst har en enorm påvirkning på verden, men for mig står naturen i stor kontrast til kunsten, som i senere tider er præget af mekaniske hurtige strømninger. Disse strømninger bliver nemt til mønstre og dermed til en form for fastholdelse. Dermed går kunsten nemt i stå, og bliver til et ekko af det gamle. Man kan kalde det en sofistikeret karaoke, som jeg selv synger med på.

Til gengæld har naturen en evne til konstant at række frem mod noget nyt, og den rummer derfor en åbenhed, en dynamik og noget ubegrænset, som jeg er stærkt inspireret af. Da kunst som natur har en enorm påvirkning på verden, går jeg med mine værker i dybden med og undersøger naturens dynamikker i grænsefeltet mellem kunst og natur.

Jeg har altid arbejdet med temaer som liv og død, identitet, det velkendte og det fremmede og med de energier, der er derimellem. Jeg ser sin kunst som en åbning ind i og en overskridelse fra det kendte til det ukendte, søgende efter ny mening og forståelse.

På den måde forsøger jeg at gøre det umiddelbart uhåndgribelige synligt. Kunstnerisk er jeg konstant i bevægelse og afsøger nye muligheder. Hvor jeg tidligere udtrykte mig gennem et figurativt og surrealistisk formsprog, der kredsede om det groteske og mørke, så viser jeg med de nye værker et udtryk, hvor det figurative er på vej til at blive opløst og nærmer sig et abstrakt formsprog.

Se også billedreportage:
Stemninger i mol

Er der planer om at forlænge udstillingen eller vise den senere?

Udstillingens slut dato var oprindeligt den 18. april, men den er indtil videre blevet forlænget til den 2. maj. Kunstneren Anne Marie Ploug skulle udstille efter mig, men hendes udstilling er pga. coronakrisen blevet rykket frem til vinter, og min udstillingen kunne derfor forlænges. I vores branche er vi vant til at være omstillingsparate, og det har man klart kunne mærke i denne for alle svære tid.

Hvordan påvirker situationen dig og din kunstneriske praksis?

Situationen påvirker selvsagt mig og min praksis enormt meget. Jeg har arbejdet på denne soloudstilling i lang tid og glædet mig til at vise og sælge værkerne til et publikum.

Gallerist Lene Bilgrav og jeg viser begge udstillingen online, men der mangler jo noget, nu hvor man ikke kan stå foran værkerne, som jo er en stor del af det. Man kan ringe eller skrive til galleristen og aftale en tid, så kommer hun og åbner, men der er ingen der ringer.

Så det fordrer jo ikke salg lige nu, som er vigtigt for os begge. Men min praksis med udviklingen af kunst kører ufortrødent videre, men forretningen og dermed levebrødet er i minus!

Hvilke tanker gør du dig om nedlukningen af kulturlivet?

En del kunst- og kulturinstitutioner, gallerier og kunstnere er blevet ret innovative under krisen ved at finde på forskellige online aktiviteter, hvorved de kan vise deres kunst og udstillinger til befolkningen, der så i karantænen kan nyde godt af det.

Som kunstner kan man give den en spand kul på bl.a. Instagram og Facebook for at øge sin synlighed, kendskabsgrad og dermed få nogle likes.

For institutionerne er det en fin strategi, da de kan opretholde opmærksomhed og måske endda få skærpet den, så flere vil være nysgerrige efter at besøge stederne, når det er muligt. På den måde kan de brande sig ret godt for tiden.

Som kunstner og galleri er det noget sværere, da det ikke er entrebilletter, men salg af værker der skaber levebrødet. Her er likes ikke nok, selvom det føles dejligt, at folk synes om det man laver, som man gladeligt kvit og frit sender ud i cyberspace, så publikum kan nyde det i deres feed, og vi kan føle, at vi bidrager til kultur og civilisationens konstante udvikling.

Og ja, det giver selvfølgelig også lidt kendskab, men det giver ikke omsætning her og nu, som en udstilling normalt gør, og når udstillingen er ovre, så er den ovre, og der kommer nye udstillinger, der tager og kræver opmærksomhed. Måske sælges der lidt på et senere tidspunkt, men det er temmelig uvist.

Så derfor kommer det til at blive en negativ dominoeffekt igennem hele værdikæden, som slutteligt betyder, at der bliver produceret og udøvet mindre kunst. Kunstnere kan blive tvunget til, at lave noget andet, de må opgive deres atelier, de får ikke råd til at købe materialer, så butikkerne der sælger materialerne må lukke. Der bliver plads til færre gallerier, så en del af dem vil også lukke osv.

Paradoksalt når man samtidig oplever, at flere end nogensinde ser og oplever kunst…online fra sofaen. Det er en trist retning.

Især kunstnere er jo i forvejen ramt af det og yder meget for rigtig mange, men får enormt lidt ud af det økonomisk set. Så situationen lige nu puster kraftigt til ilden, og måske kan det være med til at skærpe debatten om værdien af kunst, kunstneres arbejde og kulturens rolle i vores samfund som sådan. Det er jo ikke blot underholdning i et feed.

Som Winston Churchill i 1938 sagde:
“The arts are essential to any complete national life. The State (the citizens) owes it to itself to sustain and encourage them….Ill fares the race which fails to salute the arts with the reverence and delight which are their due”.

Han har på et andet tidspunkt nævnt, at kunst, musik, lyrik mm. er den lim, der holder sammen på en civilisation og gør os civiliserede. Det der adskiller os fra at være de primitive huleboere, vi en gang var, der gik og slog hinanden i hovedet med køller.