Cindy Shermans sanselige gobeliner markerer selfiens ‘død’

Portrætfotografiets mesterinde, Cindy Sherman, skifter med billedserien Tapestries, som netop nu vises på ARoS, for første gang medie til det vævede billedtæppe, gobelinen. Med ophøjelsen af selfien til gobelinstatus minder Sherman om en epokegørende begivenhed. Nemlig den, at selfien ikke længere er en selfie i gængs forstand, fordi det ikke kun er os selv, men også algoritmer, der skaber vores selvbillede.

Den amerikanske kunstner Cindy Shermans enorme selfiegobeliner hænger sirligt på række i det aflange udstillingsrum på ARoS. Besøgende slentrer langs de eventyragtige, kitschede og klovnede billedtæpper som på gangene i store franske kongeslotte. Et skilt ved indgangen gør opmærksom på, at man ikke må røre ved værkerne, og sætningen går igen som et ekko i publikums udvekslinger.

Men hvor har man lyst. Til at røre. Hvor indbyder tæppernes tekstil til at mærke. Til at dufte med næsen klemt helt ind i den vævede tekstur, der er så anderledes, så meget mere kødelig, end fotografiets blanke overflade. Huden og hårets stoflighed, øjnenes glans og tøjets folder træder levende frem i tæppernes bakkede landskaber. Detaljer som afbildninger af håndens blodårer giver en fornemmelse af blodets pumpen i de portrætterede kroppe.

De 13 portrætter er af Sherman selv. De er først taget som mobilselfies lavet med ansigtsændrende filtre i forskellige mobilapps, og så vævet som billedtæpper i en størrelse på omkring 3×2 meter. De er meget forskellige, de portrætterede. Nogle er unge, andre gamle. Nogle feminine, andre maskuline eller androgyne. Nogle ser direkte på os, andre ser væk eller mod noget, vi ikke kan se.

Det er et overvældende møde. Mødet med disse overdimensionerede ansigter. At se ind i et ansigt er et intimt rum. Vi trækkes ind i det univers, som ansigtet er. Ind i den kontekst, det befinder sig i. Vi leder måske efter en mening, en betydning i dét, vi ser. Hvad kommunikerer ansigtet? Hvad er historien bag udtrykket? Ansigtets folder? Hvad er det, de sanseligt appellerende portrætter vil fortælle?

Fra fotografisk selviscenesættelse til pixelerede selfiegobeliner

Sherman har længe eksperimenteret med selvportrættet i det fotografiske medie. Hun er kendt for sine postmodernistiske identitetsspil og hendes værker har, siden 1970’erne og frem, vundet stor anerkendelse internationalt. I værkserier som Untitled Film Stills (1977-80) og Clowns (2004-05) eksperimenterede Sherman performativt med sit selvbillede og undersøgte i utallige forklædninger identitetens vidunderlige elasticitet med stor humor, ironi og, til tider, rædselsvækkende dysterhed.

Med Tapestries indtræder Shermans selvfremstillinger i den digitale pixels æra. En pixel er den mindste farveenhed, en lille firkant, der kan defineres i et digitalt billede. Ved at overføre billederne til et andet medie – nemlig det langt fra digitale men ældgamle kunsthåndværksmedie gobelinen – er hver enkelt lille pixel i Shermans mobilportrætter blevet oversat til et vævet sting. Det ser man tydeligt, når man går helt tæt på billedtæpperne. Her kan man nemlig ane hvert lille monokrome sting.

Faktisk er der en tæt forbindelse mellem det digitale og vævningens kunst. For tanken bag det digitale binære system finder man allerede i den binære automatvæv – det, som den danske æstetik- og teknologiforsker Maja Bak Herrie har kaldt ‘den kvindelige computer’.

Kontrasten mellem fortidens gobeliner – oprindeligt et langsommeligt og professionelt udført kunsthåndværk primært for konger og adelige, som skulle demonstrere deres velstand og magt – og de digitale mobilportrætter, Sherman her reproducerer, er interessant. For selfien er ellers et flygtigt, digitalt billede, der, efter at være blevet udvekslet, hurtigt forsvinder ned i lommen igen. Ned i strømmen af billeder, der lagres i vores mobilers kameraruller og clouds. Hvorfor denne ophøjelse af selfien? Hvorfor fremhæve det flygtige digitale format i dette stærkt sanselige vævede medie?

Måske for at pege på, hvordan noget for mennesket fremmedartet er begyndt at gribe ind i dets selvfremstilling og identitetsdannelse.

Selfiens død og selvfremstillingens udlicitering

De selveksperimenter, som Sherman lavede i sine ikoniske billedserier fra 1970’erne og frem, udforskede samtidig – med identitetens elasticitet – forholdet mellem virkelighed og fiktion. En udforskning, der finder sin fulde udfoldelse i værkserien Tapestries. Ved at udlicitere fremstillingen af sine mobilselfies til professionelle belgiske vævere, mimer Sherman, hvordan vi i dag selv udliciterer vores selvfremstilling til medieplatforme som Snapchat og Instagram.

Oprindeligt betød ordet ‘selfie’ et fotografi, som en person har taget af sig selv, typisk med en smartphone for at lægge det ud på de sociale medier. Men med nutidens ansigtsændrende teknologier, er der ikke meget selv over selfien. For den, der tager billedet af sig selv, assisteres af algoritmisk teknologi, som manipulerer med selvbilledet i en grad, så selfien ofte ikke længere ligner den, som repræsenteres.

Man ser på Shermans selfiegobeliner nogle træk, som i hvert fald den yngre del af publikum efterhånden er stærkt sansemæssigt tilvænnet. En ellers erfarent rynket og foldet ansigtshud er underligt udglattet og lys. Øjnenes vipper trukket ud i forvredne sorte eyelinerspidser. En ungdommeligt lyserød farve iblander sig hudens struktur, og et insisterende glitrende lys bader kvinden i portrættet, mens en kaskade af hjerter og stjerner uanfægtet indrammer hendes ansigt.

På samme måde på en anden af Shermans selfiegobeliner, hvor en kvinde ses i en henslængt position, indrammes ansigtet af en gyldent glitrende Snapchatsk blomsterkrans.

På andre gobeliner ser man bemærkelsesværdige sammenflydninger mellem portrætternes karakterer og deres baggrund – en sammenflydning der kendetegner den type af digitale billeder i samtiden, som er genereret med kunstig intelligens. Billeder, der blandt andet baserer sig på en algoritmisk genkendelse af objekter som for eksempel ansigter. I den proces kan opstå en bestemt type af fejl, ‘glitches’, hvor algoritmen ikke lykkes med at forstå forskellen på ansigt og kontekst. Herved trækkes baggrundens billedmæssige kvaliteter med ind i afbildningen af personen i portrættet – som for eksempel når farverige blomstermarker, snebeklædte bjergkæder og solbeskinnede skyformationer trænger ind i og bliver en del af de portrætteredes kroppe.

Hvad Shermans vævede portrætter viser os, er, at selfien ikke længere kun er skabt af os selv som en repræsentation af os selv, men er skabt i samspil med en algoritmisk instans, som tager del i vores selvfremstilling.

Men hvad betyder det for nutidens identitetsdannelse, at vi på den måde ikke selv fuldt ud er herrer over vores selvbillede? At algoritmer griber ind i vores identitetsdannelse? Det er netop det interessante spørgsmål, Shermans selfiegobeliner begynder at stille i al deres vævede sanselighed. Gobelinerne stopper midlertidigt den digitale billedstrøms flux og lader os sanse algoritmens aftryk på vores selvbilleder.

Ansigtet, en maske

Og det er som om, Shermans gobeliner minder os om, at selfien på én gang blot er en repræsentation af et ansigt, en overflade tilsvarende en maske, og at den repræsentation samtidig griber ind i vores identitetsformation på en meget mærkbar måde.

De ansigter, de repræsenterer, findes ikke som sådan i virkeligheden. Vi står ikke overfor reelle identiteter med nogen egentlig bagvedliggende historie eller indlejret betydning. Men de indbyder til en dybere refleksion over, hvordan de masker, vi skaber med digitale medier, griber ind i vores identitetsdannelse og er med til at forme, hvordan vi forstår os selv og andre.

Vi kan selvfølgelig, som fortidens konger og adelige, bruge digitale teknologier som redskaber for vores egen identitetsdannelse og selvfremstilling, men de logikker, som er indlejret i teknologierne, er samtidig med til at informere og styre den måde, vi performer os selv på.

Hvordan påvirker det vores selvforståelse, når skønhedsfiltre begynder at trække i og forvrænge vores ansigter? Når Hollywood-glitrende hjerter og stjerner drysser ned over os? Når vores erfarne øjnes rynker trækkes ud i en forceret Brigitte Bardot eyeliner?

Det er et kendt fænomen i dag, at en patientgruppe inden for plastikkirurgien opsøger ansigtsmodificerende operationer for at komme til at ligne deres digitale filterselv. Snapchat dysmorfisme, som dette kaldes, er et slående eksempel på, at repræsentation og virkelighed ikke er så let adskillelige, men flyder ind i og gensidigt indvirker på hinanden.

Tematiseringen af det groteske i samtidens digitale selvfremstillingsmuligheder, men også potentialerne for at udforske identiteter og sammenflydninger mellem køn, alder, og andre identitetsmarkører, gør Shermans selfiegobeliner levende og interessante som værker.