Claus Carstensen genbesøger historien – og afliver den!

Udstillingen Den dag 70erne døde på Randers Kunstmuseum er en tur gennem en malstrøm af visuelle tegn, fyldt med erindring, materialitet, billeder og ord. En katarsisk besættelse og en afsked med en historisk epoke, sat i bevægelse, da Claus Carstensen i nytåret 1988 modtager besked om, at hans ven Keld har begået selvmord. Udstillingen som kalejdoskopisk visuel historietime er generøst kakafonisk. Samtidig er den et flimrende monument over en ungdom præget af Kold Krig og ungdomsoprør.

På rad og række bag plexiglas på væggene, i flere sale og flydende i stribevis, på 14 dertil indrettede vitrineborde, skal denne udstillings titelhenvisende værkcyklus AFLIVNING og dens i alt 1.159 papirarbejder, anskues.

Den anden værkdel består af en serie dugfriske malerier Revisiting, der genbesøger og reflekterer over personkredsen og stederne fra Carstensens og den afdøde ven Keld L. Nielsens nomadiske, hedonistiske og aktivistiske ungdomsår.
Sammen og hver for sig rejste de gennem et Europa præget af Den Kolde Krig og den nye humanisme, ungdomsoprøret i 1968 havde skabt grobund for gennem dets forsøgsvise opgør med autoriteter og afsky for militær oprustning og magtanvendelse.

We want the World

I den dokumentarfilm, der ledsager udstillingen, binder Carstensen sin egen og sin generations længsel efter frihed, kærlighed og en fremtid uden atombombens trussel om nært forestående udslettelse, sammen med The Doors og Jim Morrisons legendariske skrig fra scenekanten: ”We want the World – and we want it NOOOOW!”.

Morrison var en sjælden gammel sjæl, en mystiker og visionær. Forfulgt, som så mange andre i efterkrigsgenerationerne af inter-generationelle traumer, drak, kneppede og bedøvede han sig selv til døde. Han ville have sin store “bite of the Cake before the whole shit house blows up”. På scenen var han i sine velmagtsdage ren atomenergi, men hans unge hjerte brast i et badekar i det Paris, hvor også Carstensen senere flakkede omkring på jagt efter en mystisk elskerinde. Som så mange andre søgende bohemer var Carstensen tiltrukket af anarkismen, havde hovedet fuldt af poststrukturalistisk tankegods og hjertet fyldt af lyst. Alt dette fik næring af Paris’ revolutionsromantiske ungdom og dens kunstneriske vibe.

En ‘hoarder’ i den førdigitale tidsalder

De uendelige rækker af collager, tegninger og akvareller er en form for oparbejdning af banalt privat arkivmateriale, samlet og gemt af Carstensen i perioden 1973 – 88. Typisk for den førdigitale tid, hvor vi skrev digte og dagbøger, sendte postkort og lavede scrapbøger fyldt med tegninger, billetter, blanketter, menukort o.l.. Carstensen tilsyneladende med en iver, der er en ’hoarder’ værdig, og som ikke skelner småligt mellem stort og småt, officielt eller personligt: alt har affektionsværdi, alt fortæller en historie og alt dette, udsat for hans associerende cut-up-teknik, sætter tiden, relationerne og aspirationerne i relief. Alt bliver til kunst.

Via dokumenter, fotos og andet får vi glimtvise kig ind en tid båret af frihedstrang og lasse fairness på den ene side og store sociale og politiske omvæltninger på den anden side. Unge mennesker nød stadig godt af den tillidsfulde uskyld i mødet med Verden, som den begyndende massetourisme endnu ikke havde spoleret.

Det var dengang forholdsvist sikkert at rejse rundt på lykke og fromme uden at fatte en bjælde af, hvad der i virkeligheden foregik rundt omkring en. Unge samledes under venstreorienterede paroler, citerede de marxistiske tekster, festede, kyssede, drak og røg sig skæve med de andre unge, de tilfældigvis ramlede ind i på deres rejser på Interrail gennem Europa eller på tommelfingeren i USA.

Om udstillingens symbolske hovedperson, afdøde Keld L. Nielsen, gives der i virkeligheden ikke mange oplysninger, for det handler først og fremmest om Claus Carstensen. Kelds død var et af mange selvmord i personkredsen omkring ham.
Nærtståendes alt for tidlige død er for de efterladte forbundet med uskyldstab – og visheden om egen dødelighed.

Livet leves forlæns

For Carstensen bliver dette specifikke selvmord den snebold, der sætter hele den kunstneriske lavine i skred. Gravende sig igennem bunker af materiale fra ungdomsårenes intense rejseoplevelser og studietidens videbegærlige omflakken bemægtiger hans sig sin egen historie og gør sig derved igen fortrolig med dens mange begærs retninger.

Livet leves forlæns og forstås baglæns, som Kirkegaard også noterede sig. Manikeren er optaget af det hele, men dvæler ikke længe ved noget. Det kunstneriske resultat er måske i virkeligheden mere 80’er-punk end 70’er-æstetisk, og helt i sync med Carstensens intense og søgende natur er udtrykket en blanding af præcise nedslag, klare formelle tilvalg, nervøse gebærder og mere prøvende associative indskydelser.

Kort sagt flimrer de mange papirarbejder med deres tilsyneladende sværmeriske skødesløshed som en flok sommerfugle ved en Buddlejabusk på en hed sensommereftermiddag.

Alle disse tegn, farver og ord folder sig kalejdoskopisk ud under parolen fra dengang: ’Gør det private politisk’. Kunst er et kraftfuldt tegn, men den må have en offentlighed, den skal ses, det er det vigtigste.
Aflivning er et erindringsarkæologisk hav fyldt med ører af tilsyneladende tilfældigt sammenbragte tegn og spor, for beskueren at sejle rundt imellem.

Det er tydeligt, at der knytter sig specifikke historier og anekdoter til mange af arkene, men det forbliver et henkastet og utydeligt narrativ, som vi af indlysende grunde aldrig kan få et detaljeret kendskab til.

I en tid hvor ingen kunne forestille sig en fremtid efter atomkrigen valgte ungdommen at leve som var hver dag den sidste. Flower Power-bevægelsen blomstrede med budskabet “Make Love not War”. Leninister, Trotskister, antifascister, anarkister og utopister af enhver afskygning marcherede sammen mod atomkraft, fascisme og krig.

Midt i denne intense tumult stod mulighederne for Carstensens generation i kø: ingen adgangskrav til universitet, mulighed for SU fra flere fakulteter, ingen arbejdsløshed i 70’erne og masser af tid til at studere i.

Efterfølgende i fattigfirserne var der mulighed for at gå i fred på kontanthjælp, mens ens kunstnervirksomhed lidt efter lidt fik vinger at flyve på.

Den krydsbestøvende effekt mellem værkdelenes mangfoldighed og de forskellige materialer og visuelle greb, som de kommer til udtryk igennem, skaber en polyfon, skødesløs og snakkende visualitet for beskuerens omkringsejlende blik at navigere i. Overfloden synes at overtrumfe manglen på hierarki og en klar lineær fortælling.

Den objektiveringstendens, som gennemsyrer helheden minder mig om filosof og kulturskribent Torben Sangilds analyse af kunsten i lyset af neoavantgarden, hvori han med henvisning til en mere frigjort læsning af Adornos æstetik påviser, hvordan objekter kan udtrykke følelser, og hvordan en indifferent og skødesløs gestus også kan kaldes sensibel. Sangild kalder det “Gråd uden tårer”, hvilket i høj grad passer til dette værk, der netop for Carstensen også er resultatet et personligt sorgarbejde.

Fortiden genbesøgt

Serien af nye malerier, Revisiting 2021, der hænger i rækker langs væggene er mere kalkulerede, og de bærer præg af den ‘dygtighed’, som Carstensen har tillært sig gennem årene, og som adskiller dem fra papirarbejdernes mere umiddelbare og søgende karakter.

Malerierne er collageagtige og fremstår lyse – lidt spøgelsesagtige – på den for Carstensen så typiske facon, hvor det abstrakte behændigt blandes med figurative elementer og en tilnærmelsesvis blandformskarakter.

Her med monterede mønstrede kantbånd af den type, vi udsmykkede vores tøj med i 70’erne og som referere til de unge langhårede venner i islandske sweatre og jeans på billederne. En nostalgisk form for gammelmandspunk, en bøn måske til Eros, dog frarøvet ungdommens nerve, alt det som Carstensen og vennerne fandt hos Jim Morrison og andre af tidens store kunstnere, der brølede deres vilde hjertes sandhed ud over et beruset og svedende menneskehav dengang i 70’erne.

Da Berlinmurens fald i 1989 og indvarslede afslutningen på Den Kolde Krig, troede vi et kort sekund, at historien sluttede. Kapitalismen havde sejret, og verden var samlet under den fælles tilbedelse af en stadig mere abstrakt globaliseret markedsøkonomi. Alles lykke var sikret, længe leve pengene!

Carstensen spiller i dokumentarfilmen rollen som den sympatiske fortæller og formidler af eget liv flettet ind i verdenshistorien. Han lægger utopierne og venstrefløjens forsøg på at skabe en bedre fremtid i graven.
Tilbage står kunstneren som et produkt af den sejrende kapitalisme med dens evige ’nu’ og historien som glemsel. Stedet vi genbesøger for at erindre og recirkulere billeder og minder i identitetsskabelsens hellige navn.

Carstensen tager afsked, AFLIVER. Han peger ikke frem, der er ikke mere at komme efter, for skaden er allerede sket.