CT-scanningskunst

Hanne Nielsen og Birgit Johnsens integrerede kunstværk på Aarhus Universitetshospital i Skejby er skabt med stor respekt for hospitalet som et særligt offentligt rum.

Store dele af Aarhus Universitetshospital i Skejby – et af det nye såkaldte supersygehuse – er stadig en gigantisk byggeplads. Alligevel var mandag den 27. februar den store åbningsdag, hvor ikke alene hospitalet blev officielt indviet. Der var også indvielse af kunstnerduoen Hanne Nielsen og Birgit Johnsens integrerede kunstværk i et ankomst- og venteområde i det nye hospital – den såkaldte Z-akse.

I over 25 år har samarbejdet mellem de to kunstnere kredset om videomediets levende billeder. Fra tidlige enkeltskærmsværker med enkle iscenesatte tableauagtige forløb til senere komplekse installationer med flere projektioner og fortælleformer, der blandt andet har trukket på performance og dokumentarfilmsformer. Duoen har en skarpsleben evne til at benytte videomediets tidslighed og rumlighed til at åbne filosofiske og formelle problemstillinger, hvilket man kunne få et godt udsyn over på den retrospektive udstilling på ARoS i 2014, der fornemt foldede duoens store bagkatalog ud i al sin mangfoldighed. Læs anmeldelsen her

Et særligt offentligt rum
Men hvordan skaber man så en udsmykning med levende billeder i det særlige offentlige rum, som et sygehus er? Man regner med, at omkring en million mennesker årligt vil ‘gæste’ hospitalet i Skejby, og ikke sjældent er ophold på et hospital forbundet med en udsat position, hvor kroppens mangel på konstant og evig duelighed sætter fingeren på den skrøbelighed, livet er skrevet ind.

Hanne Nielsen og Birgit Johnsen er gået til opgaven med stor respekt for netop disse forhold. Det integrerede kunstværk med den lidet mundrette titel SNIT og FLADE / STILLEBEN gennem Z-AKSEN folder sig blandt andet ud på fire store skærme, som passer sig ind i arkitekturen. På skærmene – den største måler hele 5,5 x 20 meter – ser man grafiske former langsomt vokse frem og forsvinde igen.

Tværsnit gennem alvor
I virkeligheden er der ikke tale om videokunst, men om ‘CT-scanningskunst’, idet kunstnerne har benyttet sig af hospitalets scannere til at generere skærmbillederne. Når scannerne ikke har været brugt til hospitalsformål, har kunstnerne scannet et væld af genstande: Kolber, reagensglas, legetøj, grøntsager, planter, kranier etc. Det er det klassiske stillleben udsat for moderne teknologi, som er i stand til at ‘tvær-snitte’ sig gennem genstandene. Vi er på den måde inde i tingene – tættere på kernen, substansen, på sandheden, måske? I hvert fald er scanningen den lægevidenskabelige ‘sandhedens time’, hvor patienten får den endelige dom om kroppens tilstand, den eventuelle svulsts størrelse etc.

Det giver disse foranderlige snit, man til tider kan rekonstruere som tredimensionelle objekter og genkende som et kålblad, et kranie eller en legetøjshest. Andre gange er det umuligt at gennemskue, hvad det er for objekter, vi bevæger os igennem, og forløbene bølger derfor mellem det konkrete og det abstrakte.

Billedskabelsen er altså i bund og grund metodisk, videnskabelig, cool og nøgtern, uden at det betyder, at det gådefulde og poetiske på nogen måder er udspillet.

Barokkens stilleben var ofte befolket med eksklusive genstande, overdådige stoffer og sjældne blomster i samspil med memento mori-motiver såsom knogler, kranier, timeglas og nedbrændte lys. Netop det at sætte skønhed over for tegn på truende sygdom og død er et markant kendetegn for genren, og i Nielsens og Johnsens version på hospitalet i Skejby genindspilles dette i form af en stille, universel alvor såvel på det metodiske som det indholdsmæssige plan.

Hvordan fungerer det i rummet?
Man kunne frygte, at levende billeder ville gribe anmassende og forstyrrende ind i de komplekse rum, hvor der i forvejen sker rigtig meget. Men her er netop ikke tale om narrativer men om langsomme organiske kompositioner, der er tyste, men stadigt transformerer sig. Det fungerer som en rolig puls, et åndedrag i bygningen.

I DRs monopoldage var der ophold i sendingerne. Her kunne man glo på pauseskærme med akvariefisk, der svømmede rundt. SNIT og FLADE / STILLEBEN gennem Z-AKSEN har denne karakter af pauseskærm – blot uden at være tomhjernede som fiskene.
Skærmene giver mulighed for ‘at stene’, mens man venter, men også adgang til et reelt fordybelsesrum. Værkerne føjer sig ind i rummet men ikke dumt og uden friktion. Her er plads til store spørgsmål om tvivl, smerte og livets midlertidighed.

Helende kunst?
I indbydelsen til indvielsen påpegede kunstkurator på Aarhus Universitetshospital Lene Laigaard, at “flere undersøgelser viser, at kunst kan være med til at reducere stress, lindre smerte og medvirke til at forbedre den almene tilstand”. En sådan lidt bombastisk formåls- og funktionsbestemmelse for kunsten kan godt få tæerne til at krumme, ligesom man kan være betænkelig over den helt normaliserede konsensus-retorik staten og kunsten imellem om udkommet af kunsten i det offentlige rum.

Når det er sagt, er det væsentligt forsøgsvist at udsige værdierne. Hanne Nielsen og Birgit Johnsen kurerer ikke en blindtarmsbetændelse, og vi undgår ikke døden ved at opleve god kunst. Men kunstværkerne i venterummene tilbyder en pause til sansning og refleksion – muligheden for at være tilstede med livet i alle dens afskygninger og muligheden for erkendelsen af, at vi ikke alene er mekanisk krop, men også ånd.