Da performancekunsten blev mainstream

Den radikale, serbiske kunstner Marina Abramovic indtager i øjeblikket Danmark med udstillinger på både Louisiana og Den Sorte Diamant samt en dansk oversættelse af erindringsbogen At gå gennem mure. Desværre er ingen af delene særligt dybtegående eller eksperimenterende, men derimod overfladisk konventionelle.

Til den faretruende lyd af en skrattende maskingeværssalve går man ind i udstillingen The Cleaner af den serbiske kunstner Marina Abramovic på Louisiana Museum of Modern Art. Måske er man forandret efter den voldsomme oplevelse?

Kunstneren begyndte sin karriere med lydkunsteksperimenter. Et andet af kunstnerens mere forsigtige lydkonceptværker, The Tree (1971), finder man i Louisianas have. Hvis man stiller sig under en mægtig blodbøg, hører man derfor optaget, altså kunstig, fuglekvidder.

Men Abramovic er kendt og anerkendt for sine fysiske og mentalt krævende performances, hvor hun bruger sin egen krop og energi, som i det bredt kendte værk The Artist Is Present fra 2010 på Museum of Modern Art i New York. Her sad hun i dagevis og lod museets gæster hengive sig til en blikudveksling. I andre tilfælde har hun bogstaveligt sat sit eget liv på spil fx i performancen Rythm 0 fra 1974 (altså ti år efter Yoko Onos ikoniske Cut Piece). Her kunne gallerigæsterne med 72 objekter til rådighed, deriblandt en revolver, gennem seks timer gøre med Abramovics krop, som de ville.

Læs anmeldelse af dokumentarfilm om Marina Abramovic her.

Sammenstød med publikum
Forinden disse grænseoverskridende eksperimenter har Abramovic, som mange andre kunstnere, også kort forsøgt sig med maleriet. Derfor kan man også i den kronologiske retrospektive udstilling på Louisiana, lavet i et samarbejde med Moderna Museet i Stockholm, se et par af Abramovics første malerier med biler, der støder sammen.

Senere udviklede Abramovic så de første lydværker og indsatte sin egen krop i et sammenstød, et møde med publikum, der forstyrrer subjekt-objekt-relationen og derudover går imod ideen om salgbare kunstobjekter.

Transformerende øjeblikke
De fleste af Abramovics soloperformances er ritualistiske og udgjort af en enkelt symbolsk handling, der gentages igen og igen til den nærmest tømmes eller renses for indhold, så kun et markant nærvær er tilbage. Hun transformeres. Hun råber til, hun mister stemmen, bevæger sig rytmisk til trommer, indtil hun falder om osv. Hun undersøger med inspiration i ældre tiders ritualer eller andre kulturer, lige fra shamanisme til kristne helgener, kroppens grænser og iscenesætter smertefulde og transformerende øjeblikke for at afspejle offentligheden.

Hendes første soloperformance Rythm 10 fra 1973 er dokumenteret i en række sort/hvide kornede fotografier, der hænger i en klassisk frise på Louisiana. I performancen genoptager Abaramovic en farlig soldaterleg med tyve knive på et stykke papir. Hun tager en kniv og hakker hurtigt mellem sine spredte fingre. Rammer hun en finger, tager hun en ny kniv. Hele seancen optages på kasettebånd og afspilles midt i seancen. Så fortid og nutid, fiktion og fakta smelter sammen, opløses.

En anden ikonisk performance, en af kunstnerens bedste, er Art Must Be Beautiful, The Artist Must Be Beautiful performet i 1975 på Kvindeudstillingen på Charlottenborg i København. På videodokumentationen blæst stort op på Louisiana ser man Abramovic børste sit hår bryskt, indtil hun får sår i ansigtet, og hendes hår rives i stykker, mens hun desperat og udmattet gentager værkets titel. En kontant kritisk kommentar til kvindekroppens funktion igennem kunsthistorien.

Tvillingudtryk
Abramovic og tyske Ulay (Frank Uwe Laysiepen), hendes partner både privat og kunstnerisk, skabte fra 1976-1988 en række lignende markante performances, nærmest med et tvillinge- eller dobbeltgængerudtryk, baseret på enkle handlinger; fx Relation in Space (1976), Breathing In Breathing Out (1977) eller Light/Dark, hvor de rytmisk skiftes til at give hinanden lussinger. Værkerne er udstillet i samme sort/hvide, kornede dokumentationsvideoer i storformat, som Abramovics soloperformances.

Kun én, den akavede performance Imponderabilia (1977), re-aktiveres live af lokale performere på Louisiana i en light version, så man i modsætning til det originale værk ikke tvinges til at gå gennem en dør, hvor en nøgen mand og kvinde står og næsten spærrer for gennemgang. Man kan vælge at gå udenom på Louisiana.

I Abramovic og Ulays mest storladne værk Great Wall Walk fra 1988 gik de i mod hinanden fra hver sin ende af den kinesiske mur for til sidst at mødes og skilles. For det blev den dramatiske afslutning på deres forhold både kunstnerisk og privat.

Mindfulness-spiritualitet
I 1997 fik Abramovic for alvor sit come back som soloartist på Venedig Biennalen med den monumentale og kontroversielle installation Baroque Balkan. Videoer af hendes mor og far vises på mindre skærme og fotostater af Abramovics live performance, hvor hun sidder på et bjerg af dyreknogler, som hun samtidig vasker rene. En effektfuld fysisk og frastødende kommentar til Balkankrigene og krig generelt.

Desuden finder man på The Cleaner-udstillingen dokumentation i mindre skala af Abramovics reenactment af syv betydningsfulde performances i Guggenheims sneglekabinet i New York til den første Performa-festival (2005). Her genopfører hun bl.a. konceptkunstneren og den tydelige inspirationskilde Joseph Beuys’ How To Explain Pictures to A Dead Hare. Abramovic åbnede med sine reenactments muligheden for at genopføre de immaterielle, ikke-salgbare performances ligesom et teaterstykke eller et stykke musik til en koncert. Et koncept bl.a. kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen har fulgt herhjemme.

Til sidst i Abramovics karriere har hun  bevæget sit fokus fra kroppen hen imod sindet, det mentale og det spirituelle. Der er derfor også et hav af bjergkrystaller og objekter lavet af krystaller i udstillingens sidste del, som mest virker som en lidt kunstnerisk udgave af mindfulness-produkter fra wellness-industrien.

Der mangler desværre krop, blod, sved og tårer, radikalitet og eksperimenter i udstillingen The Cleaner på Louisiana. Der satses for bredt, sikkert og konventionelt musealt, så værkernes omvæltende karakter og andethed næsten udviskes, ligesom Yayoi Kusama-udstillingen for nylig mest blev en selfie-oplevelse med polkaprikker.

Læsearkiv og merchandise
Det samme gør sig desværre også gældende i udstillingen Abramovic Method for Treasures på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant. Her har Abramovic som andre kunstnere fx teatermanden Robert Wilson fået lov til at gå i bibliotekets permanente skattearkiv og udvælge materiale til en audio walk i en installation, som også inkluderer indbyggede sidde- og liggepladser af træ.

Som gæst i installationen inviterer Abramovics karakteristiske mørke stemme med stærk accent først én til at fordybe sig i de udstillede bøger. Man kan ikke røre ved dem, men man kan kigge, studere, læse i dem, og man kan sætte sig eller lægge sig ned. Men herefter fortsætter en anden stemme så med at fortælle mytiske historier fra forskellige kulturer, så man ikke får fred til at dvæle ved de udstillede værker af eksempelvis Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Karen Blixen og tegningerne af Henri Matisse; dvs. det traditionelle udvalg, der tidligere ofte er blevet benyttet i lignende sammenhænge. Som gæst udebliver den fysiske forankring i rummet og til tingene, og man forvirres mere over at skulle lytte til en fortælling i høretelefonerne samtidig med at skulle fordybe sig i visningen af bøgerne.

Udstillingen virker mest som et overfladisk misk-mask af tidligere Abramovic-greb: lidt krystal, lidt fordybelse på en træseng, ingen samtale og slukkede mobiltelefoner. Til slut kan man så købe Abramovic-merchandise i bibliotekets boghandel og sætte en seddel op, der beskriver ens særlige nærværsoplevelse.

Læs Trine Rytter Andersens reportage fra et møde med Abramovic på Det Kongelige Bibliotek her.

Superstar
Marina Abramovic sagde i et interview, jeg skrev til Weekendavisen i 2012, at hun nu ville gøre performancekunsten mainstream. Det har hun opnået og med sig selv som superstjernen.

I sin erindringsbog (skrevet i samarbejde med en ghost writer, som mange andre kendisbiografier) At gå gennem mure fra forlaget Gyldendal sparer hun heller ikke på det storladne og direkte kritikløst selvsmagende. Bogen er til dels spændende læsning, for Abramovic har selvfølgelig haft et interessant og intenst liv, men bogen er mest af alt sladder og nøje udvalgt selvprofilering.

Abramovic fortæller om sin hårde barndom med en kold mor og en slutty far, der begge havde høje positioner i Titos kommunistiske Jugoslavien.

Biografiens titel At gå gennem mure er et udtryk for, hvor hårdfør Abramovic er; et karakteristika, hun har arvet fra sin mor. At udholde og gå igennem smerte er for hende som en dør ind til en anden bevidsthedstilstand.

Bogen beskriver Abramovics hårde vej mod at blive kunstner, udviklingen af hendes værker, det romantiske og professionelle forhold til Ulay og hendes mange rejser gerne for at undersøge og samarbejde med oprindelige folks ritualer.

Marina Abramovics indsigter og vise livsråd virker desværre ligeså luftige som en konsulents business oneliners, og det er ikke svært at se, hvorfor hun kan blive så stort et navn og nå så bredt ud. Hendes kunst og intentioner minder mere og mere om et livstilsprojekt eller almindelig selvrealisering. Men man kan ikke tage fra hende, at hun har gjort performancekunsten mainstream, så den kan nå ud til flere og forhåbentlig skabe mere opmærksomhed til de kunstnere, der dedikeret kæmper i performancekunstens komplekse rum.