DaDaDaDaDalsgaard!

Dalsgaards dobbelte virkelighed
”Jeg er født klokken 11:34 den 29/5 1914 – altså i tvillingens tegn, hvilket jeg betragter som en fordel – menneskeligt som kunstnerisk”. Sådan starter Sven Dalsgaards selvbiografi fra 1966. Herved giver han en væsentlig karakteristik af et træk ved sin egen personlighed og kunstneriske virke – nemlig at han selv mente, at han havde en dobbeltnatur.

Denne dobbeltnatur viste sig ikke kun i håndgribelige værker, men prægede også Dalsgaards forhold til det 20. århundredes dadaistiske strømninger – i en sådan grad at udstillingen på Randers Kunstmuseum både fremstiller ham som dadaist og som anti-dadaist.

Dadaismen
Dadaismen opstod i foråret 1916 – midt under Første Verdenskrig –  i Zürich, hvor en international kreds af unge og yngre landflygtige militærnægtere og andre antimilitarister – hovedsagelig  forfattere, billedkunstnere, scenekunstnere og intellektuelle med forskellige faglig baggrund –  fandt sammen om at starte en form for protestbevægelse, der så den bestialske krigsførelse som symptom på en syg kultur, baseret på et forkasteligt menneskesyn og forlorne samfundsværdier. 

De turbulente kabareter og mangeartede provokationer i øvrigt, som dadaisterne omgav sig med, rystede samtidens borgerlige kulturmiljøer og satte sig blivende spor i store dele af kunstudfoldelsen op igennem resten af århundredet. 

Det kan umiddelbart virke mærkeligt at sætte Sven Dalsgaard i kunsthistorisk bås med dadaismen. Han var endnu ikke født, da dadaismens væsentligste kunstner Marcel Duchamp i 1913 med Roue de Bicyclette lavede sit første epokegørende ‘readymade’ ved at sætte en cykels forgaffel med dertilhørende hjul oven på sædet af en taburet. Nej, Dalsgaards kunstneriske tilhørsforhold til dadaismen kan ikke begrundes i noget ‘founding membership’ inden for den oprindelige bevægelses rammer.

Men det er heller ikke nødvendigt, for i løbet af det tyvende århundrede nåede arven fra dadaismen til ny opblomstring, indledningsvis med surrealismen i 1920’erne og 1930’erne, derefter med 1960’ernes og 1970’ernes mange udpræget nydadaistiske tendenser, som eksemplevis Fluxus og Nouveau Réalisme.

Gennem dette forløb nåede mange senere kunstnere til erkendelse af deres samhørighed med dadaismen – blandt dem ikke mindst Sven Dalsgaard. Hans elementære opfattelse af tilværelsens forudgivne modsætningsfyldthed og hans karakteristiske ideer om ‘at skabe og destruere i forening’ var jo netop foregrebet i dadaismen og videreført i surrealismen.

Nydadaismen
Det fælles udgangspunkt for den nye oprørske generation af kunstnere, som ‘gik på barrikaderne’ i 1960’erne, var den opfattelse, at modernismen i tiden efter 2. Verdenskrig var gået i stå i udpinte og ligegyldige billedtraditioner.

De unge kunstnere mente, at den upåvirkede videreførelse af det nonfigurative formsprog havde ført til det kunstneriske udtryks fortabelse i indadvendthed. Resultatet var i deres øjne en fatal afsondring af kunsten fra den samfundsmæssige virkelighed omkring den. De satte sig for at frigøre kunsten fra denne isolation, efter det dadaistiske princip, ‘Alt er Kunst’, – hvilket både ophøjede affald og masseproducerede produkter til kunstværker.

Anti-dadaisme
Selvom Dalsgaard var den fødte dadaist, var han også fra starten skeptisk over for den nye antikunsts muligheder. Af samme årsag fokuserede han snart på dens begrænsninger. Den nydadaistiske antikunstner blev således hurtigt anti-dadaist. Der var reelt tale om et paradoks, for han udtrykte sig fortsat med anti-kunstens virkemidler, det vil sige tvetydigt i bedste overensstemmelse med sin egen dobbeltnatur. Dalsgaards virke som ‘dadaist imod dada’ kom således til at udfolde sig som angreb på dadaismen udført med dadas egne midler. 

Dada vs. dada
Denne praksis kan bedst illustreres i Dalsgaards værk Blåt til Lyst, der viser hans kritiske indstilling til det monokrome maleri.

Det monokrome maleri kan betragtes som den nydadaistiske objektkunsts ‘førstefødte’, da monokromien førte til kunstværkets synliggørelse som objekt og således lagde direkte op til objektets synliggørelse som kunstværk.

Blandt de første nydadaistiske kunstnere, der kastede sig over det monokrome maleri var franskmanden Yves Klein, der dyrkede en særlig form for ultramarin monokromi, der henviste til hans barndoms vidunderblå sommerhimmel over Nice. For Klein var denne form for monokrome malerier tiltænkt en form for meditativ og drømmende billedløs fordybelse.

Det er disse ikoniske værker, som Dalsgaards Blåt til Lyst kommenterer på. Med en væsentlig portion humor gør han Yves Kleins blå monokromer til et stykke særegent brugskunst – der endda med titel og undertitlen Blåt til Lyst – Oh! Hr. Dalsgaard, De ved ikke, hvor meget jeg holder af Deres billeder, særligt de blå! opfordrer de kvindelige beskuere til seksuelt samkvem med det vidunderblå kunstværk.

Og da maleriet er påmonteret to håndtag og en erigeret penis i blåmalet træ, skulle denne brug af værket slet ikke være umuligt. Faktisk har den blå flade tydelige aftryk af en nøgen kvindekrop, og røde læbestiftsaftryk vidner om at værket rent faktisk ér blevet brugt – til lyst….

På denne måde bliver billedet både en sarkatisk kommentar tll Yves Kleins blå tilbøjeligheder (han lod nemlig også nøgne kvinder rulle i blå maling), men samtidig er det en kommentar til nogle menneskers overstrømmende og befamlende dyrkelse af kunsten og kunstneren.

At vi grundlæggende kan kalde Dalsgaard dadaist eller ny-dadaist er derfor bestemt ikke ensbetydende med, at vi kan betragte ham som det danske svar på Yves Klein. Dalsgaard hylder kun dada når han finder grund til det, og han tager afstand fra dadaismen når han finder den utroværdig.
For Sven Dalsgaard er jo to i én, så han kan uafladeligt skifte retning – og det gør han, til stadighed åben for nye og uforudsigelige muligheder.