Dæm op for lyshavet! Eva Kochs videokunst fortjener det optimale

Udstillingen Floden Vi Bader I i Skovhuset samler ni videoværker af Eva Koch, der alle har vand som fællesnævner. Præsentationen er stærk og vedkommende og bevæger sig behændigt mellem det upåfaldende og det storslåede. Men lysafskærmningen er for dårlig, og på en solskinsdag er det svært at se kunsten.

Vand er essentielt for alle levende organismer. Uden vand, intet liv på Jorden. For store mængder kan også være ødelæggende og katastrofale, og netop nu er jordkloden ekstra udsat på grund af menneskeskabte klimaforandringer. Det er et eviggyldigt og højaktuelt emne.

Ikke overraskende er vand tilmed et universelt symbol på og metafor for både liv og død i kunst, filosofi og religioner. Regnen, søen, havet, vandfaldet, den rislende bæk og floden. Det kan repræsentere lyksalighed og pludselig død. Og det strømmende vand anvendes som et billede på foranderligheden, vi alle er underlagt – tiden. ”Man kan ikke bade i den samme flod to gange,” lyder et velkendt citat af den græske filosof Heraklit (ca. 540-480 f.kr). Vandmolekylerne udskiftes, og selv er man også ændret, en oplevelse rigere, nogle minutter ældre.

Skræddersyet udstillingskoncept

Udstillingskonceptet virker oplagt til Skovhuset, der ligger som kilet ned mellem træer og anden plantevækst på toppen af en bakke med udsigt til Søndersø. Mindst lige så oplagt synes det at være at zoome ind på Eva Kochs (f. 1953) oeuvre. Hun er en hovedskikkelse i dansk samtidskunst, uddannet som billedhugger, men siden 1980’erne en foregangskvinde indenfor videomediet, og vand har været et gennemgående tema i hendes videokunst, især gennem de seneste 10 år med kulmination netop nu.

Sidste år, i 2021, udførte Eva Koch således videoinstallationen Kølvand i havnemiljøet i Svendborg, her ligeledes med vand i fokus. Går man baglæns i tid, indgår der også vand i flere af hendes største soloudstillinger. Heriblandt Den drøm om fred i Cisternerne i 2016, hvor Eva Koch integrerede videoprojektioner med fornem flair for den særprægede arkitekturs ånd (oprindeligt et vandreservoir), på Glyptoteket blev der i forbindelse med udstillingen Salammbô (2010-11) projiceret en video af havnen i Calais som nutidigt bagtæppe til Rodins skulpturgruppe Borgerne fra Calais (1903), og endelig bør installationen I Am The River i Nikolaj Kunsthal 2012-13 nævnes – et hovedværk i nyere dansk kunsthistorie, efter min mening. Et lærred var spændt ud i kirkerummet fra loft til gulv, herpå projektionen af et vandfald i let slowmotion og på lydsiden: vandfaldets bragende larm. Det var sublimt.

I et lyshav

Mine forventninger var følgelig høje, da jeg besøgte Skovhuset i midten af marts, en måned efter åbningen, på en solrig forårsdag. Det skarpe sollys, søens vandspejl, det spirende grønne på de nøgne grene og under de visne løvblade. De perfekte rammer, tænkte jeg og gik indenfor. Og blev forundret. Siden ærgerlig. Tæt på opgivende og modvillig.

Der er alt for lyst. Oplyst. De fleste vinduer på udstillingsbygningens to etager er tonet. Men det er ikke nok. Langtfra. Helt grelt er det i stueetagen, hvor solens stråler også trænger ind fra den tilstødende café.

Nogle af videoprojektionerne bliver overbelyst, især værk nummer tre i serien I Am The River. Hvirvlende vand, måske hvidt skum – jeg er ikke sikker. Jeg registrerer skønhed og overvældende kraft. Men optagelserne toner flere gange ud på den hvide baggrund, og jeg er lige ved at give op.

Det er meget ringe betingelser for billedkunst, når noget så basalt som synliggørelsen er udfordret. Men hovedparten af kunstværkerne i Floden Vi Bader I er af så høj kaliber, at det ville være urimeligt og ekstra ærgerligt at give op. Herudover håber jeg, at forholdene bliver forbedret, inden udstillingen lukker. Please!

Leg og teknologi

De ni kunstværker i Floden Vi Bader I dækker et tidsspand på knap 25 år. Det ældste, NoMad, er fra 1998 og de nyeste er fra i år, 2022 (Glint og Kælving). De fleste af værkerne er dog af nyere dato, skabt efter 2011 og flere vises i en ny, bearbejdet form fra 2021.

Eva Koch har gennem årene udvist en stor evne til at udnytte videomediets teknologiske muligheder, og hun har ofte udvidet de klassiske rektangulære fremvisningsformater, blandt andet i form af flaksende duer til tårnrummet på Christiansborg Slot (2015) og ved for eksempel at inddrage sensorer til aktivering af sine værker og dermed interaktivitet, såsom i Villar (2001).

I Skovhusets udstilling indgår også et spritnyt værk, der udvider mediet: Glint (2022). Et mindre rum er beklædt med et spejlende materiale på tre af vægfladerne, gulv og loft, så det afgiver kalejdoskopiske refleksioner og en følelse af uendelighed. Det er imidlertid det værk, der siger mig mindst. Spejleffekterne overdøver – eller også er der for lidt af dem, måske fordi rummet er åbent i den ene side, og man derved ikke bliver omsluttet.

Det stedsspecifikke

Floden Vi Bader I er dog primært bygget op omkring netop rektangulære formater, og de fleste videoer er projiceret direkte på Skovhusets hvide vægge (og/eller fremstår som sådan), og de fylder næsten vægfladerne ud.

I begyndelsen studser jeg over en stikkontakt og strømafbryder i vandfaldet, der udgør I Am The River #6. Men efterhånden køber jeg vægprojektionerne som præmis, idet de levende billeder hermed tilnærmer sig Skovhusets arkitektur. Og det er, som allerede antydet, karakteristisk for Eva Koch, at hun sammentænker sine videoværker i tæt dialog med udstillingsstedernes arkitektoniske form, placering, funktion og historie.

Og måske er den stedsorienterede tilgang en af bevæggrundene til, at man har bibeholdt et kik ud til Skovhusets omgivende natur via de tonede ruder. I hvert tilfælde understreger det, at inde og ude er forbundet, og at kultur og natur griber ind i hinanden – på godt og ondt.

Det stille og det umådelige

Udstillingen omfatter vand i mange formationer og konstellationer. Der er vægt på det kraftfulde, umådelige og enestående såsom vandfald, isbjerge og gejsere: vand, der bruser henover sten, kaskader, vand, der falder, stiger op, tordner mod klippeudspring og fordamper – skyer – is, der smelter, brækker af, flyder i havet.

Næsten halvdelen af optagelserne er foretaget i Island, to i Grønland, en øjensynligt i Indien og en enkelt i Danmark, værket Kajak (2018/2021), der afviger fra hovedlinjen. Det viser et vue ud over Aarhus Bugt på en stille, solfyldt dag med en glimtende vandoverflade og en mand, der ror forbi i kajak. 1:24 minutter. Og så forfra. That’s it. Upåfaldende, umiddelbart betragtet. Jeg finder det enkelt og rørende.

Det mytiske i virkeligheden

I kraft af videomediet har installationen en høj grad af virkelighedseffekt, og Eva Kochs stil rummer en cool nøgternhed. Det er genkendelige levende billeder. Men det er ikke en udstilling udelukkende om vand som fysisk fænomen, og det skyldes ikke mindst Eva Kochs bredspektrede udnyttelse af selvsamme medies virkemidler.

Som regel præsenteres man kun for et forholdsvist lille udsnit af den ydre virkelighed, kameraet er ofte statisk, eller der panoreres indenfor et fast, afgrænset område, eller der klippes mellem forskellige grader af næroptagelser. Derudover er der flere eksempler på forøgelse og nedsættelse af bevægelsernes hastighed (fast og slow motion), og lyden kan være (eller virke som) reelt sammenhørende med billedsiden (reallyd), men jeg får også indtryk af, at lyden til tider kører i et spor for sig, forskudt, forstærket eller som undertoner. Man hører blide skvulp, lyden af et isbjerg, der kælver (når is brækker af) og – frem for alt – den bragende larm af vandfald. Men flere gange har jeg svært ved at indfange lydkilden til fulde. Og det er virkningsfuldt, giver en fornemmelse af noget mystisk, mytisk og af urkræfter, hvilket korresponderer med billedsiden.

Udstillingens poetiske titel lægger også op til merbetydninger. Floden Vi Bader I. Floden: bestemt form. Vi: noget alment. Det er ikke en udstilling om floder – eller en konkret flod. Floden kan også her tolkes som en metafor: for vand og for tiden, for eksistens – planetens og den menneskelige. Men, som vanligt for Eva Koch, er der ikke et entydigt budskab i installationen.

Der er få optagelser af mennesker, og der høres ingen tale, og når der endelig indgår mennesker, så er det kun i meget lille grad som individer og i høj grad som under- eller sideordnet naturen. Men samtidig kan man læse sig til, at den islandske fos Öxarárfoss i værket I Am The River #6 er reguleret ved menneskelig intervention, og det snart 25 år gamle værk NoMad udtrykker ikke blot menneskets lidenhed men også beslutsomhed. Kvinder, mænd og børn går langs en smal mole, der overskylles af bølger. Optagelsen er foretaget på lang afstand, kameraet panorerer, og videoen vises i loop. Vi ser hverken endemål eller udgangspunkt. De går ufortrødent frem og tilbage, og bølgerne slår imod molen, igen og igen.

Flydende

Lækjum fra 2011 fremstår som hovedværk i udstillingen, både på grund af fremvisningen på en fritstående, skråtstillet væg, og fordi det indgår i visuel kontakt med flere værker, herunder især I Fald (2011/2021), der består af en sekvens fra Lækjum. Men I Fald er desværre sløret markant af lysindfald. Så det bliver så som så med den visuelle forbindelse.

Jeg vil klart opfordre til, at man sætter sig ned og forsøger at give sig hen til de knap 17 minutter, som Lækjum varer. Værket rummer mange af de allerede omtalte træk ved Eva Kochs stil. Men der tilføjes også greb fra spillefilmen: en åbning og afslutning, som er en gammel westernfilm værdig og en form for narrativ med indledende oversigtsbilleder af et landskab i Island. Og så er der ellers vand: det bobler i undergrunden, det bruser op ad gejsere, fosser ned ad klipper, vandstråler filmes op mod himlen, dråber glimter som guldstøv. Umuligt at beskrive fuldstændigt – og slutningen vil jeg ikke afsløre. Jeg så videoen af to omgange. Betaget og berørt. Lækjum betyder i øvrigt flydende på islandsk, får man oplyst.

I vand og sol

I Skovhusets pressemateriale og i udstillingens ellers fine handout optegner de en udstilling, hvor man bliver omgivet af vand – rumligt og kropsligt. Men det bliver kun delvist realiseret den solrige forårsdag, jeg er på besøg.

Billeder og lyd er installeret med stor præcision, der er et fint flow gennem udstillingen, og de ni videokunstværker bliver bundet flot sammen i kraft af gentagelsen af de rektangulære projektioner, og idet man for det meste har udsyn til flere værker på samme tid. Og denne sammenkædning kunne have understøttet den kropslige og rumlige oplevelse af at være omgivet af vand – hvis det ikke var for overbelysningen.

Floden Vi Bader I bevæger sig behændigt mellem det elementære, nære, det upåfaldende, det storslåede og ufattelige og giver en stærk, anelsesfuld og vedkommende indgang til vand. Eva Kochs kapacitet som videokunstner er igen uafviselig. Men et væsentligt potentiale går tabt i lyshavet.